AfrikaErhvervPOV InternationalPresseRejserRejser alene som kvindeVerdensmål

Dansk virksomhed skaber 235.000 job til kvinder i Afrika

Publiceret 21/01/2020 i Afrika/POV Business af Mette Ehlers Mikkelsen

POV BUSINESS // JOBSKABELSE – Den danske virksomhed AAK har skabt indtægt til 235.000 kvinder i Vestafrika. Det viser, at private virksomheder kan sikre en forretningsmæssig bæredygtig og langsigtet udvikling med mikrofinansiering. AAK er ved at udvide forretningen til både flere kvinder og flere lande, hvilket er endnu mere imponerende, eftersom successen har fundet sted uden offentlige eller internationale projektmidler, skriver Mette Ehlers Mikkelsen, som har besøgt virksomheden i Ghana.

GHANA – ‘Jeg indkøber sheanødder i Tamale’. Sådan lød den beskedne beskrivelse, som min bekendt, Jakob Nybroe gav af sit job i virksomheden AAK i Ghana.

Han og jeg kender hinanden fra vores børns skole og jeg vidste, han havde arbejdet i Ghana i 3-4 år og haft familien med. Så da jeg selv skulle afsted til en række vestafrikanske lande, så jeg frem til at møde både ham og virksomheden – også fordi jeg selv har arbejdet med eksport i 20 år

Sjældent har jeg mødt så mange glade og stolte kvinder samlet, som jeg gjorde de fire steder, hvor AAK var kørt ud for at hente de sheanødder, som kvinderne havde samlet.

Jakob tilbød, at jeg kunne komme med rundt og besøgene i fire landsbyer i det nordlige Ghana, og den oplevelse sidder dybere i mig end alt andet, nu hvor jeg er vendt hjem til det danske,

For sjældent har jeg mødt så mange glade og stolte kvinder samlet, som jeg gjorde de fire steder, hvor AAK var kørt ud for at hente de sheanødder, som kvinderne havde samlet.

Jeg kom ned til en organisation med regional ledelse, 45 lokale ledere i 14 regioner, et tilsvarende antal chauffører til de lige så mange lastbiler, alle de unge mænd som hjælper til at laste bilerne og vigtigst 108.000 kvinder fordelt i grupper af 40-50 i landsbyerne.

Det var unægtelig væsentlig større, end jeg havde forventet.

Der høstes i landsbyerne

Landsbyerne dukker op ud af ingenting, som vi kommer kørende i firhjulstrækkeren gennem rød, støvet jord i et fladt landskab. Det bliver lejlighedsvist afbrudt at store luftige træer, der står lidt tilfældigt placeret på de store vidder.

Ind imellem kører vi igennem en af de landsbyer, der ligger rundt om landevejen. Den består af stenhuse med værksteder og salgssteder med udstyr til biler og landbrug. Der er også enkelte spisesteder, hvor også jeg, der er en erfaren og ganske robust rejsende, ville holde mig til cola og kiks om muligt.

Pludselig stopper Jakob, og jeg opdager, at der ved siden af vejen er samlet en gruppe kvinder med sække fulde af nødder i lange rækker. Der er aktivitet, for sækkene vejes, mens børnene leger roligt.

Haleematu emmer af overskud, som mennesker gør, når de er i gang med noget, de kan lide, og hvor de ved, at de har styr på tingene

Haleematu kommer smilende hen og hilser på os. Jakob præsenterer mig som en gæst fra Danmark, og jeg bliver hilst velkommen. Hun fortæller stolt fortæller om landsbyen, kvinderne og ikke mindst dagens resultat og aktiviteter.

Haleematu emmer af overskud, som mennesker gør, når de er i gang med noget, de kan lide, og hvor de ved, at de har styr på tingene. Hun vejer sæk efter sæk, roser hver enkelt af kvinderne og kommenterer på kvaliteten af sheanødderne i den enkelte sæk, samt noterer vægten på et skema, så alle er enige om, at det er gået rigtigt til.

Derefter skovles det øverste over i en anden sæk, så der ikke er mere i hver, end de kan syes sammen. Kvinderne kan ikke forholde sig til kilo, får jeg forklaret, da jeg undrer mig, og derfor insisterer de på, at de afleverer sække, der er fyldt til randen.

Jeg snakker med de kvinder, der kan engelsk, og jeg får smil og stolte visninger af nødderne fra resten. Vi snakker om høsten, som de er stolte af og gerne vil fotograferes med.

Når tilliden er etableret, er de klar til at gå videre og sammenligne hårfarver. Jeg får tilbudt at bytte et par gange til stor underholdning, når mit lyse hår skulle byttes ud med flere slags komplicerede fletninger og snoninger med forskelligfarvede striber i

Så jeg fotograferer og viser billederne på telefonen til stor underholdning, og må så fotografere igen og igen, fordi de gerne vil have flere billeder og flere gerne vil med på billederne.

Stemningen er glad og afslappet, og der hvor engelsk ikke rækker så langt, kan vi mødes i en fælles forståelse om at være kvinder og mødre. Kvinderne peger på børnene, som er overalt omkring os, og viser med fingrene, hvor mange børn, de har, og hvor gamle børnene er. Jeg gør det samme.

Når tilliden er etableret, er de klar til at gå videre og sammenligne hårfarver. Jeg får tilbudt at bytte et par gange til stor underholdning, når mit lyse hår skulle byttes ud med flere slags komplicerede fletninger og snoninger med forskelligfarvede striber i.

Mikrofinansiering har i årevis været det, der gjorde den største forskel

Tilbage i september 2019 var jeg midt i et projekt, hvor forretning, mikrofinansiering og hjælp til lokale samfund gik op i en højere enhed. Og endnu længere tilbage til min tid i DANIDA for 20 år siden var mikrofinansiering af især kvinder i udviklingslandene også noget, der virkelig gjorde en forskel.

Kvinderne betaler lån tilbage i langt højere grad, end mænd gør, og samtidig benytter de midlerne mere hensigtsmæssigt

Her bliver skabt hjælp til selvhjælp, og særligt kvinderne i landsbyerne får midler og dermed mulighed for at investere i uddannelse, sundhed og yderligere forretning.

Kvinderne betaler lån tilbage i langt højere grad, end mænd gør, og samtidig benytter de midlerne mere hensigtsmæssigt.

Det er fortsat her, man virkelig får værdi for pengene ift. investeringer og udvikling, når det drejer sig om bistandsorganisationer, og derfor er det så meget desto mere interessant, at en virksomhed her arbejder med mikrofinansiering på ren kommerciel vis.

AAK – Hvem er den hemmelige virksomhed?

AAK er virksomheden, der skaber forretning og udvikling ubemærket i den danske offentlighed.

Det er dem, jeg kendte som Aarhus Oliefabrik, og senere Aarhus Karlshamn, en dansk-svensk virksomhed, der deltager i danske eksportfremstød og er registreret på den svenske børs. Altså et ret vellykket dansk-svensk virksomhedssamarbejde mellem to nabolande og samhandelspartnere.

For 10 år siden begyndte AAK at indkøbe sheanødderne af to veje. Én via de lokale forhandlere og mellemmænd, og en anden direkte hos de kvinder ude i landsbyerne, som samler og plukker sheanødderne på de vildtvoksende træer i Burkina Faso

Her producerer man vegetabilske olier til fødevarer.

Mette Ehlers Mikkelsen i en af landsbyerne i det nordlige Ghana, hvor sheanødderne blev afleveret og vejet til AAK netop den dag.

Det er B2B-forretning mellem virksomheder og uden direkte salg til forbrugerne. Det må være en del af forklaringen på, at deres arbejde med indkøbene af sheanødder på en måde, som sikrer så mange kvinder en reel egen indtægt til at forsørge familien med, er ukendt.

At det sker i Afrika er formentlig en anden forklaring på, hvorfor det ikke er almen viden. AAK køber nemlig sheanødder ind direkte hos kvinderne i landsbyerne i Ghana og Burkina Faso.

‘Direct sourcing’ i global logistikkæde

For 10 år siden begyndte AAK at indkøbe sheanødderne af to veje. Én via de lokale forhandlere og mellemmænd, og en anden direkte hos de kvinder ude i landsbyerne, som samler og plukker sheanødderne på de vildtvoksende træer i Burkina Faso.

Altså direct sourcing, indkøb og import som en del af de globale logistikkæder bag de madolier, der er grundlaget i chokolade, Nutella, læbepomade og sheasmør. Den direkte sourcing giver større arbejde med selv at være tilstede og hente nødderne, sikre forudbetaling og finansiering, samt at håndtere forventningsafstemning og risiko.

Arbejdet i Burkina Faso er nu nået op på godt 120.000 kvinder, mens arbejdet i Ghana startede for fem år siden og nu er nået op på knap 110.000 kvinder

Men der er også fordele i form af, at man f.eks. får varerne på egne lagre tidligere i processen, og dermed kan sikre bedre kvalitet derfra.

Arbejdet i Burkina Faso er nu nået op på godt 120.000 kvinder, mens arbejdet i Ghana startede for fem år siden og nu er nået op på knap 110.000 kvinder. Der er desuden chauffører, handlende og såkaldte Extension Officers, der har kontakten til grupperne af kvindelige farmere.

Så her er ca. 350 ekstra job i Ghana, og dertil kommer endda de mange stærke unge mænd, der hjælper med at bære og veje de dage, hvor sheanødderne lastes ude i landsbyen.

Man kører helt ud i landsbyerne og handler, så kvinderne ikke skal gå til markedet dag efter dag for at sælge nødderne og være nødt til at bære dem på hovedet frem og tilbage. Når kvinderne er sikre på at få solgt alt det, de kan producere, er det samtidig i sig selv en væsentlig forbedring.

Der danses af glæde over høsten

Vi kører videre. I næste landsby er Sualey fra AAK ved at veje sække. Han er tydelig stolt af sit arbejde og stillede glad op til fotografering, da jeg impulsivt trak mobilen frem.

Som gammel personaleleder kan jeg godt lide den detalje, at han straks vil have en af de andre med på billedet, fordi det ikke kun er ham, der har æren for hverken høsten eller den fine stemning på opsamlingsstedet.

Lastbilen holder klar til at blive lastet. Den lille mobile vægt til sækkene er klar.Sækkene står i lange rækker, og kvinder og børn ligger rundt omkring på sækkene, og under et træs skyggefulde grene og et enkelt lille tagudhæng, der giver lidt skygge.

Jeg bliver hurtigt samlingspunkt for opmærksomheden blandt alle dem, der ikke lige er ved at få vejet deres egne sække.

Kvinderne og børnene kommer nysgerrigt hen og sammenligner farverne på vores arme og hår, og griner af billeder af sig selv. Vi snakker om, hvor mange børn vi har, og et foto af min familie vækker stor interesse. Kvindernes humør er det bedste ved hele oplevelsen. Der er glæde og tilfredshed. En enkelt opfører en lille glædesdans, da hun fylder det sidste i sækken på vægten.

Hvor meget tjener de?

For de kvinder, der er med i aftalerne med AAK kommer 20-50 pct. af årsindkomsten fra sheanødderne. Det er det bedste skøn, AAK kan give. Kvinderne gør ikke selv deres årsindkomst op, og høsten af både sheanødder og andre afgrøder svinger.

Så det er et skøn baseret på de medarbejdere, der arbejder ude i landsbyerne og som har bedst føling med kvinderne.

Merbetaling for større mængder sheanødder har givet kvindegrupper mulighed for at investere

Alene det, at pengene tjenes af kvinderne, er væsentligt. De får dermed indflydelse i familien på, hvordan pengene bruges. Derfor kan de investere i uddannelse, sundhed og endda udvidelse af deres landbrug og investering i andre indkomstkilder som geder, høns eller såsæd.

Kvinderne modtager forudbetaling. Dermed har de penge om foråret, hvor sidste års høst er sluppet op, og der hvert år mangler mad og penge til at købe såsæd til det nye år. Kvindegrupperne og AAK aftaler, hvor meget det er realistisk, kvinderne kan levere, og aftaler forudbetaling ud fra det. Samtidig ved kvinderne, at hvis de kan levere mere, kan de også sælge det. Kvinderne i hver landsbygruppe fordeler arbejde og indtjening mellem sig.

Det er gruppen, AAK aftaler med, og kvinderne fordeler derfor arbejde, ansvar og risiko internt. Kan en gruppe engang imellem ikke levere den aftalte mængde, aftales der f.eks. mindre forudbetaling året efter.

Merbetaling for større mængder sheanødder har givet kvindegrupper mulighed for at investere.

Landsbyerne væk fra landevejen

Senere drejer vi ned ad en grusvej, som tilsyneladende fører ud i det blå. En landsby dukker igen op ud af ingenting. 25 lerhytter i rundkredse med 3-5 stykker i hver. Igen én. Her med lidt flere lerhytter og en enkelt hytte til skolelæreren, der så får kost og logi mod at undervise landsbyens børn.

Der gives bonus til de kvindegrupper, der har nået mere end årets mål. De får de ekstra midler udbetalt samlet. Det giver gruppen af kvinder en oplagt anledning til at investere i noget af fælles værdi, selv om de også kan vælge at fordele pengene mellem sig

Han kommer over til os og viser vej. GPSen dækker nemlig ikke helt, og vi har vist misset en sidevej, som jeg helt sikkert ikke har set skulle være der, men måske har været et hjulspor. Han halter og har måske valgt den levevej, fordi han ikke er fysisk stærk nok til at være i marken.

Kvaliteten af undervisningen bliver jeg også overbevist om i løbet af dagen, for ganske få af de kvinder, jeg møder kan føre en ordentlig samtale på engelsk, selv om det er det officielle sprog, som man skal kunne, hvis man skal deltage i et valg eller følge en politisk debat – for slet ikke at tale om at deltage i én.

Der gives bonus til de kvindegrupper, der har nået mere end årets mål. De får de ekstra midler udbetalt samlet.

Det giver gruppen af kvinder en oplagt anledning til at investere i noget af fælles værdi, selv om de også kan vælge at fordele pengene mellem sig. Et sted blev 3 brønde repareret, så kvinderne ikke skulle gå 7 km efter vand hver dag.

Ingen sparer op

Der er ikke tradition for opsparing, og det bliver næsten uoverstigeligt for den enkelte kvinde at bryde dette uheldige mønster alene, fordi man forventes at ‘låne’ pengene til familie og venner, hvis man har nogen.

Derfor vil kvinderne hellere have lidt penge ad gangen og dermed en udjævning af årets indtægter, så der er midler om foråret, hvor man skal til at så, og hvor man år efter år ingen midler har til såsæd og gødning af rimelig kvalitet.

En pensionsopsparing hjælper i sagens natur ikke, hvis man er død af sygdom eller sult inden

Samtidig bliver det med mellemrum nødvendigt for dem at skaffe penge her og nu til f.eks. medicin, og her betyder det, at kvinderne da sælger nødderne til en langt lavere pris, end de kunne få for dem nogle måneder senere.

Den situation er reel nok, for en pensionsopsparing hjælper i sagens natur ikke, hvis man er død af sygdom eller sult inden. Derfor er den udjævning af likviditet over året, som AAK’s mikrofinansiering giver, så meget desto mere værd.

Verdensmålene

Historien om sheanødderne er i høj grad også et eksempel på, hvordan en virksomhed kan bidrage til verdensmålene. Det er bæredygtig produktion, for nødderne samles ved træerne, der står på de store vidder i områder, og det er i høj grad ’women empowerment’.

Samtidig er det centralt, at det her ikke er et bistandsprojekt, drevet af en NGO eller socialøkonomisk, men en forretning, der er bæredygtig både forretningsmæssigt og set ift. verdensmålene. I evalueringen af Danmarks bistand til Ghana omtales netop udfordringerne ved at sikre projekternes levedygtighed og resultater efter, de er afsluttet, når bistandsmidlerne til projektet ophører, og det skal køre videre selv.

Her kan man være sikker på, at arbejdet fortsætter så længe, der er en forretning i området, og det er overvejende sandsynligt, da dette i sidste ende handler om den globale efterspørgsel efter vegetabilske olier til chokolade, Nutella og meget andet, hvor dette er et alternativ til palmeolien.

Fremtiden bringer flere jobs til kvinder via mikrofinansiering

I Ghana og Burkina Faso udvides sourcingen nu. Der kommer flere kvinder med. Der er udvidet til Elfenbenskysten. Man starter op i Nigeria, hvor der er et samarbejde med DANIDA, der støtter en NGOs opstart af denne type projekter, så de bliver bæredygtige forretningsmæssigt, og kan drives videre af AAK.

Fremover kan vi andre som forbrugere forhåbentlig tjekke, om chokoladen er produceret med respekt for verdensmålene, CSR og tjek på produktionen helt ude i yderste led

Det forretningsmæssige og strategiske mål for AAK er at kunne følge kundernes stigende efterspørgsel for transparens og ansvarlighed i leveringskæden, så det stopper ikke ved 235.000 kvinder.

Fremover kan vi andre som forbrugere forhåbentlig tjekke, om chokoladen er produceret med respekt for verdensmålene, CSR og tjek på produktionen helt ude i yderste led.

JAKOB NYBROE OG JEG KENDER HINANDEN I FORVEJEN. VI HAR SNAKKET OM AT VÆRE UDSTATIONERET OG SAMMENLIGNET ERFARINGER, OG DET VAR DERFOR NATURLIGT, AT BESØGE HAM OG HANS FAMILIE NADIA OG MALIK I TAMALE I DET NORDLIGE GHANA.

LÆS MERE OM DANIDA’s Market Development Partnerships og DANIDA’s privatsektor program i Ghana

Du kan følge Jakob Nybroes billeder på Instagram under #facesofghana, hvor han ofte lægger egne billeder ud fra sit liv og arbejde i Ghana.

Mette Ehlers Mikkelsen er professionelt bestyrelsesmedlem. Hun arbejder i bestyrelser for små og mellemstore virksomheder.
Det er også dem, hun har rådgivet om forretningsudvikling, salg og eksport i 20 år. Først som handelschef i Eksportrådet igennem 15 år og siden 2015 som erhvervsdirektør.
Hun har arbejdet med verdensmålene, før de blev til en strategi, for hun er uddannet cand.scient.pol. og har arbejdet 18 år som diplomat og været udstationeret på nærmarkederne to gange i hhv. Norden og Baltikum.
Hun er medlem af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL77), Bestyrelsesforeningen og Bestyrelseskvinder, samt bestyrelsesuddannet fra Niels Brock, fordi de fokuserer på små og mellemstore virksomheder.

Skriv et svar