Et roadtrip gennem Guinea-Bissau og Guinea – om Kina, EU og vores egen selvforståelse

Til søndagens strategiske læsning

Jeg er netop hjemvendt fra et roadtrip gennem Vestafrika. Rejsen bekræftede noget, mange i Europa stadig undervurderer:

Afrika er i dag et geopolitisk konkurrencefelt – ikke et bistandsprojekt.

I samme lande så jeg:

Kinesisk opbygning af kritisk infrastruktur Russiske militære leverancer og sikkerhedsaftaler EU-finansierede programmer for affaldssortering og biodiversitet Amerikanske investeringer i minedrift og gummiplantager

Det foregår parallelt. Koordineret. Og med vidt forskellige strategiske mål.

Det centrale spørgsmål for EU og Danmark er derfor ikke, hvor meget vi engagerer os – men hvad vi vil opnå, og hvordan vi vælger at være til stede.

En nødvendig præmisændring:

Afrika er ikke længere et fattigt kontinent, der passivt modtager bistand. Der er betydelig kapital, ressourcer og politisk handlekraft på tværs af kontinentets 54 lande. Lokale aktører sammenligner partnere – og vælger derefter.

Som på mange af mine rejser rummede denne også:

Sikkerhed, forsvar, militærkup, udgangsforbud og valg Besøg i en diamantmine Møder med både krigsherrer og traditionelle magtstrukturer Samt møder med kvinder, der driver levedygtige virksomheder og forsørger familier

Konklusionen er klar:

Hvis EU fortsat møder Afrika primært med moral, proceskrav og fragmenterede projekter, vil vi miste indflydelse til aktører, der opererer mere strategisk – uanset om vi bryder os om deres værdier eller ej.

👉 Spørgsmålet er derfor:

Hvilken rolle skal Europa spille i Afrikas næste udviklingsfase – og tør vi tænke den strategisk?

🔗 https://pov.international/et-roadtrip-gennem-guinea-bissau-og-guinea/Et roadtrip gennem Guinea-Bissau og Guinea – om Kina, EU og vores egen selvforståelse

#geopolitik #EU #Afrika #strategi #sikkerhed #råstoffer #globaløkonomi #ledelse