Whakarewarewa geysere og maorier

Whakerewarewa… sikke et navn altså. Institut for maori håndværk optager hvert år 2 maorimænd på træskærer linjen og 2 maorikvinder på flette og vævelinjen. Efter 2. verdenskrig havde man mistet så mange maorihåndværkere, at man var bekymret for, at håndværket ville uddø.Derfor blev instituttet opretet. Nu er det maorier og ikke længere natur/dyr, så nu er der offentlig støtte. Maorierne får støtte og har samtidig anlagt utallige store, urimelige og fantasifulde sagsanlæg mod staten, hvor de kræver ejerskab af havet udenom NZ, af den største flod, … ejerskab eller store erstatninger. Vi ryster lidt på hovedet. De første maoier kom til NZ år 800 fra polynesien, de færste europæerne i 1600. Træskærerarbejdet bevarer de gamle billeder og mindede Nicolai om ture i værkstedet med morfar. Vi havde en dygtig og sympatisk maoriguide, der fra kl 11 viste os levende kiwifugle, en imponerende dobbelt geyser med vandfald ned foran, varme terasser vi kunne sidde på, minilandsby, hangikøkken hvor maden graves ned med varme sten, og forklarede det hele med myter og traditioner.

Kl 1215 var der maori koncert med sang og dans. Især maoriernes krigsdans Haka gjorde indtryk på os. Krigerne rækker tunge, slår sig på overarmene, lårene etc, så det klasker, og råber så en fjendtlig stamme tænker sig om en ekstra gang, før de angriber. Meningen er at afklare styrkeforholdet uden egentlig krig. Ganske intelligent. Nicolai og Lærke synes, krigerene var ret seje. Samlingshuset maraen besøgte vi også, og begge børnene fik siddet i høvdingens stol.










Whakarewarewa landsbyen lå lige ved siden af, og her var vi kl 14 til en langt mere aflsappet koncert, hvor de havde børnene med på hoften og grinede en del undervejs. Stemningen var god, og man kan ikke beskylde dem for at være andet end ret naturlige. Asiens forfinede sødme og elegance hos kvinderne ses ikke her. Maorierne har en anderledes råstyrke og humor. Lærke ville (!) op og danse med, så Mette måtte overvinde sin generthed og gå med hende. Alle i landsbyen kan spore deres slægt tilbage til den samme høvdng, der etablerede beboelsen for 400 år siden. Den bestod af små huse med dampende varme huller i haverne. Der var skorstene på gravene på kirkegården, og de havde fælles udendørs bad fra de varme kilder, der dampede overalt. Endnu en herlig maoriguide viste os rundt i silende regn. Vi fik lært om at bruge flaks til reb, om naturen i området og om maorierne. Maraen er forsamlingshuset, der bruges til dåb, vielse, begravelse, møder og fester. Den lille landsby har både en anglikansk og en katolsk kirke.






Familiecamping med dejlig legeplads. En julemand, der kunne danse i receptionen. Fransktalende legekammerater.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *