Gensyn med Malaysia – Truly Asia!

Malaysia har al den asiatiske charme, men er effektivt og strømlinet, og der er forbløffende meget styr på tingene. Malaysia er Truly Asia men også ret velordnet og med en mild asiatisk udgave af islam. Det er et land, hvor meget er muligt, og det har bidraget til landets økonomiske mirakel. Ved selvstændigheden efter Anden Verdenskrig var det et af verdens fattigste lande. Nu er det med stor hast på vej til at komme på niveau med Vesten, og det ser ikke ud til at stoppe. Landet har styr på sine indbyggere gennem et stort militær og et autoritativt skolesystem, og sygdomme som malaria har man udryddet, mens man kun har kunnet begrænse dengue lidt.

Landet står vores hjerter nært efter et par gode ture hertil tidligere hver for sig. Denne gang koncentrerer vi os om fastlandet. Det bliver til besøg i Georgetown, Kuala Lumpur og i Cameron Highlands.

På turens første del har vi base i den gamle hovedstad Georgetown, også kendt som Penang. Vi indlogerer os på Kim Haus Loft, en gammel guldsmedie med museum, fortovscafe og et fint værelse med separat bad, roligt og ud til gården. Efter lidt mad er det tid at udforske byen. Der er sket meget. Chulia Street er nu fyldt med fancy barer og restauranter. Også Love Lane, oprindeligt et sted, hvor kineserne havde deres friller, har udviklet sig. Da vi boede her sidst, var der ikke meget, men nu er det en Jomfru Ane Gade med barer, der slås om kunderne. Her er rigtig mange skandinaver og hollændere, og vi ser stemningsfulde templer med røgelse og Armenian Street med kunstbutikker og Street Art. Overalt er her god stemning. Vi går også gennem Little India og filosoferer over, hvordan de små gyder fra sidst er blevet til fancy gader.

Claus runder de 50 …

Vi er blandt andet i Georgetown for at holde 50-årsfødselsdag for vores gode ven Claus Andersen fra De Berejstes Klub (www.travellingclaus.com). Festen er først dagen efter, men efter en hel dag med arbejde, er det tid at mødes med ham i Love Lane. Det bliver en hyggelig aften med mange drinks på de hårdt konkurrerende barer, inden vi  slutter af med natmad på et gadekøkken, gennemført med miniatureplasticstole, som det kun kan være i Asien. Næste dag er selve fødselsdagsfejringen, som starter sidst på eftermiddagen.

Efterhånden dukker alle Claus’ venner op og vi er til sidst 13, syv fra De Berejstes Klub og seks lokale. Her er Alice og Michael samt Sanne, en tidligere pilot hos SAS. De har alle pensioneret sig selv tidligt og er flyttet herud. Anita er ligesom os fløjet hertil for at fejre Claus og holde ferie i skønne Malaysia. Her er også Valerie fra KL, der arbejder for Petronas, Winnie og John, et engelsk-kinesisk par, Edith fra Hongkong og et ældre kinesisk par. En herlig flok. Efter to timer på en bar i Love Lane flytter vi til Red garden en fantastisk food court med alt hvad hjertet begærer, f.eks. sushi og stegt and. Øllene er kæmpe og glassene små, Vi snakker meget, overdøvet af sing along med en blanding af rockklassikere og julemusik.

Mæslinger, fåresyge og røde hunde …

Vi har fået at vide, der er udbrudt mæslinger i Stillehavet, takket være de idioter, der ikke vaccinerer deres børn! Blandt andre Marshalløerne kræver nu attest for vaccination mod sygdommen, og det er ikke nok at kunne sige, man som alle andre på vores alder har haft alle tre sygdomme som barn. Georgetown er det mest civiliserede sted at blive vaccineret inden Stillehavet, så vi tilbringer timer på Penang Adventist Hospital. Det er omstændeligt. Vi er igennem fire forskellige receptioner, før vi kommer til Registration, hvor vi skal udfylde en masse papirer. Derefter er en sygeplejerske nødt til at tage blodtryk, temperatur osv. Vi er nu i kø på et apotek, hvor vi først skal betale, derefter får udleveret vaccinen. Så venter vi længe i Emergency Room, før en sygeplejerske vaccinerer os. Mod både mæslinger, fåresyge og røde hunde. Så er vi da på den sikre side … Hele herligheden koster 150 kr per person, men sikken et bureaukrati.

I rolige, uberørte teplantager – NOT!

Næste del af turen går til Cameron Highlands, som navnet antyder et højland med bjerge og teplantager, hvor både koloniherrer og lokale i århundreder er flygtet op, når heden og fugtigheden i lavlandet er blevet for trykkende. Man forestiller sig grønne bakker og rolige temarker. Vi skulle blive klogere … Vi kører fra Penang med stop i Butterworth, og så kører vi ned ad motorvejen omgivet af oliepalmer, afbrudt af slugter med flot regnskov, hvor det er for stejlt eller ufremkommeligt til at plante. Så går det ellers stejlt opad gennem højlandet af veje, der bliver mere og mere svingende, og hvor udsigterne til regnskoven bliver flottere og flottere i aftensolen.

Efterhånden som vi kommer op i selve højlandet, tiltager mængden af drivhuse, eller rettere plasticoverdækkede rækker, hvor der dyrkes grøntsager. Cameron Highlands har et koldere klima end resten af Malaysia, og det gør det muligt at dyrke ting, der normalt ikke kan gro i troperne. F.eks. er jordbær et stort hit at dyrke og ikke mindst smage for de lokale, der tager herop kun for at smage jordbær til 100 kroner kiloet. Ikke imponerende for en dansker. Her dyrkes også te, og det er grønne, bugtende teplantager, området er kendt for. Desværre er det også en populær feriedestination. De engang uspolerede grønne bjerge er fyldte med grimme hoteller og tarvelige forlystelsesparker, og da malaysierne også holder juleferie, sidder vi snart i total trafikprop gennem de grimme, kedelige byer, hvor trafikken konstant går i stå som en blokeret arterie. Det tager fire timer at køre de sidste femten kilometer, og vi bliver mere og mere utålmodige, da vores hotel for længst har lukket for check ind. Vi får dem dog banket op.

Næste dag skal vi væk fra mylderet og se teplantagerne. Vi finder en flink indisk taxachauffør, Parthi, der på vejen giver os hele sin livshistorie, om konen, børnene, prævention og at han slår sine børn. Men han er super flink og virker trods alt som en god mand. Vi starter med at spise sammen med ham i et glimrende gadekøkken, da ingen af os har fået frokost. Så kører vi mod Boh Plantation. På vejen er der gode udsigter og et helt rædselsfuldt turisthelvede ved den store Cameron Highlands Tea Factory, hvor turister kan nyde udsigter uden at skulle klatre efter den. Godt vi skal videre.

Teplantagen er smukt beliggende mellem grønne bakker eller rettere små bjerge. Vi får en rundvisning af Parthi selv, da han har arbejdet der. Vi får at vide, at malayerne ikke selv gider arbejde i hverken markerne eller på fabrikken. Som i Sri Lanka henter man de fattigste, her folk Fra Bangladesh. Da man ikke er særlig glade for dem, registrerer man dem nøje, og man prøver hele tiden at automatisere for at gøre brugen af udenlandsk arbejdskraft mindre. Hvor er det lige, vi har hørt det før?

Derefter går vi op på et smukt udsigtspunkt, hvor vi ikke bare kan se teplantagerne men hele det centrale Cameron Highlands. Et meget romantisk sted at være juleaftensdag! Nede igen ser vi deres butik og kører med Parthi tilbage til byen. Han fortæller videre om sit liv og sætter os af ved indgangen til Robinson Falls i udkanten af byen. Forbi et lille smagløst klappe-dyrsted og en planteskole når vi ad smattede stier bunden af vandfaldet. Man har tidligere haft det inddæmmet, og der ligger stadig rustne rør. Her er sommerfugle, smuk udsigt og alskens træer. Vi ser også den giftige Engletrumpet, der hernede hedder Djævleklokke på grund af sin giftighed.

Det er juleaften og tid at ringe og Skype med dem derhjemme. Så finder vi en lille cafe, hvor vi får julemiddag bestående af Tom Yam-suppe, andesuppe og røget and i orangesovs. Senere går vi videre til Travellers Inn, pyntet med guirlander, julemænd, og hvor der udleveres nissehuer. Af en eller anden grund vil de ikke servere cocktails, så vi må nøjes med øl. Her er julemusik og god stemning med mange udlændinge.

Trendy Kuala Lumpur

Vi er atter i Kuala Lumpur. Jeg skal et smut til Brunei, hvor jeg ikke tidligere har været, så Jakob tilbringer et par dage alene i en af sine yndlingsbyer i Asien med at skrive på sin bog og besøge mikrobryggerier.

Da jeg er tilbage fra Brunei, ankommer mine tre børn. Da hverken børnene eller jeg har været i Kuala Lumpur før, har Jakob planlagt en større byrundtur. Efter en tur gennem hektiske Chinatown går vi i retning af den gamle koloniale bydel ved Merdaka Square, og også børnene synes, der er fedt, med den smukke moske og den høje flagstang, der engang var verdens højeste, men nu er overgået af en række andre muslimske lande, der betaler et hollandsk firma for at bygge højere og højere stænger. Jeg har set det i Tadsjikistan, Aserbadjan og Emiraterne. De høje stænger er mægtige falloser, der stræber mod himlen og viser noget om, hvordan nogle muslimske macho beslutningstagere åbenbart lider af et behov for at have den største, længste … Men det hollandske firma tjener godt …

Parken ved KL Tower er blevet renoveret med Canopy Walk og masser af trapper, mens ikoniske Petronas Towers, engang verdens højeste bygning, ligner sig selv. Nedenfor ligger en smuk park med legeplads og vandland op ad de flotte tårne. KL er en by, der gør meget for at være ”Livable”, og siden sidst har man eksempelvis renoveret og lavet rekreative områder langs 10 km af floden. Byen er ikke bare fascinerende, den er også godt på vej til at blive både grøn og smuk. Overalt bygges der i de tomme felter, og snart vil Chinatown og Bukit Bintang, byens to centrale turistområder være forbundet af malls, parker og beboelser. Gennem det mægtige konferencecenter kommer vi ud i Bukit Bintang, der som altid slår benene væk under en med glitter, lys og i dette tilfælde julepynt og -musik. Her spiser vi vidunderlig seafood og andet på gaden. Det er Asien, og alt er godt. Handicappede musikere spiller høj musik fra deres kørestole, sælgere tilbyder alt mellem himmel og jord, og det hele er indhyllet i røg fra trækulsgriller, kinesiske ænder og frisk fisk, der tilberedes ude på fortovet. Stemningen er afslappet, og lokale og turister blander sig mellem hinanden.

Malaysia og især Kuala Lumpur er stadig blandt mine absolutte favoritter i Asien, civiliseret, eksotisk og med fremragede mad. Vi skal begge tilbage igen.

Bloggen er skrevet af Jakob og jeg i fællesskab med individuelle tilpasninger om vores fælles rejseoplevelse i december 2019.