Ho Chi Minh City eller Saigon

Op klokken 5 – hotellets morgenmads-madpakke-poser hjælper lidt på ventetiden i lufthavnen, hvor flyet igen er forsinket, fordi det fly vi skal med kommer senere end beregnet. Hash House Harriers¨ sociale løbeklubber er i Vietnam og fylder hele lufthavnen, så de første 15-20 min går med at stå i kø for at komme ind i lufthavnen, hvor vi så skal stå i kø for at tjekke ind. Det søde personale lod os få klapvognen med en søvnig Lærke med helt ind til flyet. De satte en seddel på klapvognen (og vi fik en ekstra til Lærke!), hvor der stod “handle with care” 🙂 Desværre blev det vist klapvognens sidste tur, for en skrue knækkede, og den kan ikke slåes op mere.

Saigon, siger vores guider, og mange steder her i byen hedder fortsat noget med Saigon. Ho Chi Minh City står der i Turen går til, og da vi ikke vil virke som om vi tager politisk stilling, så holder vi os til HCMC. Der skal nu lidt til at kalde hovedstaden i syd for HCMC, selv
efter en sejr, og sejrherrerne skriver jo historien. HCMC er ved første øjekast den samme som for 8 år siden, ved næste øjekast er der blevet mange flere biler … og der er vist stadig lige mange knallerter. Fattigdom side om side med store byggerier til erhvervslejemål og hoteller. Vi hører beskrivelser af landet som, eet land, eet politisk system og to økonomiske systemer. Som … om 20 år er Vietnam også kapitalistisk, der er jo kun 4 kommunistiske lande
tilbage i verden, Vietnam, Kina, Nordkorea og Cuba. Der er een antenne for hvert hus – vi spørger hvorfor, og får at vide, at frihed og uafhængighed er det vigtigste for folk… de vil end ikke have en fællesantenne. Vi lytter og lærer.

Vi bor på Grand Hotel. Dejligt og fyldt med dårlig smag i luksusklasse. Diskokuglen og de blinkende og farverige kæder over den udendørs pool er blot een detalje. Vores rum er en suite med 2(!) soveværelser, der næsten er lige så stor som vores lejlighed. Det er jo fuldstændig overdrevet. Alternativet havde de fleste steder været 2 almindelige dobbeltværelser, og så havde vi ikke sparet det store. Så vi nyder det, selv om vi synes, det er helt overdrevet stort.

Dong Khoi hedder vores gade. Den er så også en mondæn forretningsgade. Vi har nu mest nydt, at det endelig er lykkedes os at finde en dukke med nationaldragt til Lærke i en kvalitet, så jeg
bare nogenlunde, kan holde den ud. Ellers har Vietnams dukker lignet billige Barbiedukker, sådan nogle supermarkedskopier. Lærke har købt hele 3 dukker i løbet af de 6 uger i Kina og nu 1 i Vietnam. Hun glæder sig, for hun har fået lov at låne min samling af dukker med
nationaldragter fra rejserne fra min barndom.

Posthuset er en seværdighed. Lidt usædvanligt. Flot arkitektur. Mest interessant for os var det, at en række videnskabsmænd har fået deres navn på forsiden af bygningen, deriblandt danskeren H.C. Ørsted, der opfandt elektromagnestismen (tommelfingerreglen). Jeg mener, at jeg var til eksamen i den i 9. kl, uden helt at kunne huske, hvordan kobbertråden… hvordan det nu virkede. Nicolai blev så inspireret af de flotte frimærker, vi så på inde i posthuset. Han måtte have et lille fotoalbum med seje frimærker med skiløbere (i Vietnam…!), fodbold, sommerfugle, astronauter mm.

Lige ved siden af ligger den katolske domkirke. Vi synes, at højdepunktet ubetinget var det lysende neonlyn med Ave Maria i og den lysende neonglorie på Marias hoved. Det lille alter med figurer af asiatiske munke og præster fik os også til at standse op, for det slog os, at vi aldrig havde set asiater i spidsen for den katolske kirke.

Vi ankom til Ho Chi Minh City den 3-11, gik en eftermiddagstur op af vores gade, Dong Khoi, og fik set katedralen og posthuset. Næste dag havde vi så regnet med at få set en masse, men efter HCM og kunstmuseet, så kom vi til galleriet og fik vores kamera stjålet, og så stod den på, at få reddet den situation.

Ho Chi Minh Museeet var åbent her i modsætninge til i Hanoi. Ho Chi Minh har alt, hvad en rigtig kult for en politisk helt skal have. Han er portrætteret, som den perfekte politiske leder. Han var ydmyg (boede i pælehus som leder), en af folket (hans forældre havde hus af flettede stråmåtter, og havde selv et tilsvarende bygget hus i barndommens landsby). Han forstod at gøre folket til heltene og er fotograferet med endeløse grupper af helte, revolutionære, patrioter, landmænd, Kvindernes Demokratiske Union, Vietnams mødre og mange flere. Han krammede børn, prioriterede uddannelse, besøgte fabrikker, bønder når de havde høstet, skolebørn etc. Han var statsmand og besøgte tilsyneladende alle de lande, der ville mødes med ham. Han skrev breve på sin lille primitive skrivemaskine til vietnamesiske organisationer, landmænd i en region med vanskelige vejrforhold, verdenssamfundet etc. Både de mange fotos og brevene blev publiceret i vietnamesiske aviser. Spindoktorer var unødvendige, eller var man måske bare et skridt foran og havde allerede opfundet dette.

Kunstmuseet er rigtig godt. 3 etager, hvor især de 4 moderne udstillinger faldt i vores smag. Den ene var med Andy Warhol-lignende malerier af Mona Lise. Man har for nylig fundet ud af, at hun var i 6. måned med hendes andet barn. Jeg har set godt på hende, og kan fra tiden med Lærke let identificere mig med hendes hemmelighedsfulde smil. Så jeg tror på det. Christian og ungerne kunne bedre lide de store fotos af insekters hoveder. Så vi har identificeret sommerfuglelarven, knæleren mfl. Sjovt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *