Nordkorea: De første indtryk.

Jeg har været så priviligeret at ride på interessen for at jeg har været i alle verdens lande og virkelig nydt at få liv at fortælle om at rejse til alle lande. 5 dage efter jeg kom hjem, så faldt min søde mor desværre, brækkede ryggen, og jeg har stort set været der i 3-4 uger, så først nu er jeg nået til fotos fra rejsen 

-/-

Første indtryk af Nordkorea var stilhed. Der var ikke mange biler, ikke musik udenfor i gaderne, ikke neonreklamer, ganske lidt vejarbejde og få mennesker. 

Der er store plakater og skilte i  sovjetisk stil. Alle personer på plakaterne ser stærke nok ud til at kunne lægge arm med Arnold. Brandmanageren gik hjem i 1960erne og ingen har opdateret deres visuelle udtryk eller billedsprog siden. Tiden er stået stille. 🤫 

Cyklerne og knallerterne er gamle og små. De er til transport. Ikke til personlig branding. Det er ikke elcykler. Der er ingen mænd i Lycra på racercykler på jagt efter evig ungdom. Der er ingen Christianiacykler. Alt ser ud til at være blevet repareret mange gange. 

Der er få biler. Ingen Teslaer. Ingen biler, jeg rigtig lægger mærke til, bortset fra det mere er lokale og kinesiske mærker. Vejene er disponerede til flere biler. 

Hele hovedstaden er disponeret til flere, end her er, virker det som. 

Arkitekturen er som i Soviet, og såmænd også en del af de mere triste forstæder herhjemme. 

Huse med ca 4 – 7 etager til lejligheder. Fortorve med få mennesker, men dog mange gående ift antallet af biler. 

Man er vist privilegeret, hvis man får en lejlighed her. Et job her. Man får lejlighed, offentlig transport, indgangen til bowlinghallen og til zoo, og madkuponer (som i DK under 2. verdenskrig). Skolen er billig med skolebøger, uniformer og sågar skolemælk – siger de ihvertfald selv. Men så får man måske også blot 10 usd om måneden i lommepenge. Så meget for en smule frihed til selv at prioritere lidt i livet. Så vild og altomfattende en kontrol med så mange menneskers liv. Det må være som at leve i et ægteskab med en der er voldelig; sådan lidt ala, ‘så længe man gør som man får besked på, så slår han ikke’, og så er der ellers dømt et liv, hvor man går på æggeskaller. 

Men kan man det. Uden at stille spørgsmål ved kulten omkring Kim’erne. Mestrer man, at gå på arbejde, køre med metroen, løbe maraton, dyrke kampsport, være en dygtig håndværkere eller embedsmand, så kan man nyde at gå på biblioteket, måske endda få lov at høre Madonna CDer fra 1980erne, nyde bowling, nyde zoo,… og bliver man virkelig succesfuld, så er der en cafe der spiller Disney music fra soundtrack og et supermarked med priser i USD og kopier af LEGO. 

Min påstand vil være, at man ikke kan lære det, hvis man er vokset op i Danmark. Men er man vokset op her. Har lært, at Kim, Kim og Kim elsker en mere end ens egne forældre. At det er derfor man får lov at komme i skole, når nu forældrene ikke har råd. Når man lærer det i skolen, ser det i biograffilmene, og når alle monumenter er for Juche religionen, og når alle billederne er baseret på landmanden, håndværkeren, den intellektuelle / administratoren og så soldaten. Det hele er vendt rundt. Jeg er stadig dybt fortørnet over, at man vil gå så langt, at man fortæller dem, at systemet elsker dem mere end deres forældre.

Selv museet for Vietnamkrigen er som at træde ind i en omvendt verden. En verden, hvor vi er de onde. En amerikansk fregat var taget til fange . Den stakkels kaptajn har skrevet den  den 

-/-

Tag med i zoo, til bowling, i supermarkedet, på biblioteket, op på den øverste etage i hotellet hvor toppen drejer rundt, tag med til monumenterne, museet for Koreakrigen, frimærkeudstillinger mm.