Mekongdeltaet

Mekongdeltaet er fascinerende. Det er ikke bare een flod, men et net af bifloder, der tilsammen udgør deltaet.

Alle mennesker i området lever af floden. Frugtplantager, fiskeri, dambrug med fisk og rejer, industri hvor produkterne transporteres på floden og så alt dagligliv, hvor floden er til at bade i, vaske tøj i etc.

En artikel i avisen beskriver lakonisk, hvordan en succesfuld kvinde på et tidspunkt har sprøjtet sine mangotræer. Sprøjtemidlerne driver så hen over hendes dambrug, hvor 2.000 fisk 3 dage senere skulle sælges. Samtlige fisk døde. Det var så den historie. Vi har ingen illusioner om et økologisk landbrug, heller ikke selv om vi får at vide, at landbruget jo er uden sprøjtemidler, for de er jo dyre. Hhmmm, ja men der er nu en hel del store reklamer for gødning mm langs vejene. Det fattige kinesiske landbrug sprøjtede også meget, og de rige landmænd i Hangzhou med de store slotslignende huse havde i vid udstrækning kastet sig over produktion af sprøjtemidler, da deres jorder var overtaget af staten.

Vi så en stor mark med lotusblomster. Smukt. Den står under vand med de flotte blomster i. Lotus bruges som grøntsag og frøene til desserter som feks. supper og månekager. Et par drenge solgte os nogle lotus’er. De er altså smukke.

Vi tog til Cai Be flydende marked. Der var ca 200 både, der solgte taro, græskar mm. Den grøntsag, de solgte, hang i bambusmasten på båden, så var det let at finde de varer, man skulle have. I hver båd bor en familie på måske 5-6 personer incl. bedsteforældre. Gennemsnitsindkomsten i området skulle ligge på ca 600 dollars pr år. Det er mere end i Vietnam i gennemsnit. Vietnam skulle have bevægelse fra det fattigere nord og midtvietnam til det rigere sydvietnam, især til Ho Chi Minh City, I syd oplever de selv, at de er mere åbne og tolerante. Vi kan nu ikke mærke forskel. Måske kan man, hvis man bor og arbejder her. Vi undrede os over, at syd skulle være rigere, når husene snarere var fattigere at se på. Vores guide Tuan fortalte, at det var fordi husene bygget til at modstå tyfoner i nord og midtvietnam, hvilket ikke er nødvendigt her i syd.
Kokoskarameller, dejligt. Det mindede om Sømods Bolsjefabrik i Nørregade. Karamellerne smager af rigtig kokos og ikke aroma – først males kokoskøddet og derefter presses saften som så koges ind med druesukker og brun sukker hvorefter bolsjemassen bearbejdes og pakkes ind i små stykker spiseligt rispapir. Dejligt. Også her i Cai Be lavede de rispapir, der virkelig er papirtynde pandekager bagt af en flydende dej af ris. Ris kan også poppes ligesom majs. Sjovt. Skallerne fra longanfrugten og risen bruges som brændsel. Alt udnyttes.
Frokosten var sen men heldigvis i en have med masser af træer, der gav skygge, og med hængekøjer ved siden af bordene. Dem indtog Nicolai og Lærke straks. Nicolai nød især hvilet, for han havde en luftvejsinfektion med feber, som han formentlig har reddet sig i en af Cu Chi tunnelerne, hvor alt for mange mennesker kravlede i tunnelerne samtidig…
Vi sejlede videre op af floderne og tog til Can Tho, hovedbyen i Mekongdeltaet. Her overnattede vi på Victoria hotellet. Christian spillede musik via MP3 afspilleren i bilen. Ungerne nød at høre De Små Synger igen. Da de kom på spurgte guiden, om det var dansk pop eller rock? Vi kunne ikke lade være med at le lidt, og forklarede at det var børnemusik. Han spiller guitar og ville meget gerne høre mere om Ræs’ Jazzband, så dem lyttede vi også til. Det var sjovt at høre dem i en hel anden sammenhæng end ellers.
Færgerne over floden til Can Tho er danskfinansierede. Der står Viet Dan 1-7 med store typer på siden af dem. Både det vietnamesiske og de danske flag er malet på siden. Projektet var en del af porteføljen for Vietnam, da Mette var ansvarlig for dansk bistand til landet for 8 år siden. Hun har besøgt skibsværftet, som Danida samarbejder med, og sejlet med færgerne før. Det var et positivt gensyn. Det er rart at se, hvor mange mennesker de færger transporterer hver dag. Især når man ved, hvor vigtigt god infrastruktur er for udviklingen i deltaet.
Næste morgen stod vi op kl 5 (!), og så var vi på Cai Rang flydende marked kl 8. Vi købte vandmelon og ananas hos to søde damer, hvor bedstemoren og Lærke fik god kontakt, og passionsjuice på dåse hos en ung ret atletisk kvinde, der let balancerede mellem vores både. Vi sejlede videre op af de små floder gennem landsbyer, hvor lokale vaskede tøj, fiskede, lastede både med alt fra longanfrugter til mursten mmm. Vores guide udbrød flere gange “happy family, forever honeymoon”. Det grinede vi en del af. Så er det jo heller ikke hverken værre eller bedre. Han var så entusiastisk.

Lærke og Nicolai synes ubetinget, at den dejligste oplevelse var mødet med hundehvalpen Lulu. Lulu boede i en dejlig have fyldt med beostærer, bonsaitræer, en abe, blomster, vandløb, en kat etc. I haven var der også en sjov “monkey-bridge” over et vandløb – en træstamme som vi balancerede henover med en bambuspind til som gelænder. Vi spiste pomelofrugt med salt og chili, mens ungerne og især Lærke legede med Lulu. Ejeren var en dejlig dame, som selv havde 3 sønner, og meget gerne ville have en pige. Hun var så sød til at lade Lærke løfte hvalpen op og sidde med den etc. De hyggede sig meget. Børnene var helt optaget af hvalpen. Presset på Christian for dyr, når vi kommer hjem, stiger langsomt.


På_vejen hjem nåede vi såmænd også Binh Thuy marked. Et helt almindeligt marked i en almindelig landsby, hvor Lærke gik rundt med kameraet. Hun er blevet god til at spørge om lov, smile og sige tak (gammæn). De lokale synes vist, at hun var sød og sjov, for der var en hel gruppe, som stod og vinkede farvel til os, da vi gik fra markedet, selv om vi kun havde været der i 20 min.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *