AsienJordomrejse 2019-2020JordomrejserRejser alene som kvinde

Rejseblog – Brunei – Kan man rejse alene til et land med sharia-lov som kvinde ? I Brunei er svaret JA.

 Brunei var et af de rejsemål, jeg ikke forventede mig ret meget af, og så overraskede det positivt.  Med kvinderne, maden, naturen, prisniveauet, sikkerheden og sågar det politisk-religiøse, der var mindre hårdt, end jeg frygtede som kvindelig solo-rejsende i et land med sharia-lov.

Kvinderne får jeg første kontakt til allerede ved ankomsten i lufthavnen, fordi jeg finder den sødeste chauffør. Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge har 3-4 børn, er skilt og i nye forhold. Herfra er det så ganske lærerigt at opdage, at både mænd og kvinder må begære skilsmisse i Brunei; at smerten ift. ens børn er ens; og at hendes nuværende mand var gift i forvejen og nu har to koner, han bor hos på skift. Hun har lavet en del forskelligt og kører taxi nu. Hende bor jeg hos næste gang – og er der nogen kvinder, som efter denne beskrivelse får lyst til at besøge landet, så kontakt Zalina / Lina. Hun er på whatsapp som alle andre udenfor DK. Hils fra mig. 

Næseaber svinger sig i træerne i hovedstaden

Det enestående er Borneos og dermed Bruneis regnskov. På en bådtur fra hovedstaden med det mundrette navn Banda Seri Begawan, oplevede jeg en familie næseaber springe rundt i træerne. Det er da stort. Næseaber hedder Promiscous Monkeys, og det er dem, hvor hannerne har de store blege, hængende næser. Det har jeg ikke set siden en rejse til Sabah på Borneo for 20 år siden. De er ret tunge, så det knaser og gynger en del, når de svinger sig fra træ til træ i grene, der virker alt for tynde. Man holder vejret, for der er langt ned, hvis en gren ikke holder og en af dem falder. Jeg ville helst have, at de blev beskyttet af biologer, dyrlæger og et avlsprogram, så de også formerer sig. Samt lidt rensning af floden, hvor der også lever krokodiller, hejrer mm. Lina mente dog, at det bedste for at få mere turisme  ville være en ZOO, hvor man med garanti ville få aberne at se og kunne gøre det helt uden fare – den fare der teoretisk er ved at sejle op af en stille flod i. En motorbåd. Måske er det sandt for asiatiske besøgende. Måske er det eksempel på, at det lokale synes er godt for turisme og for dem selv, langt fra altid er det, besøgende kommer for. Hverken i Danmark eller i Brunei. En ZOO tror jeg ikke så meget på, men rejsemæssigt er vilde primater noget af det største, man kan opleve. Overalt i verden. 

Der er et helt område med regnskov, Næseaber og andre dyr i Brunei, som hidtil har krævet en dagstur, fordi det ikke er landfast med resten af Brunei. Den gode nyhed for rejsende er, at det snart kommer nærmere, for man har bygget en lang bro dertil, som blot ikke er åbnet endnu. 

Kan man sove på blandet-sovesal på vandrehjem i et land med sharia-lov som kvinde ?

Det gjorde mig ængstelig, at Brunei har indført SHARIA. Jeg vedblev at være i tvivl, hvor meget tøj, jeg skulle have på, uanset at venner, som havde været der, insisterede på, at det er i Asien og derfor mere afslappet, især som besøgende. 

Vandrehjemmets tilbud om ‘mixed dormatory’ fik mig til at spærre øjnene op og vælge en mindre sovesal kun for kvinder. Historien om en norsk kvinde, der anmeldte en voldtægt og selv blev fængslet et sted i Mellemøsten gjorde, at jeg ikke lige kunne overskue at dele køjeseng med fremmede mænd. Men stor var min lettelse. Lina og alle andre smilede stort, for der er andre forventninger til udlændinge og ikke-muslimer, men nu havde jeg så også droppet sommerkjole, sandaler og løst hår. Det havde ellers havde været langt mere komfortabelt i det dejlige varme klima, der mindede mig om danske sommerdage, så jeg var stadig pænt irritabel om morgenen, da jeg iførte mig alt for meget tøj og kampsvedte ved afgangen fra Kuala Lumpur til Bandar Seri Bengawan, inden morgenkaffen havde gjort sit. 

En enkelt praktisk detalje som kvindelig solo-rejsende handler om vandrehjemmet. Det er det absolut billigste sted at bo, og både rent og pænt. Jeg reserverede jo pligtskyldigt en seng i en sovesal kun for kvinder. Nu havde de så ikke lige forestillet sig, at jeg rejste alene og var en kvinde, så jeg var placeret på en sovesal for mænd eller i hvert fald mix. Men det fandt jeg heldigvis først ud af næste morgen, da den søde medarbejder så noget forvirret ud, da hun så mig, fordi jeg jo skulle være en mand. Jeg havde sovesalen for mig selv den nat, så med tre tomme senge, havde jeg god plads, men jeg var nok blevet endnu mere overrasket end hende, hvis der var dukket en mand op i løbet af aftenen eller natten, da jeg nu troede, jeg var på en sovesal for kvinder. 

Taxichaufførerne er prof til at få besøgende rundt til selfie-stederne

Jeg havde læst lidt om Brunei og var klar til at bede taxichaufføren kører mig rundt til en række gode steder, der er nævnt i Tripadvisor og Lonely Planet. Moskeer, sultanens bolig, den flydende by med huse på pæle midt i floden, de få museer og et par broer. Det er hurtigt klaret at overskue og planlægge, men nærmest unødvendigt, fordi man så hurtig og billigt kan komme rundt med taxi. Line satte bilen foran parlamentet og fik mig til at stå der, hvor billederne tog sig bedst ud. En bro skulle man helst nå i dagslyst, og en moske kunne man se med lys på om aftenen. Jeg har faktisk ikke oplevet noget lignende og bestemmer mig for at følge med og se hvad det bærer med sig. 

Den flydende by er charmerende. Folk virker til gerne at ville bo der. Her skal man sætte lidt tid af, hvis man vil gå rundt, og eller tager man en motorbåd, hvor hvor kaptajnen sejler en rundt ind og ud mellem huse, skoler og butikker i byen, og derefter tager en tur op af floden ud i skoven til aberne. Det er fortsat det eneste sight, jeg får anbefalet af alle, der har besøgt landet. Man kan tage bus rundt billigere end taxi, og gør man det, så skal man selvfølgelig selv forberede hvad man ønsker at se, og hvor det ligger, samt sætte mere tid af. 

Det meste er i bymidten. Her er havnen, den flydende by, shoppingcentre, marinaen langs floden og den fine nye bro over den lille park bag den største moske. Det eneste fjollede forlystelse, jeg oplevede, er cyklerne til en hel familie af gangen med tag og pynt, som kan lejes til ture i parken og langs floden. Det ligner noget, men skal være lokal for rigtig at synes er sjovt. 

Bare spørg efter restauranter

Både på vandrehjemmet og i taxien insisterede kvinderne på at anbefale mig gode spisesteder. De var omhyggelige og insisterede på, at jeg ikke skulle betale for meget. Jeg havde allerede kørt i taxi og booket den igen til næste dag og spist på den restaurant, jeg havde fået anbefalet til lokal mad. Men det turde jeg næsten ikke fortælle hende der var på arbejde på vandrehjemmet, for hun satte en ære i at sørge for, at jeg fik de billigste og bedste løsninger, og det var helt tydelig andre spisesteder og busserne. Det er smag og behag, og ingen rejser hertil for maden, men vælg en lokal restaurant, for det kan man gøre uden at blive ruineret eller risikere madforgiftning. Her er høj levestandard, og lokale familier lejer rum til private fester og bliver fotograferet samlet, når de har spist og pakket gaverne ud. Det foregår fredeligt. Der blev ikke engang skævet mere til mig, selv om jeg spiste selv, end der ville have gjort i Danmark. 

Nationalret med gelé uden smag, der skal sluges

Den lokale nationalret skal prøves, for det er en stiv gelé uden smag, der ikke tygges, men synkes.  Det er overraskende svært at undlade at tygge sin mad, så de lokale fik et godt grin, og jeg endnu en god oplevelse. Lina havde sørget for, at hende og jeg spiste på en restaurant, hun kunne lide til frokost dag 2. Så vi hyggede, snakkede og grinede, mens hun sørgede for, at hele bordet var fuld af mad, og jeg fik spist det bedste og på den rigtige måde. Ejerne synes, det var pudsigt, jeg var der og viste lidt frem, og en mor og datter ved siden af måtte lige have et billede. Men ellers snakkede dem ved nabobordet nærmest lige så meget med Lina og ejerne var også venligt reserverede. Det var en lettelse ala at rejse i Japan i forhold til det mere opsøgende og kontaktsøgende, hvor jeg godt kan søge lidt ro.

Der er en del mad lavet af palmer, fordi der er palmer overalt på Borneo. Efterhånden er det desværre mest oliepalmeplantager, der er grønne ørkener med deres monokulturer. Men pga. palmerne har man også palme-mel fra kernen af stammen som en basisingrediens i national-gele’en. Gele’en kommer heldigvis med masser af kylling og fisk i alskens saucer. Her er ris, saucer og grøntsager til. Der er helt friske urter og blade som i Vietnam.  Det er alt dette, der giver rigelig smag og konsistens til måltidet. Jeg kan anbefale at tage opfordringen ‘Smag på verden’ bogstaveligt. 

 Brunei opfatter sig som et lille land med store naboer, ligesom Danmark

De er et lille land som Danmark og omgivet af folkerige stater. Brunei og Bhutan har samme bekymringer for at miste deres kultur, samfundsstruktur og velstand, som vi har, forudsat de snakke, jeg har haft, er repræsentative. Her i Brunei er det indonesere, indere og folk fra Bangladesh, der bekymrer. I Bhutan var det indere og kinesere. I teplantagerne i Malaysia ville nok malayerne ikke arbejde, så her tog man arbejdere ind fra Bangladesh, men betonede i samme åndedrag, at man begrænsede antallet, og ikke gav permanent opholdstilladelse, plus at man automatiserede produktionen mest muligt for at begrænse hvor mange arbejdere, man var nødt til at have udefra. Jeg møder ingen, der hverken taler om eller forstår tanker om at dele den bestående globale velfærd, når jeg spørger i de forskellige lande på den jordomrejsen, hvor jeg besøger Brunei. Man taler om konkurrence, velstand og det bedste for ens eget land og ens egne børn i alle de lande denne rejse til Brunei og den jordomrejse, den er en del af, endnu har budt på. Alle mindre asiatiske lande og regioner i større lande prøver at beskytte deres kultur og værdier mod immigranter fra nabolande og nabo-egne i eget land. Asien er enormt mange mennesker, lande, religioner, uddannelses og velstandsniveauer – og hver gang jeg vender en side i bogen og erfarer noget nyt, så er der endnu mere jeg erfarer, at jeg ikke ved.

Familien er altid et godt samtaleemne og noget alle kan forholde sig til

Alle kan heldigvis snakke om mad og familie. Og her tolkes islam sådan, at man gerne må blive skilt, og manden må have flere koner. Selv sultanen har været igennem det. Han er fortsat gift med sin første kone, der så vidt jeg forstod, er hans kusine, men de to næste koner er han skilt fra igen. Jeg ser billeder af familien, mens vi kører rundt mellem paladser, regeringsbygninger, samt moskeerne. 

De unge kvinder bør ikke vise hår på de sociale medier, mener Lina, hvis de er gode muslimer. Det er vist lidt hårdt for hendes sønner og især for hendes svigerdøtre. 

Som besøgende og ikke-muslim må jeg dog godt, for som hun siger, så er det jo min kultur, og det er ikke god opførsel at være efter andre, hverken muslimer eller ikke-muslimer, for de må selv hver især tage ansvar for egne valg. Det er jo til at have med at gøre for mig de par dage, jeg er her som gæst. 

Fredag er der lukket 

Anden dag bliver jeg så også mindet om fredagsbønnen, da alt er lukket 12-14 fredag, og de museumsansatte udnytter chancen og lukker før. Men når alternativet er en sejltur i en hel bydel på pæle og en regnskov, samt en frokost med lokal mad på et sted mere lokalt end jeg selv ville have fundet, så er det nu i orden. Nu er det kun mændende, der deltager, så der var masser af kvinder på arbejde, og faktisk også rigelig mænd til at jeg kunne sejle, spise mm. 

Valutaen afspejler det er et velhavende og velorganiseret land

Det er nemt at være rejsende, fordi man kan hæve penge i automaterne i lufthavnen, når man ankommer, og endnu bedre så kan man veksle al sin ubrugte valuta tilbage i lufthavnen ved afrejse. Det sidste er sjældent, og det er så godt, for så kan man hæve penge med kreditkort, og behøver ikke rejse med meget valuta, som man risikerer at få stjålet. Samtidig kan man hæve, så man ved at man har nok, uden at bekymre sig om at brænde inde med ubrugelige sedler. Man kan tilmed veksle til flere forskellige brugbare hårde valutaer som malaysisk og  amerikansk. 

Inden jeg flyver tilbage til Malaysia tjekker de, om jeg har billet ud af Malaysia igen, for det kræver Malaysias immigration ved grænsen. Det er fair nok. Man skal blot huske at have det printet eller kunne vise det elektronisk uden at være på nettet med wifi. 

Jeg blev fulgt helt igennem valuta og tjek-ind, og overvejer stadig om det er den fineste omsorg og / eller et udtryk for, at man fra formel side vil sikre sig, at solo-rejsende kommer afsted igen. Uanset hvad blev det gjort med smil og knus og respekt, så jeg er klar til at komme igen og opleve resten af regnskoven med home-stay og kan anbefale andre at gøre det samme.

Skriv et svar