ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon
AntarktisAsienEuropaLatinamerikaPresseRejser alene som kvindeStillehavetTV2 Kosmopol

TV2 Kosmopol artikel med 5 anbefalinger til anerledes rejsemål til de eventyrlystne.

Hun har rejst verden rundt: Her er fem anderledes rejsemål til de eventyrlystne

Få rejseinspiration fra Danmarks mest berejste kvinde.

Udgivet I dag kl. 16:33

JournalistNynne Frost Andersen

Sommerferien står for døren, og hvor de fleste af os vælger rejsemål som Bornholm, Kreta og Gardasøen, så er der også inspiration at finde helt andre steder. 

Mette Ehlers Mikkelsen er den første danske kvinde til at have rejst i alle 193 FN-lande. Hun er om nogen en sand rejseekspert – derfor har vi bedt hende anbefale fem atypiske destinationer, der er værd at drømme om.

Se mere til Mette Ehlers Mikkelsen i vores serie ‘Alt for Nordkorea’, hvor vi følger hendes kamp for at komme ind i det lukkede land.

Serie

Alt for Nordkorea

Mette Ehlers Mikkelsen elsker at rejse og har været i alle lande på jordkloden – næsten.

 Se serien her

Mette Ehlers Mikkelsen forstår godt, at ikke alle har mulighed for at tage på ferie til destinationer langt væk – men hendes pointe er, at det er muligt at spare op til drømmerejserne, hvis man bare prioriterer det.  

Selv har hun sparet op til sine rejser ved benhårdt at vælge og prioritere. Hun har hele tiden haft fuldtidsjob ved siden af rejserne og har skåret på nyt tøj, restaurantbesøg og generelt forbrug for at få råd. Derudover har hun ingen bil og bor i dag billigere, end hun har gjort førhen.  Derudover klimakompenserer hun gerne, når hun flyver og tager med bus og tog, når hun er afsted, fortæller hun. 

Mettes fem favoritdestinationer

Det har ikke været nogen nem opgave kun at vælge fem lande – Mette Ehlers Mikkelsen kalder det selv verdens sværeste spørgsmål, da hun mener, der er langt flere steder, man kan og bør besøge og få enorme oplevelser.
 
Men her er hendes fem ret forskellige bud, hvoraf det ene ikke er et land, men et helt kontinent.  

Foto: Privat / Mette Ehlers Mikkelsen

1. Estland

Vil du rejse inden for Europa, og skal ferien ikke være alt for dyr, så anbefaler Mette Ehlers Mikkelsen, at du tager til Estland. 

Estland var det første land, hvor hun blev udstationeret for Udenrigsministeriet som dansk diplomat og chef for handelsafdelingen og eksportrådet i Estland og Baltikum.

Under sin ophold tabte hun fuldstændig sit hjerte til det lille land, som hun føler på mange måder minder om Danmark, men alligevel er utroligt forskelligt.

Estlands hovedstad, Tallinn, er en rigtig gammel charmerende købstad med bymure, tårne, brosten og huse tro mod den gamle arkitektur hele vejen igennem, samtidig med at det er en moderne by, der drøner frem med vildt skønne hippe kvarterer med mikrobryggerier, vægmalerier og madmarkeder, fortæller hun.

Foto: Privat / Mette Ehlers Mikkelsen

2. Mikronesien

Skal det være en lidt mere eksotisk rejse, anbefaler Mette Ehlers Mikkelsen, at man rejser til Mikronesien.

Mikronesien er en østat i Oceanien, hvor man kan komme ud i et af UNESCO’s verdensarvsområder, der minder om at stå lige der, hvor Indiana Jones må have stået. 

Her har man slæbt store stenklodser ud og bygget langt ud i mangroveskoven. Man er nødt til at komme afsted tidligt om morgenen for at se bygningsværkerne ellers så stiger vandstanden så meget, at man ikke kan komme tilbage igen. 

Samtidig er Mikronesien et sted, hvor man kan bade under vandfald, og der er så trygt og sikkert, at man kan gå direkte ind i deres lille lokale parlament, som i virkeligheden bare er en åben træbygning, fortæller Mette Ehlers Mikkelsen.

Foto: Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix

3. Sydkorea

Mange unge mennesker har allerede fået øjnene op for Sydkorea og den sydkoreanske kultur. 

53-årige Mette Ehlers Mikkelsen mener dog, at flere i hendes alder også bør vende blikket mod Sydkorea:

– Der sker så meget med deres teknologi, og deres erhvervsliv i Sydkorea. Så er det et virkelig godt land til at finde ud af, hvad er det egentlig er, der sker lige nu, siger Mette Ehlers Mikkelsen

Hun forudser at det er et land, der kommer til at have kæmpe indflydelse på det verdensmarked, vi arbejder med, den kultur, der kommer til at ramme vores tv-skærme, og den teknologi, der kommer ind i vores hjem. 

Foto: Privat / Mette Ehlers Mikkelsen

4. Guatemala

Drømmer du om at rejse i Latin- og Mellemamerika, må du ikke overse Guatemala. 

Her kan du opleve både Maya-, inka- og aztekerkultur. Samtidig har landet masser af regnskov, et rigt dyreliv og en masse vidunderlig mad. 

Personligt var Mette Ehlers Mikkelsens mest mindeværdige oplevelse i Guatemala, da de på en tur stoppede bilen for en tapir, der stod i udkanten af skoven langs vejen. 

– Alle stoppede. Motorcykler, scootere og biler, der havde været med turister inde og se gamle templer i løbet af dagen. alle stoppede for at kigge, siger hun.

Foto: Privat / Mette Ehlers Mikkelsen

5. Antarktis

Sidst men ikke mindst. Hvis man overhovedet kan finde pengene til det, så anbefaler Mette Ehlers Mikkelsen, at man rejser til Antarktis.

Hun er bevidst om, at det er en helt frygteligt dyr rejse, men hvis man booker måske to år i forvejen, så kan man faktisk tit finde nogle okay tilbud, er hendes erfaring.  

Mette Ehlers Mikkelsen beskriver sin fascination af kontinentet således:

– Det er det her hvide kontinent med en kæmpe ro, skønhed og storhed. Og det at se de her enorme isbjerge og opleve pingvinerne. Det er altså helt utroligt fint, siger hun. 

Hun understreger dog, at det er vigtigt at vælge nogle af de arrangører, der er gode til ekspeditioner, som har respekt for dyrene og sørger for at der hele tiden er bemanding på, så der ikke går flere i land end hvad der må. Og som sørger for, at man altid har den korrekte afstand til pingvinerne.