To kaptajner på flodsejlads

Lærke og Nicolai fik lov at skiftes til at styre vores båd op på floden langs Hoi An by. Det var rigtig sjovt. Og meget bekræftende for dem begge. Lærke var straks fyr og flamme. Nicolai så lige det hele lidt an, så var han tændt. Vi måtte lave en turnusordning, så de fik lov to gange hver på den time, vi sejlede. Ellers var de kommet
op og slås om kaptajnrollen. De var begge to meget stolte af, at de kunne sejle og styre båden.

Klokken 10 blev vi hentet ved hotellets bådebro, bare os og en sød og børnevenlig lokal mand, som ikke talte meget engelsk, men som smilede meget, pegede og fik fortalt os en masse alligevel. Vi sejlede forbi det franske kvarter, forbi markedet, de store fiskebåde, som sejler
ud på havet, og små færger som transporterer de lokale fra øen og ind til byen med deres knallerter og varer. Vi sejlede forbi små både med bliktage, som rent faktisk udgør mange familiers hjem. Små både læsset med grønne bananer på vej til markedet. Køer og hejrer på
markerne ned til floden.

Nogle lokale fiskere i små kanoer kastede runde fiskenet ud i floden omkring os. Det var rigtig sjov, og de blev ved længe, mens vi lå stille lige ved og så på. De kom så også hen og bad om en skilling bagefter, hvilket de da også fik.

Ham vi sejlede med rakte os et lille hæfte, hvori der stod, at han gerne ville snakke med os, men ikke talte engelsk. At han arbejder for godt 20 dollars om måneden, ikke kan forsørge sin familie, og at hvis vi ville give ham drikkepenge/en hjælpende hånd, så skulle det
helst være i båden, da han ellers ikke fik lov at beholde dem. Tjahhh det er såmænd sikkert rigtigt, da landet er fattigt, men det er jo situationsbestemt, om vi tror på de historier, vi bliver præsenteret for. Han fik nu gode drikkepenge. Pigen på stranden i går, som fortalte, at hun solgte perlekæder på stranden tre dage om ugen for at tjene til engelskstudierne, som så kan give hende job som lærer eller på et af byens mange hoteller… ja hun fik solgt en perlekæde
til Lærke. Så trak hun den også på ny snor og bandt knuder mellem alle perlerne, så de ikke allesammen falder af hvis den knækker… og lavede den til halskæde og armbånd. Både perlekæden og selve bådturen blev 10 dollars. Det kan man så mene er dyrt eller billigt alt efter målestokken. Vi synes, at det var fair nok.

Vi har gjort Hoi An by i dag. En gåtur gennem gaderne langs floden. Det er gamle, relativt velholdte huse, et marked, nogle få seværdigheder og uendelige mængder turistbutikker med skræddere, vand, snacks, gallerier og cafeer.

Vi fik set et af byens ældste huse, som i dag er en form for levende museum. Huset har været i en families ejendom i 7 generationer og generation nummer 5, 6 og 7 bor der stadig. Der er hjemmealter, smukke møbler, hårde træsenge uden madrasser og en gård midt i som giver lys. Husene er nemlig smalle og dybe, og der er ikke vinduer i siderne, så gården i midten giver lys i huset. Vigtigt er også loftet med stor lem, så de kan hive alle møblerne op på loftet, når vandstanden stiger. For nogle uger siden ved tyfonen stod vandet 0,5 m oppe i huset, i 2001 højere og i 1995 op mod 2 m oppe. De havde et fint foto, hvor de sejler rundt i kano inde i stuen.

En japansk bro, et keramikmuseum og et tempel eller to, lidt silketaskeshopping, mange påtrængende sælgere og en varm eftermiddag senere havde Nicolai og Christian fået nok, og vi vendte tilbage til hotellet. Nicolai mener klart, at det bedste ved byturen var Mango Cafe, hvor han fik mango shake og mango salat i flotte omgivelser med japanske lave borde, stærke kontrastfarver, lotusblomster og udsigt lige ud til floden og fiskebådene. Lærke greb som så ofte kameraet og skød løs. Hun tager nogle imponerende fotos engang imellem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *