Roadtrip på Kiribati

Roadtrip på Kiribati midt på ækvator. Det havde vi ikke set komme på en lille atol, men vi har kørt på stort set alle veje på det sydlige Tarawa og igennem den første af øerne på det nordlige Tarawa, forbi det sidste asfalt, over en stålbro med løse plader smidt over skinnerne, igennem landsbyerne og indtil vejen sluttede,og vi skulle have været videre med outrigger. 

Det er venlige folk. Både børn og voksne, unge og gamle smiler til os i landsbyerne. Vi stiger ud og sopper lidt rundt, mens vi nyder roen og livet. En flok kvinder og piger indhenter os med bil og tager outriggeren med påhængsmotor hjem til næste ø. En flok drenge spiller fodbold. En ny dreng kommer til med tjekkede foldboldstøvler, og så stiger ambitionsniveauet lidt ift. de barfodede drenge. Forældre og bedsteforældre snakker lidt med hinanden og os og betragter drengene. De fleste sover videre i de åbne bambushytter med stråtag, hvor man sover 1-1,5 m over jorden, så man lige er fri af grise, høns og hunde. Herude mellem palmer og mangrove og breadfruittræerne på øerne er der kun blik og bambus, hytter og sand. Der er ganske store vandhuller i vejene, der lige kræver en høj bil, og at vi aflurer, hvor de lokalkendte krydser, så vi ikke kører fast. 

Herude på de små øer mod nord er der ingen kirker. De ligger kun langs asfaltvejen gennem byerne på hovedatollen Sydtarawa. Små ekstremt kristne menigheder og katolske kirker med store åbne forsamlingshuse foran, som samler landsbyerne til bingo, middagslur og alt andet. 

Der går og cykler unge mormoner to og to langs vejen. Altid med kridhvid nystrøget skjorte og slips med knuden bundet stramt helt oppe i halsen. De er de eneste med hvid skjorte og de eneste med slips her på Kiribati og i Stillehavet i det hele taget. De må have mere held med sig her end i Danmark, hvor de har trukket sig ud og da nævnte i pressemeddelelsen, at de måtte erkende, at deres budskaber faldt på stengrund i Danmark. 

Her falder intet andet end initiativ på stengrund. 

Vi bor på Fema Lodge. Her er intet initiativ og elendige ratings på booking sites. Men nu er der ikke så meget at vælge imellem, for der er ingen turistindustri. Som i absolut ingen turistindustri. Ingen fortæller, man kan købe wifi; de kan ikke forklare ordningen med 24 timer eller 100 mb; de kan heller ikke få det til at virke, fx at reboote server. Een søndag aften kan de ikke lave aftensmad ‘for hende der skal lave mad er ikke kommet’… og hverken de to damer, der forbliver i restauranten klokken 18-21 eller de to damer i receptionen eller sikkerhedsvagten kan tilsyndeladende koge en skål ris og lave en omelet. Aircon virker ikke, for ‘management har sagt, de vil få det repareret, men det er ikke sket endnu’… og sådan fortsætter det. 

Prissætningen er dog det mest vanvittige på Fema Lodge. Hver gang der hældes varmt vand i koppen, faktureres for endnu en kop kaffe/te. Wifi er dyrt! Morgenmaden ikke med i prisen. Det allerbedste er dog prisen for at få vasket tøj: 6 australske dollars for  1(!) t-shirt og 8,5 australske dollars for at få vasket 1 par underbukser !!!

For samme pris som vask af 1 stk trusser kan vi få en stor portion friskfanget rå tun i kokosmælk med ris, samt friskbagt pandekage med revet kokos på. 

Vi må gerne hænge vasketøj op på deres tørresnor, så vi vasker selv som vanligt og mæsker os i stedet i tun, øl, pandekager og kokos på restauranten overfor.

Det bedste ved Fema Lodge er, at det ligger tæt ved Koa Koa. Den bedste restaurant på øen og i hele landet. Et godt stort palmebladstag; et par toiletter; en bar til bestillinger hvor kasseapparatet er en fin mintgrøn dåse, der engang har rummet tobak; et lille køkken i et cementgulvet på 5 m2; og et legestativ. Lige ned til det blå, tyrkis og grønne vand, der skifter farve i løbet af dagen, mens himlen forbliver blå. Her er fint og stille. Her er skygge. Alle kommer her dvs de hyggelige britiske rejsende der genbesøger den enes udstationering for Britisk Aid for 25 år siden. Der er ham fra WHO, der er her pga. mæslingeepidemien. Lokale familier med ganske velopdragne børn kommer også. 3 generationer af kvinder hygger sammen og drikker mælk til maden og mormor hviler sig på sofaen mellem maden og de gode grin. Pigerne i restauranter undskylder mandag aften, at der ikke er mere fisk, og vi aftaler, de køber ind til tirsdag, så skal vi nok købe det, så tirsdag er der igen frisk tun. Vi prøver vores egen restaurant og gider simpelthen ikke kombinationen af dovenskab, dårlig service og høje priser. Vi prøver cafeen Chatterbox og får potnudler med varm dåsetun, og jeg sender mad ud for første og eneste gang indtil nu. Så nu bliver vi her og nyder det.

Vi rejser stadig sammen med Anne Johansen fra Oslo, fordi hun er så godt selskab. Berejst og fuld af gode historier og et dejligt menneske. Vi ordner verdenssituationen og tager på roadtrip. 

En billeje er 65 australske dollars for een dag, plus 25 dollars for benzin, og så er der stadig rigeligt tilbage , når bilen afleveres. Jeg er fuldstændig høj over at få lov at køre. Det er i venstre side af vejen, så en smule koncentration kræver det, men da alle kører langsomt, og vejnettet er ret enkelt med een gennemgående vej fra den ene ende til den anden og blot lidt parallelgader i de tre ‘byer’, går det let. 

Vi starter med japanske kanonstilliger med betonbunkere fra 2. verdenskrig. Der er flere ganske store kanoner opstillet på drejeplatforme til at sænke slagskibe. Her er en del rustne minder fra japanerne her, ligesom vi har set på vores rejser gennem Palau, Mikronesien, Marshall Islands og Nauru. 

Jeg småsynger fortsat Bali Hai fra Rodgers & Hammersteins musical South Pacific. Men er alene om referencen indtil jeg ringer hjem til mine forældre.  

Børnene leger på de rustne japanske kanoner. Der er med garanti ikke dyre, fjedrende faldunderlag på legepladserne her. Der er heller ikke iPhones eller sociale medier. Vi ser end ikke det store udvalg af billigt plastic legetøj i butikkerne. Men rustne kanoner, sand og muslingerskaller fungerer her, samt bolde. Der er dejlig mange små og store børn, der spiller bold. Fodbold. Volleyball. Vi glæder os over, at både piger og drenge løber ude og leger sammen, samt at pigerne også spiller bold. Ingen tørklæder. Ingen synlige tegn på religion. Heller ingen tegn på børnearbejde, men snarere skole og afslappet leg. 

Kiribati er endnu et land, hvor ingen viser tegn på stress. Vi oplever reelt primært, at chaufførerne i de små busser arbejder, samt håndværkerne på parlamentet.

Vi fik lov at køre helt ind til parlamentet. Helt som i Mikronesien. Her kørte vi lidt frisk op til vagterne og vinkede, hvorefter de åbnede porten og lod os køre ind og parkere. Vi gik rundt på hele øen, hvor parlamentet ligger. Det er reclaimed land, altså noget de har skabt med sandsække, grus og koraler. Derfor er der også så mudret enkelte steder, at jeg nåede at falde. Heldigvis et af de fald hvor man kun lige sætter knæet lidt i jorden og ellers fanger sig selv med hænderne. Så jeg slap uden andet end en bekræftelse af, at jeg kan spænde igennem til planken. 

Vagtens kone ankom lige efter os. Hun afleverede deres lille datter på armen af vagten og kørte videre. Så var vi ihvertfald rimelig sikre på, at Parlamentet ikke er truet.

Parlamentet er mintgrønt og formet som sejl på outriggere. Det er så passende til stedet. Fine trætavler opremser med guldbogstaver de valgte siden uafhængigheden. Alle er honorable og His / her excellency.  Det er lokale navne. Ingen britiske, australske, kinesiske, arabiske ea. 

Japan har bygget den flotteste vej gennem hele landet med cyklesti / fortorv i begge sider hele vejen, samt de fineste broer / dæmninger mellem en del af øerne, så man kører tørskoet over. Det er også en japansk arkitekt, der har tegnet parlamentet. Forholdet mellem dem er tæt og kompliceret. Vi hører gerne om nuancerne.

Vejen går ind i selve lufthavnsområdet. Helt ind langs selve landingsbanen! Landingsbanen er forlænget ud i vandet for at blive lang nok. Der er hegn om langs hele cementstrukturen i kanten. Så det er ikke rigtig muligt at lave en vej udenom. Den pragmatiske løsning er så at åbne en låge i hegnet i begge sider, så vi kan køre øen rundt og komme fra den sidste landsby på den ene side af landingsbanen til den sidste landsby på den anden side. Vi er fuldstændigt høje af begejstring over at kunne køre rundt derinde og fotograferer, måber og griner. Det bliver ikke mindre specielt, da vi kommer forbi et lille privatfly, der engang er landet udenfor hegnet på et lille bitte stykke jord helt ud til havet. Det har stået der siden det landede / havarerede. 

Broen mellem det man kalder Syd og Nord Tarawa er gammel. Det er jern med løse stålplader lagt over jerndragerne under kørebanen. En del af dem har forskubbet sig, så man kan se vandet under broen. Der står et tal for max vægt. Lige inden broen er hullet i grusvejen så dybt og kanten op til cementen, der markerer broens start, så høj, at man let kan blive hængende. For første gang nogensinde beder jeg passagererne åbne vinduerne og løsne sikkerhedsselerne, så alle kan komme ud, hvis vi lander i vandet under den lave bro. (Gode råd til bedre strategier er velkomne, bortset fra ‘lad være med at køre over’). Det går godt, og snart er vi optaget af legende børn i vandkanten, der har lavet en cementvej om til en glidebane ud i vandet. 

Koa Koa er og bliver vores stamsted. Her er skygge. Pandekager med revet kokos og store krus god kaffe til morgenmad. Rå tun i kokosmælk til frokost. Peberstegt tun med grøntsager til aftensmad. Tirsdag får jeg det sidste af den tun, de har indkøbt til dagen. Vi kan simpelthen se, hvordan de er startet ved hovedet og nu er nået til halen. Dagens næste eksperiment med markedsøkonomi er at love dem , at vi kommer igen i morgen, samt at hvis de køber frugt og hvidvin, så køber vi det, så de tjener på at have indkøbt det. Vinen er på den håndskrevne menu over baren, men det betyder jo ikke, at de har det. Nu virkede det at bede om en tun mandag, for den var klar til os tirsdag. Så måske det med vin og frugt også går. Onsdag er der en ny hvid fisk, som Anne har lokket dem til at indkøbe, men ikke frugt eller vin. Vi roser og spørger lidt til vin og frugt. Hun siger ‘i morgen’, men der tager vi afsted igen. Så kommer hun  søreme med en flaske hvide bobler fra New Zealand eller rettere fra det nærmeste lokale minimarked. Hun ved end ikke, hvad den koster. Vi får hende til at tjekke og køle den ned. Dermed får vi sikkert fremmet markedsøkonomi lidt, vhja anskuelighedsundervisning. Samtidig betaler vi 28 australske dollars for en ganske ringe vin. Det pæneste man kan sige om den er, at vingården hedder Hope, og druen er Pinot Chardonnay.

Koa Koa er også vores favorit, fordi vi kan gå på stranden lige ved siden af. Vandet er 35 grader varmt. Selv kl 15.30 bliver jeg mere våd end egentlig kølet af. Nu elsker jeg varmt vand og bader helst ikke i vand under 26 grader, så det er ok. Her er en del koraler og lidt sted og en sjælden skarp dåse eller et glasskår, så badesko eller klipklapper kan anbefales. Det samme kan langærmede badebukser og bukser. Jeg er igen glad for det burkini-lignende badetøj (uden hætte!) pga det skærmer for solen her midt på ækvator. 

Det er langt hjemmefra. 11 timers tidsforskel. Een ø er omdøbt til Millennium. Det var det første sted, der gik ind i det nye årtusind. De snød endda og ændrede tiden / datoen, men det virkede og markedsføringsværdien var det hele værd. Altså bortset fra at de slet ikke ønsker turister og ingen turistindustri har endsige prøver at udvikle en. Det får arbejdet med at samle dansk lokal turismefremme i færre destinationsselskaber til at virke som en fintuning af noget professionelt. En enkelt britte er her for at arbejde med det og slår ud med armene og siger opgivende, at ‘her er ingen viden om at tiltrække turister og heller ingen vilje til det… it kills me.’

En anden ø hedder Starbuck. Forbindelsen til kaffekæden Starbucks skulle være der, og vi er liebhavere og har det som vores næste krimi-mysterie, der skal opklares. Noget med at de dyrker kaffe der, som det eneste sted i Stillehavet ?

Det mysterie vi mangler at opklare er epidemierne. Mæslinger er heldigvis allerede for nedadgående. Kun 3 dødsfald her. Heldigvis ikke som de 80 døde børn i Samoa. Her er dog også en del dengue, spedalskhed mm. Når det ikke er spredt mere, så skyldes det, at Kiribati er overraskende rigt, og de bruger pengene til bl.a. vaccination af børnene. Det har vi fra en udsendt medarbejder fra WHO. 

Det med at snakke med en med speciale i epidemier er lidt Apokalypse Now, så vi ser nu for os, at den SARS lignende epidemi i Kina viser sig at være båret af fisk og spredt via dem globalt. 

Dem der ikke vaccinerer deres børn, er i øvrigt stadig ikke hverken velkomne eller respekterede her, for de er ansvarlige for mæslingeepidemien, og dermed for de alt for mange og helt unødvendige dødsfald i New Zealand og Stillehavet.

De mange penge i samfundet kommer fra fiskeri og leje af fiskerettighederne. For få år siden havde man en indkomst på 5 mio. usd pr år her i Kiribati. Nu er de oppe på over 200 mio. usd pr år alene ved at udleje retten til fiskeri på yderrevet for eet år af gangen. 

De virkelig mange penge behandler man konservativt og forsigtig. De indsættes på en konto i en form for fond ala Norges. Boligstandarden afspejler, at pengene ikke ødsles væk. Den konservative tilgang skal ses i lyset af, at det er folk, der har levet på en ø med kokos og fisk, hvor man altid har været nødt til at tage vare på de kontanter, man får. 

Derfor har Kiribati rask væk en opsparing på 1/2 mio. USD pr indbygger og de har allerede købt land på Fiji, så de er klar, når øen ikke længere kan bebos. Vi får dermed ikke fattige klimaflygtninge herfra. De har råd til at købe jord andre steder oh gør det allerede. Det har vi fra de tre fiskerieksperter fra Verdensbanken og New Zealand. 

De fortæller samtidig, at tun-fiskeriet i Stillehavet er det mest regulerede i verden. Når Samoa, Kiribati og Tuvalu lejer fiskerettigheder ud, så er det for 1 år af gangen til høje priser og med kontrol af fangsterne og videnskabelig analyse af alle data i en regional & international organisation.

Kiribati er laid-back for de fleste af de 110.000 sjæle her, og vi er lidt go-with-the-flow. Hmmm og så alligevel ikke, for her rettes eksamensopgaver, skrives bog, skrives artikler, tales med bestyrelsesformænd oa, og især Jakob har travlt. 

Søndag sidder jeg klar om aftenen for at kunne ringe hjem til mine forældre og børn, nu de er hjemme i weekenden og ikke i skole mens det er dag her, ellers skal jeg tidlig op for at fange dem, lige før sengetid i hverdagene. Her er det altså blevet væsentlig lettere at holde forbindelsen nu der er messenger, whatsapp og mail med ungerne, samt mail, messenger og Polarsteps til forældre. Messenger og Skype til telefonopkald. Det virker, når her er net, og vores arbejdsmæssige behov for net er dyrt i Stillehavet. Det lykkes, men det er dyrt og ikke den bedste region at være i, hvis man ønsker at være digital nomade. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *