Strandtur i kølvandet på tyfonen

Vi tog på stranden på den lille ø ud for Hoi An. Øen med lange og brede palmestrande, 5 stjernede luksushoteller og stor fattigdom.

Vi tog afsted og ankom i silende regn med tiltro til, at den holdt op igen snart, som monsunregnen gerne gør. Efter en god vietnamesisk kop kaffe med kondenseret mælk i en åben bambushytte med palmetag holdt regnen op.

Vi soppede og ungerne hoppede i bølgerne i brændingen… også her var der kraftig understrøm, så her i efteråret/vinteren kræver det gode nerver og fysik at bade her. I deres sommer er der også god dykning, men nu er sigtbarheden for lav, fordi sandet bliver hvirvlet op. Christian var nu lige nødt til at tjekke det en ekstra gang – i hele to dykkerbutikker. Vil man dykke i Vietnam ser Na Thrang og www.divevietnam.com ret suverænt ud…!

Ungerne kastede sig som altid straks ud i bygningen af sandslotte. Nicolais ingeniørrødder fornægter sig ikke, så han lånte en paraply og viste Lærke ned til en parasol, hentede kokosnødder og bambusrør til at bygge med, tomme flasker til at stå på række under kanten af
parasollen, så de kunne samle vandet op, muslingeskaller etc, så var de helt opslugt.

Restauranten og stranden var en rodebutik. De havde endnu ikke fået ryddet op efter tyfonen, som ramte for nogle uger siden. Nu gad de heller ikke gøre ret meget mere, før den næste tyfon var overstået. Den kommer enten onsdag 1/11 eller natten mellem torsdag og fredag 2/11 og 3/11 – alt efter om vi tjekker på nettet eller spørger på hotellet. Ihvertfald er den på vej fra Filippinerne. Vi skal flyve fra Da Nang 25 km herfra fredag morgen kl 7, såååå vi er da lidt spændte på, om vi kan komme afsted. Nu må vi se.

Vi kørte en tur rundt på øen, og det deprimerende billede af knækkede palmer, rod og affald var desværre det samme overalt. Det fik det til at så endnu underligere ud med luksushotellerne som kontrast til fattigdommen og rodet. Vi er utrolig glade for, at vi har valgt et hotel inde ved Hoi An by, som desuden både er smukt og ligger lidt i læ.

Vi har tænkt på den store stygge ulv og de tre små grise en del gange. Den store stygge ulv, som puster de små huse af strå og pinde omkuld, men ikke det solide mustenshus. Det er svært ikke at have ondt at de lokale, som må stormsikre så godt de kan. Her kan man forsikre sit helbred og sin motorcykel, men ikke sit hus, fortalte vores guide i går.

Vi nåede at smage Vienna Cafees skønne hjemmelavede is med mango, banan, kokos, mocha, og honning/kanel 🙂 om eftermiddagen – og besøge restauranten Senses igen om aftenen. Restaurationschefen viste sig at være en superrar svensker ved navn Erik. Han har studeret i
Australien og via skolen der og den australske manager for det hollansk ejede hotel… har han så arbejdet i Vietnam i 1,5 år. Maden er fortsat skøn, delt op i nuts, spices, fruits etc. og vi fik skøn seafood – især sjovt at smage de muslinger, som vi havde leget så meget med skallerne fra på stranden. Nicolai og Lærke nyder det gode hjemmebagte brød med basilikum-olivenolie, så man kun kan unde dem det. Vi nød krabbekager (crab cakes), frisk tun med salat med “ild
i” (stærkt), king prawns, muslinger og fisk… og salat. Selv den friske frugt til dessert blev noget særligt, når Nicolai får lov at vælge mango og de små bananer, og Erik endda fortæller, at de er fra hotellets have, hvor vi har gået og set på banan- og kokospalmerne.

Mormor og morfar er nu helt med på skype med kamera, så vi kan se dem, ligesom vi kan se farmor og farfar. Sejt af dem, synes vi. Helt fint, at vi kan vise dem hotelværelset ved at dreje pc-en rundt i rummet, at Lærke kan vise den lyserøde og hvide perlekæde hun har
købt på stranden, og at Nicolai kan vise den opgavebog han netop har lavet.
Geek-warning: Mærkeligt nok virker skype med video ofte ikke særligt overbevisende herfra når båndbredden halter, men yahoo messengers video kombineret med skypeouts voice giver en ret ok løsning 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *