Yogyakartas UNESCO-templer og Bali i Indonesien med 3 store børn.

Templerne var smukke buddhistiske og hinduistiske og samtidig fyldt med lokale muslimske indonesiske besøgende. Helt fyldt. Vi er dermed de mest eksotiske i et mylder af mennesker med mobiltelefoner, selfiestange og god tid, så vi stillede tålmodigt op til fotografering i timevis med visse udfald af tålmodighed hos os hver især. Det er besøgende til templerne, som fylder Yogyakarta, der er den eneste tilbageværende kongeby i Indonesien og har en fin gammel bykerne, der i sig selv har UNESCO-status. De lokales underholdning er dog et vanvittigt og sjovt udslag af forretningssans, humor og dårlig smag, nemlig neonlysende biler, der kommer frem som vandcykler på land med lysende enhjørninger på taget.

Rejsen med mine store børn som en del af en jordomrejse

Vi er midt på jordomrejsen, og mine tre store børn er med på rejsen, fordi det er deres juleferie. Derfor er mit fokus mere på dem end på templer og historie. Mere på at få balancen med at rejse i en sammenbragt storfamilie til at blive rigtig god, end præcis hvor meget vi oplever i form af kilometers vandreture hver dag. Alligevel bliver det til store oplevelser.

Ella på 11, Lærke på 16 og Nicolai på 18 er selv fløjet til Kuala Lumpur nogle dage forinden via Hong Kong. De har fået juleferie og kommer nu ud for at rejse med nogle få uger. Jeg har savnet dem meget, for vi har allerede rejst siden midten af november. De har spurgt lidt til vaccinationer, pas, visa, dokumenter der bekræfter at både deres far og jeg er enige om, at de må rejse etc. Det er der helt styr på. Så har de spurgt til sikkerhedssituationen i Hong Kong. Den er jeg ikke bekymret for. Det er trods alt kun transit i lufthavnen. De skal hjem gennem Shanghai starten af januar og efter vi kommer hjem, så er vi faktisk mere bekymrede over den transit pga. Corona. Men det er forsat mindre risiko end deres senere skiferie i Norditalien og det at gå i skole på Rysensteen og på Frederiksberg. Så risiko for sygdom hjemme ift. rejser får nyt perspektiv for os. Det med nye perspektiver giver rejser ofte og her endnu engang.

Vi har valgt at vise ungerne Kuala Lumpur i Malaysia, og derfra tage til Indonesien til  Yogyakarta med UNESCO-templerne omkring, og derfra til Ubud på Bali med yoga, massage og god kaffe. Vi har rejst i nu 77-78-80-133-141 lande hver især og falder rimelig let ind i rejsens rytme.

Ankomsten og Ndalem homestay

Det er dagen før nytårsaften 2019, da jeg sammen med Mette og hendes tre børn lander i Yogakarta. Her er brandvarmt, men alle er venlige, og bagagen kommer lynhurtigt. Selv tolderne, der patruljerer med narkohunde, er i højt humør. Vi får vekslet lidt penge og finder en taxa, der kan køre os til byen. By og by, for den starter allerede uden for lufthavnen. Alle steder, der er en vej, smækkes der huse og butikker op her. Vi finder Ndalem Homestay i en lille gade med venlige værter og et stort værelse med AC. Alt er i balinesisk landsbystil, med kanaler uden om husene og fint teaktræ. Der er fisk i kanalerne og små templer og ofringer i haven.

Kongeby og krinklede gader

Yogakarta er den eneste tilbageværendee kongeby i Indonesien, og det kongelige palads Kraton ligger da også centralt i byen, ved en voldgrav. Den gamle by er omringet af byporte, hvoraf nogle er velbevarede, og inden for er der en labyrint af koncentriske kvadrater med mure, der nogle gange gør den lige vej umulig og fører en ad de mest krinklede omveje ad gyder, der minder om den gamle bydel i Kyoto. Vi ser to store pladser, tilsyneladende tomme og under vand, med to eller tre træer i midten som det eneste, der giver mening og indhold.

Det sjoveste er dog de neonlysende biler, pedaldrevne og med Yogakarta og enhjørninger på taget, i hvilke de lokale padler rundt om pladsen. Perfekt til børnefamilier, kærestepar og … tjah vi er dybt fascinerede og frastødte på samme tid. Det ser vanvittigt ud.

Tidløse templer

Den egentlige grund til at være i Yogakarta er dog at se Borobudur, et af verdens største templer, en attraktion på linje med Machu Picchu, Angkor og Den Kinesiske Mur. Vi kører gennem regnskove og rismarker og lander i en kaotisk og overfyldt by ved siden af templet. Her er vanvittigt mange turister denne dag, flest fra Indonesien, hvor man kommer fra hele landet her i ferien. Som vesterlændinge betaler vi mere, men springer køerne over.

Her begynder vi at miste tempo for at opleve og i det hele taget muligheden for at se noget for de enorme mængder af mennesker, der går og står overalt og sågar sidder på templet, fordi der ikke er bænke. Alle vil have selfies. Især af børnene. Nogle gange er det sjovt. Faktisk viser ungerne enorm tålmodighed og høflighed og ofte bliver det til sjove samtaler med børnefamilier, grupper af unge indonesere, der er mindst lige så nysgerrige på hvem vi dog er, som vi på dem og templerne. Det tager tid at komme rundt, og imens gjalder rædselsfuld kinesisk pop fra en livekoncert nedenfor templet. Det hele minder mere om et cirkus end en kulturattraktion …

Selve templet er bygget på en høj og lavet som en mandala med stigende grader af oplysning ind mod Nirvana i midten. Det flotteste er at gå rundt om midten på afsatserne og se de mange smukke og meget velbevarede relieffer med billeder fra Buddhas liv, af lokale krigere, handlende, skibe og slagscener. Her er, trods mylderet, magiske udsigter fra toppen med buddhaer i relief mod regnskoven, der henligger i drivende tågeskyer i den regnfyldte eftermiddag.

Prambanan

I nærheden af Yogi, som de lokale kalder den, ligger også Prambanan, der er et hindutempel. Det er højere end Borobudur med flere sidetempler. Meget er dog også ruiner. Vi går rundt om det og op i det, og vi er enige om, det er flottere end Borobudur med mere imponerende tårne og endnu bedre relieffer.

Og så er her lidt færre mennesker og derfor lidt lettere at se tingene. Faktisk er her alligevel rigelig folk til, at vi også her stopper masser af gange og jeg har hele tiden fokus på tiden, fordi øjenkontakt straks afføder ønske om nye fotos.

Vi sætter tid af, og indenfor den giver vi los og griner og får oplevelserne ud af de mange mennesker og fotos. Jakob sender vi afsted med kamera, da hans kvote er brugt, mens ungerne og jeg tager flere mennesker.

Der er flere templer i området, og nogle af de andre er faktisk næsten lige så flotte, og her er næste inden mennesker, hvilket er rart.

Ubud på Bali – stadig dejligt, men her er godt nok kommet mange turister …

Næste stop er Bali, hvor vi slår os ned i byen Ubud midt på øen. Den by var jeg så glad for sidst jeg besøgte Bali pga. dens hyggelige bymidte med cafeer med gurkemeje, mango, citrongræs og ingefær smoothies, fodmassage, yoga, kunst, samt abeskoven. Alt sammen noget der kaldte på gode minder. Ubud er da også stadig smuk, med mange templer og beliggende omgivet af rismarker, men nu er masseturismen voldsom, og der er flere europæere end lokale i gaderne.

Vi har lejet en villa med tre soveværelser og pool som deles med nabohusene. Prisen er yderst rimelig, vi er godt nok på Bali, men det er stadig Indonesien. Vores villa er vidunderlig med store hvide blomster, der drysser ned i poolen, grønne hibiscusser og bougainvillier, der omkranser både poolen og alle nabohusene, så man nærmest ikke kan se eller mærke de andre villaer.

Børnene sover længe – det gør vi faktisk alle. Her er så rart, at det kræver viljestyrke ikke bare at være her. Samtidig er ungerne gode til at nyde chancen for varme og ro, så bøger og kindler kommer frem, og her er utroligt stille i lange perioder.

Jeg går til yoga tæt ved villaen et par morgener og elsker roen ved træningen og fokus på åndedræt i varmen og med udsigt over de grønne dale og blomstrende træer.

Vi går ned til byen af små gader og stræder mellem huse og langs vandkanaler i zigzag, og her er hyggeligt og fredfyldt. Men da vi når ud til hovedvejen, bliver trafikken tæt, og alt er udstødningsgas. Dette er langt fra det fredelige Bali med meditation og frisk bjergluft. Enten skulle vi have boet i centrum eller være kørt derind. Men da vi først kommer derind er de små butikker der igen, og vi får sukkerbalancen på plads med mangosmooties og god mad.

På en cafe kan man få den berømte dyre luwakkaffe, og her lever et par af de søde dyr, som fordøjer kaffebønnerne, inden vi laver kaffe af dem. Den ene hedder Jake og vælger at gå rundt på børnene til stor misundelse for os andre. Særlig Nicolai er populær hos Jake. Det er så rigelig den dyre kaffe værd og der bliver købt lidt gaver med hjem.

Abeskoven er et sjovt gensyn. Ungerne og jeg husker levende, hvordan de mange aber sad på vores skuldre og i vores hår sidst. Hvordan vi fodrede dem med bananer, og især hvordan den ene tissede af bare hygge, så der måtte en ren t-shirt til. Det er en af de historier, vi stadig deler og griner af. Det var stadig sjovt, og både Ella, Nicolai og jeg trodsede advarsler om faren ved de vilde aber og havde det herligt med en ung legesyg en, der kravlede på vores arme, skuldre og hoveder. Mit store lyse hår er nærmest redemateriale og ekstra sjovt. Nicolai havde igen særlig dyretække til vi andres misundelse. Man må dog lidt mindre nu, bla. ikke fodre dem, hvilket er lidt ærgerligt. Men der er nok kommet for mange besøgende. Indgangen er også lavet monumental i forhold til sidst.

En aften mødes vi med Torben fra De Berejstes Klub. Vi finder ham på et fint lille hotel midt i byen og sammen finder vi en udmærket restaurant med udsigt til rismarker. Det er hyggeligt at se ham, og vi får lækker mad, som grillet seafood, og både Bali Hai og Bintangøl. Man har jo kun været rigtig i et land, hvis man har smagt den lokale øl.

Senere på aftenen får vi balinesisk massage. Det vil sige børnene og Jakob får massage, for jeg skulle lige hæve penge. Men så spiste kontaktautomaten fra Barkleys Bank mit mastercard. Inden jeg så konstaterede, at banken ALDRIG tager telefonen på de numre der står på automaten og hjemmesiden, samt at personalet i kioskerne hvor automaterne står intet kan finde ud af; og så fik lukket kortet hos min bankfilial i Danmark… så var den times massage ligesom glippet. Øv. Pigerne havde endda været bekymrede for mig. Den slags er almindelig, og man skal altid have ekstra kort med, men det er træls, og jeg måtte klare mig uden mastercard resten af turen. Så det ødelagde lidt at strukturen i regnskabet, og havde gjort det bøvlet med forsikring, hvis jeg havde regnet med at det kort skulle dække.

Netop denne aften fortsætter med dramatik. Vi er ved at træde på en Rice Paddy snake på vej hjem ad de smalle stier langs vandkanaler og grønne områder. Den er mildt giftig ifølge Google, og den hugger noget efter os.

Turismen er så ubetinget erhvervet her. Det er udviklet en del bare de år, der er gået, siden børnene og jeg var her sidst. Sidst sponsorerede vi et koralrev – et kunstigt et som vi valgte at give form som en piratfisk og skrev navne i. Det kan besøges på nordvest delen ved Pemuteran, hvor der er mange af den slags rev til genetablering af koraler og revfisk at snorkle og dykke på. Her havde vi ikke rigtig tiden til at genbesøge denne gang, og jeg var virkelig ked af at gå glip af det og et genbesøg hos vores vært på ressortet i nord, der er så smukt og med den klogeste kvindelige leder.

Landet har udviklet sig og ligner alligevel sig selv siden jeg var landeansvarlig for Indonesien (Malaysia, Østtimor, Vietnam, Filippinerne og Thailand) i Udenrigsministeriet helst sidst i 90erne. Så meget desto mere spændende er det også at være tilbage.

Blog fra Jakob Linaa Jensen og mig jordomrejse på 100 dage 2019-2020. Se mere på vores rejseblogs www.linaa.net og her på www.expandingourhorizon.dk og instagram: expandingourhorizon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *