Udsigter, capoeira og aber

Rio ligger naturskønt mellem bjerge med regnskov. Selv om byen er stor – ca. 16 mio. indb., så er byen delt op i kvarterer mellem de forskellige bjerge. Det bliver den både mere og mindre overskuelig af. Vi startede med at tage en svævebane op til Sukkertoppen. Et bjerg helt ud til vandet mellem standene med fin udsigt til indsejlingen til byen, strande mm. i samme form som en gammeldags sukkertop. Flot flot. Udsigten var imponerende. Svævebaneturen fin. De små grå-sorte aber, som levede vildt i skoven på bjerget, var sjove – De findes også i Frederiksberg ZOO, der gør et stort arbejde for at bidrage til at redde dyrearter i den atlantiske regnskov. De sorte gribbe, der svævede rundt om os og hvilede i træerne på toppen, var elegante og fascinerende flyvere. Nicolai og Lærke fik nyt fodboldtøj – den originale brasilianske landshold model og kvalitet i Nike. Det er lækkert og ret sejt. Lærke fik to dukker i nationalt tøj til samlingen… samba og kaffe. Stort hit.




Capoeira var oprindeligt slavernes kampteknik. Det blev forbudt af slaveejerne, hvorefter det blev dyrket i skovene og forklædt som en blanding mellem dans og akrobatik, med og uden stokke. Slag med grene mod hinanden advarede om, at slavebosserne var på vej. Vi var så heldige, at en gruppe optrådte, og de var rigig gode. Især børnene var total opslugte. De laver selv gerne karate, slås/fægter med pinde, danser og gør gymnastik.

Kristusfiguren på toppen af et bjerg er en vartegn for byen. Vi syntes, den er lidt af en monumental måde at vise sit kristne – katolske sind på. Den er nu ok tæt på, ikke lidende som korsfæstede Jesus’er, men snarere mild og tilgivende. Lærke genfortalte historien om Jesus liv for farfar, for vi har efterhånden set en del kirker og snakket om det. Der var langt derop af små hårnålesving, men taxichaufføren kørte flyvende, ligesom ham vi kom ind fra lufthavnen med, og vi blev kørt til helt til (elevator)døren, og han ventede på os, mens vi så statue, udsigt, lokale højhælede skønheder og spiste frokost. Mon de hvide duer er sat ud i naturen ved bjergtoppen bevidst, fordi de tænker og skriver pax (fred) omkring statuen mange steder.


Her begyndte lokale at spørge, om de måtte tage et foto med Lærke og Nicolai igen. Det blev helt deja-vu-agtigt tilbage til Kina og Vietnam. Nicolai var supersportslig og lidt charmeret af de flotte pigers interesse, mens Lærke havde fået solcreme i øjet, var faldet og havde brændt sig i løbet af dagen og måtte bestikkes med en stor is for at stille op.



Ungerne nød, at farfar var kommet og læste højt af Troldepus som godnathistorie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *