Rejseberetning, Venezuela
Venezuela har oplevet en åbning og et window of opportunity sikkerhedsmæssigt siden november, så det er NU, man skal tage hertil, hvis man gerne vil opleve landet. Regnskov – landsbyer ved kysten med huse i stærke farver – kakaoplantager – bananpalmer – papaya – bjerge – storby med vægmalerier – rom på bar til fejring af landejubilæum nr 175 – venlige mennesker og sexede kvinder med runde former, som fremhæver dem fremfor at skjule dem.
Det virker til, at regimet har valgt at give landet fri – altså for dem, som ikke kritiserer – og droppe de hårde covid-karantæne-krav, og derudover har de tilsyneladende rimelig styr på sikkerheden. Så med en god fixer, der kender landet, er her nu muligt at få en god oplevelse. Husk dog altid at det ikke er EU, og alle planer løbende skal tilpasses.
Jeg havde valgt Benjamin Rodriguez efter anbefaling fra Bengt Hildebrand. Ben kan sågar en del dansk, da han har været guide for danskere, arbejdet for rejsebureau i Aarhus og boet 1/2 år i Charlottenlund og haft en dansk kæreste engang. Hans datter hedder derfor Lise. Det er da super hyggeligt. Vi har nået at skrive sammen næsten et helt år, før jeg endelig står i landet og føler jeg hilser på en gammel ven.
Vi nåede helt ind til landsbyen Chuao. Det kræver køretur fra lufthavnen / Caracas over bjergene gennem regnskoven Henri Pittort National Park. Heldigvis blev de smalle veje og møderne med lastbiler og busser opvejet af den smukkeste regnskov. Her skiftedes tågedisen og den blå himmel om overtaget med spektakulære udsigter over grønne bjergsider og dale med farverige landsbyer.
Endelig fremme ved kysten lå byen Choroni med små farvestrålende huse og en lille strandpromenade. Her var det til at få en lokal øl med noget så lokalt som en isbjørn på. Fiskerne tog ud herfra mellem pelikanerne i små både. Vi lejede en af dem og sejlede ud til Chuao. Der kan man nemlig kunne komme til i de her små fiskerbåde og selv den ambulance, der ikke længere kan køre, er sejlet dertil på en plade ovenpå fire små fiskerbåde. Havet er dybt. Bølgerne er 4-6 meter og heldigvis rullende. Båden er lille. Kysten er stejle grønne bjerge.
Chuao åbner sig som en lille tropisk strand med palmer, små fiskerbåde og endnu færre huse. En lille strand midt i den ellers stejle kyst med grønne klipper, der går dybt ned i vandet og stejlt op. Fra den lille havn får vi et lift på ladet af en lille lastbil ind gennem kakaoplantagen og endelig når vi ind til selve landsbyen.
Her er fest med latin-musik, rom ad libitum og glade mennesker på torvet. Jeg bliver budt op til dans og får en sjov oplevelse.
En skøn kvinde med lårkort kjole giver mig rom af sin drikkedunk. Stram kjole. Store øreringe. Farver. Glimt i øjet. Rom, fremfor kaffe i kanderne, der ellers ligner de metalkrus, vi andre også har udskiftet plastic med af klimahensyn.
Jeg elsker latinas for deres kvindelighed. De viser den, så det ville være vulgært i Danmark. Efter det modsatte ekstreme på de seneste rejser i Mellemøsten og det muslimske / arabiske Nordafrika, så nyder jeg det ekstra meget. Også at Lærke og jeg kan have korte shorts og kjoler på, når vi har lyst til det.
Vi går gennem de smalle gader i landsbyen Chuao og prøver at få både festen og det rolige tempo livet spiller i her helt ind i kroppen. Jeg mærker endnu den danske stress fra jobbene og vinterens grå kulde. Det lindrer at mærke varmen, lyset, duftene fra kakaoen og at danse til musikkens rytme.
De unge slår ring om Lærke. De vil gerne snakke (på spansk), tage foto og høre nyt udefra. Børnene charmer med balloner. De har lidt sand i, så ballonerne rasler. En sjov idé, vi aldrig har set før. En engelsklærer får øvet sit engelsk og får taget fotos med Lærke og jeg.
Det bedste møde er bedstemor med de to børnenebørn. Hun har langt gråt hår og en engels tålmodighed. De to piger sætter hår på hende. Lærke og jeg snakker med dem uden et egentlig fælles sprog. Hun og jeg sammenligner hår. Tilliden indfinder sig. Pigerne tilbyder mig en plasticstol overfor bedstemor og begynder at flette braids på mig ligesom på bedstemor. Lærke tager fotos og får de varmeste smil frem. Bedstemor fletter Lærkes hår. Her kunne jeg være blevet længe. Lige det her er blevet en del af det, rejsen handler om for mig.
Landsbyen har en årlig festival med parade med djævle. Jeg vil gerne tilbage hertil. Vi går tilbage gennem plantagen med kakaoplanter og enorme og gamle regnskovstræer, der giver skygge til kakao, papaya og banan. Den lille lastbil samler os op igen på vejen tilbage. Det er den lokale shuttlebus. Derfra går det tilbage til Choroni, hvor bunker af fiskenet og pelikaner byder os velkommen tilbage.
Vi siger farvel til tyske Claudia. Hun har både det lille posada, hvor vi bor og har stået for julemaden. Claudia og Ben introducerer os for lokal mad. Hallaca – Julemad der minder om Tamale i Mexico, der er pakket ind i bananpalmeblade. Her er både kylling, gris og oksekød i æg og ost. Det hele er blandet, og som Claudia siger, så lyder det ikke som om, det passer sammen, men det gør det alligevel. De rige gav alle resterne videre og derfor er retten en blanding. Her er Papelon til maden – en brun rørsukker drik med citronsaft. Morgenmaden byder på empanadas med kylling og ost. Frokost med majspandekager med mere ost, skinke og bacon, kaldet Cachapa, i byen Maracay. Næste frokost lange stykker hvidt brød med skinke. Passionsfrugt, papaya, ananas, bandanaer. Koriander, forårsløg, persille. Den lokale chokolade var det første, der blev indkøbt ‘on the Road’ fra Caracas.
Uventet får jeg lov at opleve lidt af interessen for 2. verdenskrig. Juan Pujol Garcia “Garbo” er begravet i Choroni. Han var spansk dobbeltagent hos MI5 – og fik sågar Jernkorset af Hitler. Det er altid tankevækkende, hvor mange af de tysksindede hhv nazister, der fandt vej til Latinamerika efter 2. Verdenskrig. En person som Garbo har jeg ikke mødt her på kontinenter før på mine rejser. (Der viser sig at være masser af videoer om ham på nettet)
Et andet af rejsens højdepunkter er regnskoven. Vi når at bruge flere timer i Henri Pittrop National Park både til og fra Choroni ved kysten. Ind over bjergene af snorklede veje. Så smalle at vi knapt kunne passere busserne og lastbilerne, og Ben måtte dytte ved hvert sving, fordi der blev kørt stærkt uden udsyn.
Her er regnskoven præcist, som den skal være. Tæt. Høj. Fuld af forskellige træ og plantearter. Sol og klar blå himmel med udsigter over bjerge og dale skiftes ud med tågedis, der ligger mellem træerne. Begge dele er smukt og stemningsfuldt. Her er stille, fugtigt og varmt. Vi spejder efter dovendyr og røde brøleaber uden held, og går enkelte strækninger i forsøget på at opleve regnskoven.
Mit yndlingsøjeblik er Bens og min kop kakao med den rare lille mand midt i skoven, mens Lærke og Jakob fotograferer udsigter. Han deler navn med en tidligere præsident og er blevet drillet med det. Efter det mødet med damerne i en lille café med maltdrik og empanadas, lige der hvor vejen slår en bugt, og vandfaldet / floden løber hen over vejen.
Caracas havde jeg stort set kun hørt dårligt om. Nu kunne jeg se Ben nærmest have tårer i øjnene. Overalt i byen havde regimet ændret vægmalerier fra Hugo Schavez, Fidel Castro, Bolivar og sågar Jesus til gladere, farvestrålende vægmalerier af indianere, landets kulturhistorie – og stadig enormt mange billeder af Simon Bolivar (der er befrielseshelten). Jeg skulle lede lidt mere efter de politiske vægmalerier og statuer.
Samtidig var alle på gaden for at nyde independence Square og Al Tamida promenaden for deres frihedshelte. Her var obelisk og mindesmærker med flagets tre farver. Mest af alt flød det sammen med Los Proceres med farvede lyskæder i byens Tivoli, Bimbolandia – det hedder lyskæderne altså. Glæden ved at opleve lokale mennesker på gaden efter lukning for både sikkerhed og corona. Som de eneste rejsende – vi mødte ikke andre end os selv, bortset fra to piger fra Kuwait som ikke ligefrem blendede ind med tørklæder og løstsiddende gevanter.
Der var nok at fejre, så vi tog på baren 360 med netop 360 graders udsigt over byen fra taget af en af byens høje bygninger. Lokal rom, mojitos og cigar – så blev landejubilæum nr 175 for mig, 150 for Jakob og faktisk mest imponerende 91 for Lærke fejret sammen med FRIHED til at komme på gaden i Caracas og til at rejse i verden.
