Mest berejste danske kvinde med børn.

“At rejse er at leve”, skrev H.C.Andersen. Det udtryk har altid betydet meget for mig, og jeg er altid i gang med at planlægge næste rejse.

Når jeg rejser, har jeg alle sanser åbne og udvider min horisont.

Hvad ligger der bag at blive den mest berejste danske kvinde med børn:

Jeg er cand.scient.pol. og har været ansat i Udenrigsministeriet og Eksportrådet i knap 20 år. Det afspejler sig i mit fokus, ift. de samfund jeg rejser i. Handel, økonomi, samtidshistorie, kvindernes vilkår mm. fylder og giver en vinkel på mine rejseoplevelser og beretninger, som afspejler, at den fagligt/ internationale og private/ internationale side får lov at smelte sammen.

Som barn rejste jeg flere gange årligt med mine forældre i Norden og Europa, og besøgte blandt andet historiske steder, der omhandler 1. og 2. verdenskrig. Min nysgerrighed blev til et ønske om at gøre en forskel og sidenhen til mit valg af internationale relationer som emne for studier og senere job. Rejsemålene blev udvidet til at omfatte hele verden. Det var ikke helt nok at rejse, så studier og job i Udenrigsministeriet/Danida/Eksportrådet har taget mig ud i verden og i længere perioder til UK, Rusland, USA, Belgien, Estland og Sverige. Ved siden af mine private rejser har jeg i alt studeret og arbejdet i udlandet i knap 8 år.

Rejser med børn:

Jeg har valgt at vise mine børn verden og dele min kærlighed, nysgerrighed og glæde ved andre lande og civilisationer med dem.

Mine tre børn er mellem 11 og 18 år gamle og ser sig selv som globetrottere. De har gået på international skole i Stockholm med venner fra det meste af verden og ved derfor også, hvad de får ud af at kunne tale andre sprog. Vi har bla. læst kinesisk sammen i et par år. De ældste har valgt et gymnasium med et Global Citizen Programme. Alle tre dykker og står på ski. De er også medlemmer af De Berejstes Klub og har været i 77 til 80 lande hver især (pr. 12.2.2020).

Der ligger en reel livsprioritering bag dette ift. brug af tid og penge.

Rejser alene med børnene efter jeg blev skilt:

I efteråret 2015 rejste jeg for første gang alene med alle tre børn. Blot en tur til Porto, men nok til de tog ansvar for at finde AirBnB og til at give plads til hinandens rejseønsker. Porto er i øvrigt et godt sted i at snakke om de store opdagelsesrejsende. Siden da har jeg rejst alene med dem i Cambodia, Laos, Marokko, Hviderusland, Moldova, Transnistrien, Sydkorea, Taiwan, Namibia, Botswana, Zimbabwe og Zambia. De har nu rejst med både forældre, og efter at deres far og jeg blev skilt for nogle år siden, har de rejst med hver af os og vores nye kærester. De har rejst med mig og mine veninder, med bedsteforældre og med egne venner. De er allerede erfarne, nysgerrige og hensynsfulde rejsende.

Fotoalbum, blog og instagram:

En af mine store glæder er at lave fotoalbum fra rejserne. Tidligere var det scrapbøger med fotos og postkort klistret ind. Siden blev det til album lavet i iPhoto på en Mac. Nu er min hjemmeside og instagram kommet til. Jeg sætter mine historier om mennesker og samfund højere end fotoets tekniske kvalitet.

https://www.instagram.com/expandingourhorizon/

Netværk for berejste:

De Berejstes Klub og Cafe Globen i Thuresensgade i KBH har betydet, at jeg har lært skønne mennesker at kende med samme vilje og lyst til at rejse. Jeg er blevet inspireret til nye rejsemål, og er begyndt at skrive om mine rejser. Dem vil jeg gerne anbefale til alle med udlængsel.

Jeg nyder at skrive rejseberetninger i rejsemagasinet Globen og for POV International.

Da jeg altid har sat pris på at netværke og har initieret og faciliteret internationale netværk, siden jeg havde første udstationering i Tallinn, har jeg også meldt mig ind i Travellers Century Club https://travelerscenturyclub.org/ og er blandt andet at finde i det internationale rejsefællesskab Nomad Mania. https://nomadmania.com/profile/19151