Angola – regering, slumkvarterer og højhuse

Hvad laver man en søndag i en varm by med en besynderlig blanding af slumkvarterer og glasfacade-højhuse ud til Atlanterhavet i Angola? Jeg tog på stranden med halvdelen af Luanda og så en rundtur i både historien, demokratiet, der hvor pengene er og hvor de ikke er.

Angola for Dummies var nogenlunde, hvor jeg havde behov for at starte. Kolonitid: Portugisisk koloni til 1975, hvilket bla. betyder alle taler portugisisk. Få taler engelsk, og det at der er 18 lokale sprog hjælper mig ikke meget.
Så snart uafhængighed var en realitet, startede borgerkrigen, der varede fra 1975 til 2002. De sloges om naturressourcer som olie.

Den Kolde Krig med dens proxy-krige var også her. Regeringen blev støttet af USSR og Cuba, mens USA støttede rebellerne. 9/11 betød en afslutning på borgerkrigen. Ikke fordi USA glemte landet, men fordi man slog ned på oprørere og skiftede politik her. Kampen står stadig om ressourcerne med multinationale virksomheder og The Usual Suspects ift lande med interesser og ambitioner globalt. Kina køber naturressourcer. USA er inde over oliehandelen. Sydafrika leverede også tanks før og er her stadig. Sovjet/Rusland fylder mest i de historiske mindesmærker med umiskendelig sovjet-stil. De pompøse beton-monumenter med røde stjerner og overdrevet muskuløse helte. Den ny præsident får ros med på vejen for at kæmpe mod korruption.

Jeg må endnu engang erkende, at ét er at have fulgt med i international politik i 25 år og noget andet er at være i et land for min forståelse. Selv 2 dage i Angola giver mere end TV og aviser i 25 år, men det bygger selvfølgelig også ovenpå det andet. Når jeg tænker på, hvor meget jeg ved om den Kolde Krig ift Europa, USA, USSR og Asien, så blev Centralamerika først til 7 lande i stedet for 1 region, da jeg rejste imellem landene i maj i år. På samme måde er Landene i Vestafrika og nu Angola først nu ved at skille sig reelt ud fra hinanden. Kan jeg dele den AHA-oplevelse og forståelse med jer, så har jeg gjort en forskel for, at vi når verdensmålene.

Min driver / fixer var både en god chauffør og en omhyggelig guide med sans for at fortælle om sit land og sig selv, samt ikke mindst sørge for at jeg følte mig rimelig sikker.

Celso Pedro med kaldenavnet Yamaha som chauffør. Han fortalte sin historie så den i korte træk lød som en livsskæbne der flugter med landets historie: først i politiet, så militæret og dernæst flygtning i Portugal og dernæst London med kone og to børn under borgerkrigen. Han blev ikke anerkendt som flygtning og kom tilbage efter 9/11 og fredsslutningen. Siden da har han været chauffør i større virksomheder og på den amerikanske ambassade. Det er tankevækkende at to år som chauffør stadig ikke har gjort det muligt at købe egen bil. Måske er det de nu 6 børn, der spiller ind. Han ville have haft to, men det blev til fire med den første kone, og da den nye kærlighed var yngre og ønskede egne børn, så blev det til to til. Efter borgerkrigen er befolkningen vokset fra 15 til 45 mio har jeg læst, og Celso fortæller da også, at man nu er begyndt at undervise i prævention i skolerne. Han fortæller, at man altid har fået mange børn for at have arbejdskraft i familierne, så det må have været borgerkrigen, der begrænsede befolkningstilvæksten før. På sin egen søde facon er han samtidig et billede på en risiko for Danmark og Europa, for han vil rejse til Europa igen på stedet, hvis han får muligheden, og han kender til Danmark, som et af verdens bedste lande, hvor folk har det godt.

Nu truer de mange mennesker i Angola vandet i floderne, der forsyner et af verdens mest biodiverse områder, Okawangadeltaet i Botswana. En konflikt om vand knyttet til befolkningstilvækst truer. Biodiversiteten i Okawanga med elefanter, flodheste og fugle er truet. Der er en interessant film fra National Geographic om det med en kvindelig forsker der rejser 1500 mil gennem deltaet og tre lande i kanoer med et forskningshold. Celso havde aldrig hørt om noget af det. Det er de ikke begyndt at undervise i. Der er er stykke vej endnu med verdensmålene.

Pengene er i den enorme guld/ kobberbygning, der tilhører kineserne. Det er kinesiske arbejdere, som bygger det meste af de nye større øer foran Luanda, ligesom det er fsva. de nye højhuse. Heller ikke her stoler kineserne på den lokale arbejdskraft og har derfor egen med. Det er lettere at lede egne landsmænd end andre kulturer, så det er naturligt nok. Der er også mange kinesiske job i det, fordi det her billede går igen overalt jeg rejser. Det må betyde meget for det løft i velstand, Kina har skabt for kineserne. Angola betaler i olie, så vidt jeg har forstået.

Heldigvis er der også andet, der går igen. Angola bygger netop veje, bygger øer og højhuse. Luanda er en hektisk storby med vækst. Her er ny marina, der ligner Beiruts foran nationalpark, ministerier og et parlament med græsk arkitektur, der er Washington DC værdigt. Her er flotte nye højhuse, hvor en del dig står tomme, fordi den nye præsident prøver at få pengene tilbage fra de entreprenører der bygger dem, fordi han mener, de har fået dem uretmæssigt under den tidligere præsident.

Her er fine strande på øer foran byen. Øer der er bygget større af kinesere. De er skønne og lille flokkes hertil. De rige i flotte restauranter med egne områder. Andre på cafeer med plastic stole og parasoller. En enkelt skøn cafe bygget af en container skåret i skiver. Helt fra slumområder går mange de måske 2 timer hver vej for at komme på stranden. Mængden af unge mænd er svær at rumme. Enkelte piger går to og to i udfordrende tøj for at finde mænd og dermed mad. Et par slås midt på gaden. De fleste hygger og børnene bader. Her er hurtigt dybt og strøm, så det er noget med at lege i kanten. Ingen svømmer længere ud.

Unge danser på stranden. Kazumba og capoira. De danse jeg kender fra Brasilien som zumba og capoira. Ligesom i Benin kan den oprindelige kultur, som slaverne tog med sig til Brasilien kendes. Det er nøjagtig de billeder, danse, ritualer mm jeg oplevede i det nordøstlige Brasilien på jordomrejse i 2007. Man får lyst at danse med. Men i modsætning til Panama er det ikke lige stemningen at filme de dansende piger. Jeg er den absolut eneste hvide, de steder på stranden vi er. Celso mener, folk nok tror, vi er et par. Giver det sikkerhed og accept af min tilstedeværelse, så er det fint for mig. Jeg nyder timerne med lange gåture i solen med lys, varme, brisen fra havet og glade mennesker med friske tun og røde snappede på grillen.

Celso ville så gerne vise mig det virkelige Angola. Så han kørte resolut ind i et stort slumområde. Desværre går GPS sjældent derind og retningssansen kan blive udfordret i de smalle gader, så han fór stort set vild og kom stadig dybere ind. Men heldigvis er Celso mand for at spørge om vej, hvilket var bedre end at min noget stærkere retningssans fik mig til at pege ham i retning af den store vej, som var 90 grader i en anden retning. Vi var der længe og ingen tog særlig notits, men det var heller ikke et sted, hvor jeg synes det var forsvarlig at stå ud endsige at fotografere. Husene var at træ og mudder og blik. Som så ofte må man have respekt for hvor pænt klædt og med sans for omhu med hår og negle man kan have midt i det her. Drenge spillede fodbold på de smalle jordveje mellem husene og løb hen og flyttede de sten, som udgjorde målstolperne, så vi kunne køre forbi. Det foregik forbløffende roligt ift hvor mange mennesker der var udendørs og på lidt plads.

Monumenter overalt er ren sovjetarkitektur. Alle Atlantsammenslutningens historieinteresserede vil genkende det fra Rusland, Østeuropa, Balkan, Stanlandene og Mongoliet. Her er et rumskib med spids af et mindesmærke / museum for den første præsident og dermed uafhængigheden. Fortet midt i Luanda har typiske sovjetiske stjerner, røde faner og vægrelieffer med soldater, intellektuelle og historien så alle kan forstå den, heltene og værdierne. Porten er sågar stjerneformet. Der er godt med kanoner, kampvogne og antiluftskyts udstillet. Indenfor sendes man så tilbage til den portugisiske kultur med smukke blå kakler som i Portugal og i Salvador i Brasilien. Pludselig bliver udtrykket i arkitekturen køligt og afdæmpet.

Ellers er alt dyrt. Absurd dyrt ift værdien. Hotellerne især. Jeg har nu mødt elendigt kvarter, kakkelakker på værelset to dage i træk, en lukket hotelrestaurant, en tom morgenmadsbuffet, afskallet tapet, beskidte … tjah. Og her er stadig ikke billigt. Tværtimod. Turistpotentialet ligger lidt væk. Det samme gør eksportmulighederne med mindre man er til olie, mineraler , telekommunikation eller byggeri og kan tage kampen op med kineserne. Eller hvis vi kan lave forretning ud af uddannelse, direct sourcing hos kvinderne på landet e.lign. som AAK i Ghana og Burkina Faso.