Intensiv sightseeing

Vi har lejet en bil med chauffør en hel dag. Med aircon. Så slipper vi for at gå i den fugtige varme, for det kan Christian og ungerne ikke holde til. Og vi slipper for at skulle forhandle med taxichauffører hele tiden. Dejligt.

Det er simpelthen utroligt, hvad vi kunne nå at se fra 8-15 på den måde.

Vi startede med at køre hen forbi operaen, der er en stor, smuk bygning i gammel fransk arkitektur. Lys gul med hvide rammer omkring døre og vinduer. Stilren og velholdt. Smart eller irriterende er det så, at Hilton har bygget deres hotel halvvejs rundt om, men dog med pæn afstand og i ens sarte farver. Det historiske Hanoi Hilton, altså fængslet, kom vi til senere.

Ved århundredeskiftet så byens huse anderledes ud. Få er bevaret, men et enkelt er dog af byen søgt ført tilbage til, hvordan det så ud dengang. Det besøgte vi, og hittet var klart det gamle legetøj, som fuldstændig ligner gammelt dansk legetøj med papmachemasker (blot andre motiver), sejlskibe og biler af blik mm. Nicolai prøvede deres hårde senge, som han jævnligt klager over på hotellerne. Her var de bare endnu hårdere, nemlig kun træ, som sofaen og lænestolene på hotellet. Hovedpuden var her af bambus, men her har hotellerne heldigvis imødekommet vores vaner med lidt blødere puder.

For 100 år siden var der byporte omkring Hanoi. I dag står der en tilbage i en lille sidegade. Det er den eneste, der giver et indtryk af, hvordan det var at ankomme til Hanoi dengang, hvor franskmændene var kolonimagt.

Templer og pagoder er smukke og gode steder at lære om forskellighed og respekt for forskellighed. Vi har set munke der leder bønnen for grupper af almindelige vietnamesere. Vi har set mange unge mennesker i høje hæle og smart tøj tænde røgelsespinde og lægge frugt, blomster, små spiritusflasker og legetøjspenge på altrene, bede en bøn og smutte ud på scooteren igen. Vi besøgte pagoden ved dæmningen ved Vestsøen og Ba Da pagoden i centrum. Børnene og Mette tændte en håndfuld røgelsespinde. Vi snakkede om de røgelsespinde fra Thai supermarkedet på Istedgade på Vesterbro, som Nicolai og Mette for sjov havde tændt et par uger før afrejsen. Ungerne og Mette tog skoene af og satte sig ved et af altrene og talte sagte om det de så. Især Nicolai var klar til en snak om religion, som han konstaterede her mest handler om at være gode ved hinanden. Vi fik en snak om respekt og forskellighed her, mest det jordnære om at undlade at forstyrre de bedende, vise positiv interesse, tage skoene af og den slags, men også det lidt større billede. Forhåbentlig bliver børnene interesserede i verden, nysgerrige og tolerante.

Vi rundede religionen af med et besøg i den katolske katedral i centrum. Det er en ret stor kopi af Notre Dame i Paris. Intet mindre. Man har vel villet omvende de uciviliserede, eller blot savnet det hjemlige åndelige holdepunkt midt i alt det fremmede. Med udpræget mangel på finfølelse skulle den være opført netop der, hvor der før lå et tempel. En stor smuk katedral med Jesus, Maria og Juleevangeliet. Nicolai måtte have historien om Jesus et par gange, for det var synd, at han blev slået ihjel, fordi han blev en trussel for magthaverne. Han var dygtig læge og helbredte syge, sagde næstekærlige ting om tilgivelse, men hvad var nu det med, at han sagde, at han var guds søn.

Ho Chi Minh og Ba Dihn pladsen, der er magtens plads, var åben i dag. Vi gik en tur forbi Ho Chi Minhs pælehus, hvor han har praktiseres nærmest asketisk Simple Living med to værelser og en åben plads til et ekstra kontor under huset. To pæne biler, heraf en fransk Citroen var det dog blevet til. Ved siden af ligger mausolæet og museet, men de er så lukkede længe endnu. Alligevel stod der flere skoleklasser foran, der mest lignede rødgardister med deres røde tørklæder.

Da Mette nu er uforbederlig royalist, så var det interessant at se lige over på den anden side af pladsen. Her ligger det gamle smukke franske gymnasium, hvor Prins Henrik gik. Det er nu kommunistpartiets hovedkvarter.

Både Præsidentpaladset og Udenrigsministeriet ligger også på pladsen i smukke gamle franske bygninger.

Sejrherrerne skriver historien. Det var Nordvietnams kommunister, der vandt kampen om Vietnam. Det ses ikke kun på partihovedkvarteret, men bestemt også i byens museer.

Vi besøgte Army museum, hvor de eneste helte, der er i Vietnam, er de revolutionære og patrioterne fra nord. Børnene synes, at fly og kampvogne var interessante. Christian kendte typerne, og hvordan de havde været brugt strategisk. Mette interesserede sig for det politiske mht Frankrig, USA og Kina, og portrætteringen af udenrigspolitikken. Ho Chi Minh er uden diskussion helten i Vietnam, hvor han citeres og afbilledes overalt.

I det berygtede fængsel, som amerikanerne gav navnet Hanoi Hilton, var beskrivelsen af fangernes forfærdelige vilkår tilsvarende begrænset til de vietnamesiske revolutionære og patrioter. Amerikanerne derimod blev behandlet pænt og respektfuldt, fik mad, motion og lægebehandling. Sådan vises det ihvertfald i museet, som er lille og uden de store rædsler, men dog nok til at man får et indtryk af forholdene. Mest symptomatisk for Vietnam er dog nok, at det meste er revet ned for at give plads til fremtiden, fremskridtet og udviklingen… i form af to højhuse, som vistnok rummer et hotel. Kønne er de ikke, men som alt her ser de fremad. Historien skal man selv opsøge som turist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *