193 & Nordkorea – det eneste land jeg manglede at besøge – det tog 4(!!!) forsøg og kostede job og masser af penge 💰 og efterhånden også min sjælefred.

Ankomst til Nordkorea. 

Den 31. marts 2025 tager Lærke og jeg afsted til lufthavnen. Denne gang er der ingen, der følger os. Det er under een måned siden, at vi tog afsted til Nordkorea sidst, og der var der TV med med tilladelse til at følge os helt til gaten og filme. Familien var med og nære venner, som kan sætte sig ind i, hvor stort det er at lykkes med at rejse til alle verdens lande, og hvad det har kostet af prioriteringer, afsavn mm som enlig mor til tre.Vi ankommer til Beijing og tjekker ind på et vandrehjem på et dobbeltværelse. Det samme vandrehjem, vi boede på for få uger siden, da vi var her sidst. 

Vi vil jo så gerne opleve Kina, så igen har vi et par dage at opleve i, inde vi skal videre til Nordkorea. Jeg vil også gerne være sikker på, at vi kommer til tiden til briefinger og fly. Det ville ikke være til at bære at komme for sent pga et aflyst fly. Sat lidt på spidsen har jeg heller ikke noget vigtigere at gøre. Jeg venter på netop dette og har gjort det længe. 

Vi tager på oplevelse til blomstrende kirsebærtræer i Beijing, de særlige kager, hutonger, parker og det meste på bycykler, resten med deres svar på Uber Didi og metro. Een hel dag bruger vi på at tage ned til et helligt bjerg. Lærke gik op, mens jeg tog svævebanen, og ned igen fulgtes vi ad på trapperne. Med alle trapperne inde i selve tempelområdet på bjerget, så nåede vi op på så mange trin, at vi begge havde ondt i benene i dagevis, og jeg var bekymret for, om Lærkes ene knæ kunne klare Pyongyang maraton senere. 

Så blev det endelig 2. april, og Koryo Tours havde indkaldt til briefing. Det var på et hotel midt i Beijing. Der kunne de så samle de sidste mange penge sammen, få vores pas som de skulle have med på Nordkoreas ambassade i Beijing for at få visa i dem; og ikke mindst indskærpe for alle hvordan man rejser i Nordkorea. 

Ikke alle lyttede lige meget. Jeg fik for eksempel at vide, at jeg ikke burde tage mikrofonerne med, som jeg havde fået fra TV2 Kosmopol, for de lignende for meget at jeg lavede noget til medier. Men da vi ankom synes hver anden rejsende at være influencer / content creator og optage stort set alt. 

Jeg ville være så sikker som muligt på, at intet ved Lærke eller jeg skulle få os afvist ved grænsen. Vi skulle ikke vække opmærksomhed. Så hellere være på den sikre side. 

Flag var også en udfordring. Men når det ikke var dannebrog eller værre stars and stripes, så skulle det være ok. Jeg havde flag med fra både rejsecafeen Café Globen, rejsefællesskabey NomadMania, min egen rejseblog Expandingourhorizon og et stort flag med verden hvor der stod at jeg nu havde rejse i alle lande. 

Bøger kunne være en udfordring, hvis de handlede om Nordkorea, Sydkorea, USA, religion mm. Jeg havde en rejsebog med for en god ven, som selv havde rejse i alle lande og nu drømte om at hans bog om det, gjorde det samme. 

Jeg havde ingen ro. Der var 3 timer fra briefingen sluttede til vi kunne komme tilbage og hente vores pas med visa i. Ellers kunne vi få passene næste dag i lufthavnen. Tre gange var jeg blevet lovet visa og havde oplevet Nordkorea så skifte mening i sidste øjeblik. Ikke bare for mig, men for hele gruppen hver gang. Lærke nærmede min nervøsitet og var endnu engang den empatiske leder, der tager over, når der er brug for det. Hun trak mig ind i en Lego koncept forretning. Jeg elsker Lego. Jeg kan lave Lego i timevis og elsker de nye kasser med arkitektur, blomster mm. Det hjalp lidt på humøret. 

Så sørgede hun for, at vi fik mad, så vi og især jeg ikke gik sukkerkold. Ret vigtigt. Hun sørgede betænksomt for, at vi fik nudelsuppe med svampe. 🍄‍🟫 fordi det er godt med smag, og prisen er lav og det sidste er ved at være nødvendigt, for det er dyrt at prøve så mange gange og har kostet på både indtjening og udgifterne.

Vi går tilbage mod hotellet. Jeg tager faktisk en jobsamtale til mit første job som turleder. Kasper fra Over alle Bjerge og jeg har let ved at snakke sammen. Vi elsker selvsagt begge at rejse, synes kundeservice er vigtigt, og han har rejst adskillige gange i Nordkorea, ligesom jeg har rejst i alle de lande han arrangerer rejser i. Vi aftaler også at mødes, når jeg er hjemme igen. 

Så udløses stemningen, og vi får hver et pas med visum til Nordkorea i. En hel sides visa af de flotte med stempler. Jeg begynder at tro lidt mere på det. Håbet får mere plads. 

Vi snakker med andre rejsende, der er lige så forventningsfulde. Mange kender jeg, og endnu flere kender mig, fordi jeg er leder af bestyrelsen i NomadMania. Det er svært at løsrive sig. Det er som endelig at finde sin stamme af ligesindede at møde medlemmer af NomadMania. 

Vi tager hjem om pakker om til turen. End del får lov at blive i Kina på vandrehjemmet. Lærke får forhandlet en yderst rimelig pris under halvdelen af det de foreslå for at de passer på en taske – og endda at de passer på den fremfor at have den ude i det åbne. Så vi har en følelse af, at vi har kontrol, da vi tager afsted til lufthavnen. Vel at mærke den rigtige og dermed en anden end vi var landet i.

Hvert skridt er fyldt med lige dele begejstring og bekymring. Alt for mange følelser farer rundt i kroppen. 

Vi står i kø og får boardingkort. Det er så stort at vi fotograferer hinanden. Vi har gjort det hundrede af gange før, måske tusind, og alligevel fastholder vi øjeblikket, glæden og lettelsen. 

Ved gaten er Pyongyang som destination på skiltet. En skøn Bulgarsk rejsende blogger lokker Lærke og jeg til at danse sammen med hende under skiltet. Heller ikke lige noget, vi plejer at gøre. Det er sjovt og lidt grænseoverskridende. Lidt senere finder jeg mig selv inviteret til at være medudgiver af en reel, og første flere uger efter opdager jeg, at den valgte musik vi danser til er en DARE fra TikTok. Jeg forundres over, hvor mange der ser den. 

Igen fotos og videoer fra gaten. Da vi går ombord. Da vi letter. Hvert lille skridt er et kæmpe skridt nærmere målet. 

Vi begynder at kunne så Nordkorea. Hænger lidt med næsen helt op af vinduerne. Lander. Får lov at komme ud. 

Og så går det galt. De tager temperaturen på alle besøgende. Er tydeligvis stadig bange for covid. 

Lærke trækkes til side. 

Lærke har for høj temperatur. 

Hun er fuldstændig rask. 

Det er helt skørt. 

Men desværre alvor. De har valgt 37,0 som det accepterede, og 2 unge kvinder har lidt over. Gud dog man(d) snart ville designe samfundets normal som andet end default male. Kvinders temperatur er højere ved menstruation ! Det kan man så lige overveje, hvordan man forklarer til en mandlig rejseleder fra Vesteuropa og en nordkoreansk mand i kittel / uniform. Begge fik lov at tage sweatre af, gå rundt og køle ned, vaske sig under arme og i ansigtet og på hænderne med koldt vand. For at slå temperaturen ned. For ned skulle den, for den venlige mand havde jo ikke mandat til at bryde en regel. Uanset fornuft og faglighed. Hver temperatur måling tog fem minutter inden resultatet forelå for der blev målt under armhulen. 

Lærke signalerede til mig, at jeg skulle gå igennem og visa pas og blive stemplet ind. At jeg ikke også skulle risikere at skulle teste og blive sendt tilbage. 

Jeg var så bange. Så bekymret for, om Lærke nu blev sendt hjem eller mere sandsynligt, at hun ville blive låst inde i den lille celle, de testede hende i. Der var en, der fortalte, at de ville isolere i karantæne. Det løb mig koldt ned af ryggen. Tanken om, at hun skulle isoleres fra mig, mens ske medicineres… jeg var igen mere inde og ovrrveje om det nu er en god målsætning og livsdrøm. Var aldrig rigtig i tvivl. Men hvor var jeg dog bange. De to bulgarske rejsende ved ikke fra min side. Det gik lige i hjertet på dem, at jeg også bare er en bekymret mor. Udover at være en rejsende de respekterer. Koryos rejseleder blev ved de to kvinder. Den ros skal han have. De fordelte det mellem sig, og mens de andre fik rejsende og grej igennem, så havde han kun een opgave og det var at sikre de to kom med igennem. Efter tre test kom den ene kvinde ud. Efter fire test kom Lærke endelig som den sidste med en times forsinkelse. Sikke en letteste.

Hvad vi ikke vidste endnu var, at de teste to gange dagligt hele opholdet med samme lave temperatur som accepteret. Jeg var ikke samarbejdsvillig, for jeg skulle simpelthen ikke nyde noget. Så jeg gik så hurtigt forbi, at de ikke har haft let ved at fange temperaturen.

10 minutters fred var hvad jeg fik.

Så skulle vores bøger og mobiltelefoner etc tjekkes. 

Uroen bredte sig igen. Jeg har normalt 180.000 fotos på min iPhone. Skriver jeg kampvogn i søgefeltet, kommer der 100 fotos frem fra Sverige, Irakisk Kurdistan, Eritrea mfl. De tjekkede slet ikke, og jeg var lettet, selv om jeg havde afinstalleret fotos, sociale medier, adgang til iCloud mm.

Så skulle bøgerne tjekkes. Jeg gik nogenlunde rolig med en tolder hen til en der kunne engelsk. Jeg viste der hverken var fotos eller kapitler om Nordkorea i rejsebogen. 

Men Lærke bekymrede mig igen. Hun havde en lærebog med fra CBS. En lærebog om kapitalisme og globale finansmarkeder i Nordkorea. Hun måtte også med 10 m hen til ham der kunne engelsk. Til vores begges lettelse spurgte han, om den handlede om PENGE. Money ? … yes yes, MONEY ! OK. Welcome. 

Godt så 🥂

SÅ kom vi endelig ind i landet.

Det lykkedes.

Derfra kunne jeg se frem til at håbe vi lykkedes med at være der 24 timer  dvs 3-4/4 og dernæst at vi løb Pyongyang maraton og endelig at vi kom ud fóc

-/-

For mig er det så stort. Jeg kan næsten ikke være i min krop for spænding. Bekymringerne står i kø. Hvad er det værste, der kan ske? At vi bliver attesteret. Aldrig kommer hjem igen. At vi afvises. At landet lukker igen. Jeg vil så gerne lykkes med projektet – altså at rejse til alle verdens lande. Alle verdens lande – 193 -203-219 – alle kontinenter – i mindst 24 timer – som den første danske kvinde – og med mine tre børn så meget som overhovedet muligt. 

Et projekt jeg har været fanget i længe. Henved 3 år er der gået siden jeg blot manglede 3 lande og da kun ventede på de sidste kommunistiske og ret lukkede lande skulle åbne igen efter covid. 

De tre gange jeg har haft rejser til Nordkorea fuldt planlagt for så at se dem blive aflyst lige inden… det er en historie i sig selv. En barsk en, der har kostet en del økonomisk. Jeg har måttet sige et job op. Jeg er endt med at meditere end del og søge at finde min ro og hvile i processen. Der har skullet noget til for at fastholde livsdrømmen.