Mælkevejen og Saturn

Vi har set Saturn i teleskop. Så tydeligt, at vi kunne fotografere planeten med digitalt kamera gennem teleskopet – omend ikke så skarpt som vi selv så det. Utroligt. Nicolai tegner planeten med ringen om og de 8 måner flere dage efter. Vi har set mælkevejen, andre galakser, stjernetåger, planeter mm i teleskop. Vauw. Stjernehimlen over ørkenen i det nordlige Chile er blandt de tydeligste set fra jorden. Vi var fuldstændig fascinerede af, at vi kunne se mælkevejen med det blotte øje. Stor, flot, hvid og med tæt koncentration af stjerner i et bredt bælte hen over himlen lå vores egen galakse. Ved siden af kunne vi se to andre galakser, bla Magellan tågen, også med det blotte øje. Orion var der også. Nicolai og Lærke synes, det var sejt, at der var en ridder med sværd på himlen. W’et Cassiopeia kunne vi til gengæld ikke se – så skulle vi have set igennem jorden. Nicolai var tilfreds med, at der var en stjerne, der hed Sirius, for det hedder vennen Antons fars firma også – opkaldt efter hans tid i Siriuspatruljen.

Vi tog med på en tur ud i ørkenen 7 km syd for San Pedro de Atacama. Turen startede først kl 21, så Lærke og Nicolai blev holdt vågne med sodavand og slik. Lærke nåede at se stjernerne, inden hun faldt i søvn og fik lov at sove på en sækkestol indenfor. Det var et ægtepar, som driver et firma – Spaceobs – og har de 7 teleskoper i haven ved deres hus væk fra byens lys. vores bud er, at Alain er kommet fra Frankrig for at se på stjerner, har forelsket sig og er blevet. Han er i øvrigt lidt af en notabilitet inden for astronomi, hvis man kigger lidt på hans site. Deres hus var bygget omkring et rundt rum med hul i taget, så man kunne ligge i en hængekøje og se op på stjernerne. Dejligt. Den hurtigtsnakkende franskmand fortalte om stjernerne (på fransk), så vi holdt ørene stive. Hans kone var så sød. Hun viste Nicolai alle teleskoperne, mens alle andre stadig lyttede til intro’en, og indstillede særligt et teleskop til saturn, som klart var det mest børnevenlige. Derefter gav hun ham varm kakao på sengen i deres værelse foran Jetix-power ranger- tv kanalen … Nicolai råhyggede sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *