Papua Ny Guinea – vildt, eksotisk og ikke ufarligt

Papua Ny Guinea har et rygte som vildt, eksotisk og farligt. Kendt for den ufremkommelige regnskov, fjerntliggende stammer, der først sent blev opdaget, masser af dyreliv og ubehagelige tropiske sygdomme. For mig er Papua Ny Guinea stammefolk, overtro, stammekrige og stedet hvor antropologer er taget til for at skrive om stammernes forskellige kulturer. Det er på en gang et matriakat og et sted, hvor alt for mange kvinder hvert år stadig dræbes for heksekunst. Det er så rigt pga. guldminer, at en øgruppe prøver at blive selvstændigt. Samtidig er det farligt, fordi stammekrigene nu hjælpes på vej at moderne skydevåben. Derfor var backpackertur ikke lige højt på listen, mens kulturen fristede og forundrede og drev nysgerrigheden.

Desværre er landet farligt. Hovedstaden er ekstremt kriminel, voldtægter er hyppige, og i højlandet raser stammefejder, hvor man ikke længere tager hoveder og spiser mennesker men straffer hinanden gennem mord og nedbrænding af hinandens landsbyer. Dertil kommer, landet er svært farbart med få veje og meget dyr transport. Vi havde egentligt planlagt at flyve mere eller mindre direkte til New Britain og New Ireland, men så fandt vi et krydstogt, hvor vi kunne besøge tre steder, heriblandt de eksotiske Trobriander.

Vi fik en snak om uddannelse, og hvor vigtig det er for en kvinde, for at være uafhængig. Hun studerer økonomi, og sælger lidt af hvert for at tjene til studierne. En sej ung kvinde.

Blandt stammekrigere i Alotau

Vi lægger til i Alotau i Milne Bay med det gode skib Pacific Aria. Milne Bay er kendt for nogle store søslag under Stillehavskrigen, og stedet vrimler med vrag, der tiltrækker dykkere. Japanerne havde deres hovedbase oppe i Rabaul på New Britain, og herfra forsøgte man at afskære Australien. Man nåede så langt som til at bombe Darwin i Northern Territory, før modstanden satte ind. Amerikanernes erobring og sikring af Guadalcanal, omtalt i et tidligere kapitel, var også vigtigt, idet man nu effektivt kunne afskære japanerne fra store dele af Stillehavet, og fra nu af gik det kun én vej.

Vi har booket en tur til Alotau Cultural Festival, ”exclusively for us”, så jeg forventer en turistfælde men glæder mig til at se lokale i deres traditionelle dragter. Vi går i land og bliver i bus kørt til et sted i udkanten af Alotau, hvor der er massive mængder af souvenirboder og lokale, der danser. Andre sejler i krigskano, to styks, og det gør de godt og hurtigt. Vi får også en tur, men turisterne bringer åbenbart uligevægt i båden, og vi er på nippet til at synke. I land ser vi på dans, taler med de lokale, der er glimrende til engelsk, og vi får taget fine billeder sammen med dem. Vi drikker kokosnødder og køber souvenirs og får egentligt det bedste ud af dette.

Margaret med sin flotte halskæde og Mary-Ann

Den absolut skønneste kvinde er Mary-Ann. En stærk kvinde, der stolt fortæller, at hendes mor var en god gartner. For her er et matrilineært samfundssystem. Mart-Ann har derfor arvet noget virkelig frugtbart jord med masser af afgrøder. Hun er enebarn, så hun er velhavende og respekteret. Selv har hun fået seks børn, der alle er godt i vej med egne børn. Dem har hun nok jord til at brødføde. Jeg får sagt, at min far også er en god gartner og opvokset med at dyrke jorden, og stadig gør det i dag, inden jeg kommer i tanke om, at det er et matriakat, og at hun derfor ejer jorden og har arbejdet den fra sin mor. Vi snakker om det med at være mødre. Her er der heldigvis ikke noget med push-up BHer, ansigtsløftninger, bikini-stramt-maveskind og den slags. Hun og veninden Margaret er helt afslappede med, hvordan kroppen ser ud som mor og bedstemor. De og jeg griner indforstået og snakker om liv, arbejde, børn og sågar indflydelse og status i samfundet. Det var dagens positive overraskelse. Jeg er fuld af respekt. Faktisk har jeg været lidt bekymret for, at det nu skulle være krænkende, at de danser rundt med basskørter og bare bryster for os. Men Mary-Ann og Margaret har værdigheden intakt og synes det er fint vi besøgende bidrager til kassen med hård valuta et par gange om ugen. Margaret har taget en meget dyr halskæde på af koral/skaller, for at klæde sig pænt på i dagens anledning og vise os, at hun har råd til den og er stolt af den. De har helt styr på priser og værdi, og konstaterer samtidig at mit hvide armbånd er fra Vanuatu. De er ret højlige ift. at mit tydeligvis ikke er ligeså dyrt og værdifuldt som Margarets lange røde halskæde. Det var så rart at opleve.

Mary-Ann topper snakken af med at trække en lille notesbog frem og skrive Jakobs navn ind i den, for det er et godt navn, hun kan bruge til et kommende barnebarn. Den lille Jakob gad jeg godt møde engang.

Tilbage på skibet er der frokost, og så er det næste tur, hvor vi i bus kører til to landsbyer. Den første, Bibiko, byder på en imponerende entre af høvdingen, der hilser os på høvdingen på lokalt sprog, der bliver oversat. Hvorefter han på formfuldendt engelsk byder os velkommen og fortæller om byen og deres skikke. Han er en rigtig charmetrold, har kun gået seks år i skole, men har lært sig engelsk ved at læse mange bøger og omgås turister. Han vælges i dag ud fra, hvem man skønner er bedst egnet og altså ikke længere efter at være den førstefødte. Sammen med sin søster er han indbegrebet af værdighed og humor. Han er en naturlig leder, der tager ledelsen og ansvaret alvorligt. Jeg spærrer øjnene op, da han flirtende forklarer os, at han kan få netop mig til at glemme alt om Jakob med hjælp fra lidt nødder, magi, muslingen mm, og så vil jeg ønske at forblive i landsbyen. Friskt. Gruppen griner. Han og jeg snakker videre om ledelsesansvaret, mens gruppen får trælse demonstrationer af kurvefletning og grøntsager.

Hans søster er mindst lige så sej. Hun udstråler værdighed og ro, mens hun faktisk ikke siger et ord og holder sig i baggrunden, mens hun opmærksomt følger med i alt. Hun ejer jorden for hele landsbyen. Formodentlig er det hendes engelsk, der gør hun er tavs her, for hun virker bestemt ikke stille eller kuet i øvrigt.

Kvindernes vilkår er barske. Det er umuligt at gennemskue de sociale strukturer, der regulerer sex, ægteskab, arbejdsfordeling mm. for os på denne tid. Det er på en gang frigjort og et matriakat. Samtidig skal en enke gå med et groft og i deres øjne grimt stråskørt i f.eks. 3 år eller indtil den afdøde mands mor og søstre vælge at frigive hende til nyt ægteskab ved at holde en fest for hende. Heksebrændinger skræmmer også. Jeg vil nok ikke være til meget nytte i det hårde arbejde med jorden, og ville savne alle moderne bekvemmeligheder massivt på kort tid. Ens manglende forståelse af de sociale spilleregler ville også gøre det svært at blive integreret i samfundet og arbejdsmarkedet her. Ens værdi vil simpelthen være markant ringere. Tankevækkende.

Videre går det til en fiskerlandsby, som vist også mest er en kulisse. Jeg nyder at se voldsomme bølger skylle ind mod kysten, de lokale børn der leger, mens en smuk kvinde demonstrerer madlavning, fiskeri og kokosnøddeåbning.

Her er ikke noget med at man ikke må male sig sort i huden – de maler sig endnu mørkere for at skabe drama og frygt med de hvide farver og kontrasten. Det er trods alt langt bedre at skræmme fjender fra at turde angribe ift. at skulle kæmpe

De sagnomspundne Trobriander

Efter Alotau på fastlandet går turen til nogle af Papua Ny Guineas ydre øer. Første stop er i Trobrianderne, meget kendte fra antropologien, hvor Bronislaw Malinowski i årene omkring første verdenskrig strandede i fire år og udførte et af historiens mest berømte feltarbejder, resulterende i tre bøger. Mest kendt er ”The Sexual Life of Savages”, hvor den puritansk opdragede europæer fascineret beskrev de lokales frigjorte forhold til før- og udenomsægteskabelig sex. Bogen vakte opsigt i Vesten men overdrev også. Sexuallivet var stadig reguleret af komplekse relationer, som ikke umiddelbart var synlige for udenforstående. Men den dag i dag er Trobrianderne kendt som ”Islands of Love”.

Øerne er ikke hyppigt besøgt og slet ikke af danskere. Ifølge det internationale rejsefællesskab Nomadmania er der kun én dansker, der har været der før os. Vi går i land i Kiriwina, den største af Trobrianderne med 22000 sjæle. Øen lever på alle måder op til forestillinger om en paradisisk tropeø med kokosnødder og sandstrande. Det ser ud som om, alle på øen er kommet sejlende i deres kanoer for at byde de fremmede velkomne (og sælge lokale souvenirs som masker, spyd og andet fint udskåret træværk).

Da vi er vadet igennem flere hundrede meter af lokale, der langs stien sidder og falbyder deres souvenirs, når vi frem til to landsbyer. Vi bliver ledsaget af en ung lokal kvinde, Lee-Ann, som gladeligt viser os rundt. Selv bor hun i en fin lille hytte, hendes far havde bygget til hende.

Overalt møder vi glade smil, og selv om vi er de eneste fremmede i landsbyen i dag, er de vant til fremmede og udstråler varme og gæstfrihed. Lokale kvinder fletter kurve, livet går sin stille gang, og vi smager lokale, lyserøde frugter. En ældre mand sidder glad ved en interemistisk grill og griller en hel spand friskfangede tun. Hjemme ville de koste en formue, men hernede er det billig mad og de lokales måde at overleve på. Derimod er ris temmelig dyrt, får vi at vide. Sådan er mange ting paradoksale herude. Vi undlader behændigt at fortælle den venlige mand, at tunene nok burde have vokset sig lidt større, inden man fangede dem. Bæredygtigt fiskeri er ukendt her.

Lee-Ann selv fortæller, at hun har afbrudt sin uddannelse som lærer og er vendt tilbage til øen og til landsbyen, fordi der var sket noget i familien. Hvad det var, kan vi gætte, for da vi tager afsked med hende viser det sig, at hun har en lille datter. Derfor bliver hun rigtig glad, da vi giver hende et åbenbart efter lokale forholdsvist stort beløb på cirka 100 kroner, og hun danser glædestrålende rundt. Men hun er hæmmet i sit videre liv af at være blevet mor så tidligt, tilsyneladende uden en forsørgende far. Det er sådan disse lande og disse kvinder forbliver fattige, og prævention og uddannelse ville ligesom i Afrika være på sin plads her.

Tilbage på stranden spiser vi en helt frisk hummer, kogt i kokosmælk. De findes i spandevis ude i bugten, og hver nat kan de røde dyr hentes op og fortæres som helt dagligdags føde. Hverken hummeren eller prisen fejlede noget. På stranden snakker vi med flere af de venlige lokale, jeg med en sød dreng med en udriggerkano og Jakob med Aron, der har ansvaret for sikkerheden i området på dage, hvor der er fremmede. Han fortæller, at de har etableret en for os usynlig perimeter rundt om hele området, hvor vi har lagt til. Selv om Trobrianderne virker utroligt fredfyldte ligger de stadig i et land med et voldeligt rygte, og man tager ingen chancer med os besøgende. Idyllen og paradiset skal bevares.

Conflict Islands – måske verdens fredeligste sted

Næste dag ankommer vi til Conflict Islands (opkaldt efter et britisk skib HMS Conflict, der opdagede dem), og trods navnet er der om muligt endnu mere fredeligt end i Trobrianderne.

Conflict Islands er en atol bestående af tolv koraløer i en rund atol, alle ubeboede, men på Panasea, hvor vi går i land, bor der en flok frivillige fra Papua Ny Guinea og Australien, der arbejder på et Turtle Sanctuary. Da øerne principielt er ubeboede, er der ingen souvenirsælgere denne gang, men de frivillige bemander et telt, og man kan købe ture rundt på øen. Vi tager på en snorkeltur på et rev på øens vestside, men det er det australske koncept med alt for mange mennesker i vandet af gangen og snorkling fra en platform og langs en line. Der er også for høje bølger, og mens fiskelivet er ok, er korallerne ikke imponerende. Så er der flottere ved selve stranden, hvor vi plasker rundt i en time og ser en stor variation af både fisk og koraller.

Panasea er ikke større, end man kan krydse den til fods på ti minutter, og trods andre turister denne dag er der virkeligt mulighed for at føle sig som Robinson Crusoe på de uberørte strande med mangroveplanter stikkende ud i vandet over det kridhvide sand. Turen slutter af med lokale øl ”South Pacific” med udsigt til naboatollen, og det er i det hele taget svært at bevare pessimismen.

Sidst på dagen ser vi skildpaddereservatet, hvor man klækker og opfostrer havskildpadder, både grønne skildpadder og Hawksbillskildpadder. Som andre steder i verden kommer hunnerne tilbage og lægger æg på den strand, hvor de selv blev født efter 30 år, og de frivillige samler æggene og anbringer dem på steder sikret mod rovdyr og mennesker. Når æggene klækker, bringes de små nuttede skildpadder til et center med bassiner, hvor de får lov at vokse sig til, inden de sættes i havet. Med denne procedure hæves overlevelsesgraden i forhold til naturen, hvor kun et ud af 1000 æg bliver til en voksen skildpadde. Vi får lov at fodre de små nuttede kræ med pindemadder bestående af gelé af fisk og grønt, og vores begges fascination af skildpadder får lov at trives for fuld udblæsning.

Vi vender tilbage til skibet med et fremragende indtryk af Papua Ny Guinea, landets befolkning og dets natur. Vi havde frygtet stedet som farligt, men i stedet er det et sted, man har lyst til at komme tilbage til for at udforske mere.

Artiklen er skrevet sammen med Jakob Linaa Jensen. Læs flere rejseberetninger på hans side www.rejser.linaa.net eller her på www.expandingourhorizon.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *