Haj- og vragdyk på Beqa

Beqa er et af verdens bedste dykkersteder ifølge Jaques Cousteau.
Christian er tilbøjelig til at være enig. En dejlig dykkertur. Smukke koraler. Hajer. En haj på 3 m – og så den på 1,3 m, som svømmede en armslængde ved siden af et stykke tid, uden at Christian opdagede det… men de andre synes, det var lidt vildt, og begyndte at signalere meget. Et skibsvrag, hvor Christian kunne svømme ind på broen, hvor kaptajnen havde stået, og stikke hovedet ned i lastrummet. En gruppe amerikanske dykkere havde alt udstyret i orden, computere med i uret med trådløs forbindelse til tanken, så de fik at vide, hvor meget luft de brugte på sidste dyk og pr. min., og hvor meget tryk der var tilbage i tanken … (hmmm, wireless hacking med impact!). så havde de til gengæld kun 1 uges ferie, som de dog netop havde forlænget til 2. Herlige mennesker, som dagen efer tog derud igen for at fodre hajerne… og naturligvis selv være netop der hvor hajerne skulle spise. Måske lidt risikabelt, når hajer oftest har angrebet mennesker, fordi de har forvekslet os med føde. Så meget desto mere, som der var mange dybhavshajer, som hammerhaj og den store hvide haj, hvilket er dem, der oftest har angrebet mennesker… anyway, det ser ud som om der nu efter dønningerne fra kuppet har lagt sig er nok turister at tage af 😉
Vores nye kamera går ned til 3 m, hvilket er fint til snorkling, men dykkenes 25 m skulle det ikke lige prøve, så vi har ikke fotos fra dykkene.

Samme dag, tirsdag 9.1, blev Nicolai, Lærke og Mette på ressortet i vores dejlige strandhytte. Det blev til ture på stranden, masser af læsning, og Mette kom sågar ud og snorkle, mens ungerne sad velopdragent og tegnede. Nicolai brugte meget tid på at studere den knæler Mette fandt udenfor døren. Faktisk troede vi igen, at det var en græshoppe. Nicolai bemærkede så, at den havde takker på benene. Hm. Det fik os jo til at tænke på, at det faktisk var en knæler. Da
vi gik på den kinesiske mur første gang tog vi et foto af en græshoppe og Lærke… dvs Bjørn (Christians kollega) måtte fortælle os, at det var et lidt farligere mikro rovdyr end en græshoppe, vi havde mødt. Nu fik vi så endeligt rettet den fejltagelse. Lærke slap den fri, da hun synes, den skulle ud noget at spise – uden at aftale det med Nicolai, der blev vred og ked af det. Vi spurgte Bill, en af vores sikkerhedsfolk, om de fugle, der er i massevis her på. Bill vidste ikke lige, hvad de hed. Han kalder dem “fuglene der larmer for meget, som inderne havde med til Fiji”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *