ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon
LatinamerikaRejserRejser med børn

Asunción, Paraguay

Alfredo Nuñez blev vores helt, da han trak vores bil fri. Alfredo er familiefar med firhjulstrækker, komplet med machete, skovl, kæder og trækkrog. Han er iført camouflage bukser, t-shirts og tørklæde i hver sit mønster og en vest med masser af lommer til alt hans fiskegrej. Han ankommer til floden for at fiske midt på dagen mandag. Her er brændende varmt, og vi ser efter kæmpe åkandeblade, mens de lokale fisker. Konen sætter sig i skyggen fra bagklappen på firhjulstrækker på en plasticstol iført mintgrøn t-shirt, grøn-blå-hvid mønstrede gamachebukser, bøllehat og crocs, der får hende til at se mere firskåren ud, end hun egentlig er med sin korte højde og korte pagehår. Heldigvis er hun smilende og hjælpsom viser det sig, da vi en halv time senere nærmer os lidt forlegent med en besked på google translate på Lærkes mobil, hvor vi har skrevet, at vores bil sidder fast, og om de kan hjælpe. Hun låner straks sin mand ud. Han lægger fiskestængerne, tager spejlreflekssolbrillerne af og læser beskeden, og derfra er der handling og håb for os. Både vores chauffør Eric og vores bil er mest egnet til byen, og herude ved flodenbredden og vådområdet, hvor et stykke af sandvejen er forstærket med store bildæk, er ingen af dem særlig praktiske. Så da Eric kørte fast, hentede jeg Alfredo.


Vores bil sad fast på et stort bildæk i sandet, fordi Eric havde kørt direkte hen over det i stedet for at have det ene fordæk på det. Med en forhjulstrukket bil kunne vi slet ikke komme videre frem, men desværre heller ikke tilbage. Alfredo startede dejligt systematisk med at skubbe sammen med os, ligesom vi selvfølgelig allerede havde forsøgt selv. Paraguay er så varm, at vi brændte hænderne med mindre vi skubbede og trak i vinduesrammen. Alfredo trak resolut en machete ud af bilen og skar med to snuptag en skovl fri fra taget af bilen, hvor den sad fast med strips. Vi gravede bilen mere fri om venstre forhjul især. Lagde brædder under. Løftede op. Lagde sten under for at giver hjulet trækkraft. Stadig intet held. Alfredo svedte nu, ligesom os andre, så det sorte hår glinsede. Tredje runde bød på et forsøg på at trække vores bil fri med kæden som han havde til en trækkrog under vognen på sin bil foran. Kæden knækkede. Så hentede han sine startkabler. Det gav et gib i både Lærke og mig, da han uden at tøve huggede klemmerne af med macheten. Startkablerne knækkede i de næste to forsøg på at trække bilen baglæns væk fra sandvejen med bildækkene. Der var lidt krise nu.

Så kom to store drenge. Den lave muskuløse med camouflage t-shirt var Alfredos søn. De skubbede, da det heller ikke var nok 5 til at skubbe, så sendte Alfredo dem afsted 1 km for at hente et reb. Vi trak ind i skyggen for første gang i én time imens, og kunne mærke, hvor trætte og svedige vi var.

Så kom sønnen gående tilbage med et stort snoet reb på 5 cm i diameter over skulderen sammen med sin ven. Pludselig smider han rebet og banker det derefter af al kraft ned i sandet på vejen fire gange. Jeg må havde set undrende ud, for Alfredo forklarer roligt, at der er små dyr i rebet, som bider. Sønnen minder i øvrigt om sin far i no-nonsens handlekraft, så et øjeblik efter ligger de begge langt inde under hver sin bil og gør de to ender af rebet fast. Alfredo har i mellemtiden vendt son bil, så han har fuld trækkraft. Eric er kun 26 år og kører taxi i lufthavnen. Han ser lidt intimideret ud og frygter vist for chefens vrede, hvis han kommer tilbage med en bil, hvor hele undervognen er beskadiget. Jeg tænker igen, at han skulle have ladet bilen blive på den anden side af det stykke af vejen. Især når Lærke og jeg nu allerede var gået ud af bilen og var gået videre gennem vådområdet, fordi jeg ikke havde tiltro til, at bilen var høj nok eller han rutineret nok. Men han ville så gerne gøre det godt og havde heller aldrig selv været der hvor han nu kørte hen, så han var fulgt efter os og havde selv taget fotos som han sendte til sin kone undervejs. Alt sammen meget romantisk. Men nu skulle prøven ligesom stå, på om bilen kom fri og i øvrigt kunne køre videre. Det tykke reb i bløde naturfibre med småkryb i holdt. Yes.

Vi glemmer ikke Limpio og Alfredo Nuñez igen. Vi sagde tak. Lærke gav ham et knus – hvilket vist i sig selv var det hele værd, for han smeltede helt. Jeg gav ham kontanter og pegede på de ødelagte startkabler. Alfredo og Eric fik det samme for dagens indsats. 60 usd hver. Eric havde selv sat sin pris, mens Alfredo ikke bad om penge. Hele flokken stillede op til foto. Alfredo mente også Eric og sønnens ven skulle med i fotoet som det mest naturlige, selv om deres bidrag var noget mindre end hans eget og sønnens. Det var endnu et fint personlig træk.
Meget nyttigt viste Alfredo så Eric en anden vej ud af området, så vi slap for bildækkene i sandet. Vi fortsatte vores roadtrip.

2 dages roadtrip

Vi har haft nogle rigtig gode dage i Paraguay. Et land vi ellers ikke havde høje forventninger til. Da vi mente, vi kunne se højdepunkterne i centrum af hovedstaden Asunción på én dag, så tog vi på roadtrip to dage i træk til to andre regioner.
Det bragte os ud på langet gennem grønne marker med køer, heste og desværre hele 16(!) skov- og markbrande. Her er grønt, frodigt og vand, men også så varmt at naturen selvantænder. En noget mere bogstavelig ‘brændende platform’ end den vi altid taler om i forandringsledelse. Eric tog fotos, registrerede sted og sendte det til sin kone og bad hende ringe til brandvæsenet, for der var jo meget kvæg på markerne, som han forklarede første gang. Til sidste spurgte vi ikke mere, men talte bare til 16.

Villa Hayes

De eksotiske besøgende. Den første dag var målet for vores tur et lille museum. Museo Municipal Salvador Garozzo i byen Villa Hayes. Lærke havde gjort sin research fabelagtig. Det handlede om den lokale vinkel på krigen mellem Paraguay, sammen med Argentina og Uruguay mod Bolivia. Det var i 1930erne og lignede alle udstillinger fra 2. verdenskrig rundt om i europæiske provinsbyer. En udstilling handlede om grænsedragningen mellem Paraguay og Argentina, hvor den 19. amerikanske præsident havde mæglet og truffet den endelige afgørelse efter anmodning fra de to lande, hvis vi ellers forstod den primært spanske udstilling rigtig. Her var plads til et udstilling om den spanske kolonialisering med illustrative figurer af en lokal og en spanier med noget der mest lignede en munkekutte mere end et slag og ledte mine tanker hen på den spanske inkvisition. Lidt lokalhistorie med puma og anakonda skind blev der også plads til.

Vi vidste, vi var et særsyn, da den søde ansvarlige tog billeder af os til deres hjemmeside og flere gange kom tilbage for at spørge, hvor vi kom fra, og hvad formålet med vores besøg var, og naturligvis hvor vi dog havde hørt om museet henne. Nu må vi se, om vi er på hjemmeside og SoMe i Villa Hayes. 😉
Der var såmænd så fint med promenade langs floden, hvor vi spiste lokal tærte med æg, tomat og oliven med appelsinsodavanden Pulp til, for den så vi overalt. Trods navnet, var der nu ikke frugtkød i.

San Estanislao

Næste roadtrip gik længere nordpå til San Estanislao. Den lille by havde ladet Coca Cola sponsorere velkomstskiltet… museet vi havde udset os her, var lukket. I stedet havde pladsen en lille park med pudsige indslag udover oppustelige baderinge, en issælger og et par ægtepar på hver sin bænk med hver sin medbragte termokande, så var der intet mindre end den eneste fælles udendørs mikrobølgeovn, jeg nogensinde er stødt på.
En anden yndlingsdetalje er stangen med skilte med afstanden til en masse hovedstæder i den lille park midt i byen. Vi bliver mindet om, hvor stort Latinamerika er, da afstanden til Columbia er godt 2/3 af afstanden til Spanien, hvor man krydser Atlanterhavet.
Vi udsøger os den katolske kirke midt på den centrale plads, et vægmaleri, en café, det lukkede bibliotek og Mormonkirken med det sylespidse, hvide tårn. Dem er der tilsyneladende i alle byer i landet.


Hjemløse har overtaget hovedstadens parker

Selve hovedstaden Asunción er der ikke så meget at opleve i. Et par af de parker, vi havde udset os at opleve i indre by, er nu beboet af hjemløse. Bl.a. Plaza Uruguay. Ikke enlige, fordrukne mænd, men hele familier med børn, der nu har lavet teltlejre. Vi får forklaret, at det er familier fra landet, hvor regeringen har ‘givet deres jord til store virksomheder, så de ikke længere har et sted at bo.’

Politikere har ikke det bedste ry her. Frem til for 20 år siden havde landet en diktator gennem 35 år. Hans ry var så barsk, at der gik rygter om, at han badede i blodet fra børn for at behandle sin hudsygdom. Man forklarede et højt antal bortførelser af børn med, at han havde sine folk ude for at bortføre børn, der f.eks. legede et øjeblik op gaden uden opsyn.

Landet har stadig enorm ulighed. Generelt så det såmænd ok ud, hvor vi var bortset fra enkelte landsbyer med huse på størrelser af kolonihaver og så de mange hjemløse i hovedstaden. Men 161 personer skulle eje 90% af økonomien. 2,5 % ejer 80% af jorden, og den er der meget at i det store tyndtbefolkede land med 7 mio indbyggere. Så her er vækst, men den kommer ikke ud til de sårbare. Vi bor ved et tilfælde i en tysk bydel med en virkelig god skole og Goethe Instituttet, og dermed får vi lige den historiske tilknytning til Tyskland genopfrisket.

Den transvestit vi mødte i et af områderne med blikskure for hjemløse, havde vist også et hårdt liv. ‘He works at night’ var konstateringen, vi hørte. ‘En smuk, slank, muskuløs ung kvinde’ var blot vores første indtryk. Man kradser jo også knapt i overfladen på 3 dage.

Den bedste fra Paraguay

De søde og hjælpsomme mennesker har klart været det bedste ved landet – og det havde været skønt, om vi havde kunnet spansk og dermed tale ordentlig med dem. Eric, Alfredo og Pedro.

I Asunción var det smukkeste den farverige malede bydel, Loma de San Jeronimo. Stærke farver på alle huse og vægmaler liver gevaldigt op i de smalle gader. De gør de mange vægmalerier generelt. Eric gik med os rundt, for det er hans yndlingskvarter, så han ville sikre sig, vi fik det hele med af de malede huse, mosaiktrappen, vægmalerierne og den lille kirke. Vand købte vi gennem døren på en lille kiosk, hvis coronalukningen bestod af en træpalle foran døren, som man så handlede hen over.

Vi spiser chipas og empanadas hos små butikker langs vejene. Det er lokalt. Tilbage i det gode restaurant på hotellet spiser jeg en stor bøf hver aften, for det er ligesom det, jeg har set for mig madmæssigt efter tidligere besøg i Argentina og Brasilien.

Vores helt vildt søde chauffør Eric tog os også med ind hos byens bedste svinekødsslagter. Volsted i Haderslev er vand ved siden af. Han købte 3 kg svinekøds ribs til 50 DKK / 50.000 af Paraguays valuta, for som han forklarede med google translate ‘I love pork stew’. Whats not to like.


OBS Har du ikke oplevet Iguassu vandfaldet endnu, så er det DET, du må opleve her. Det er et af de mest vindunderlige steder i verden. Jeg har lovet Ella at tage hende med dertil, for det er en af de mange, mange oplevelser, hun har til gode endnu. En af dem vi andre oplevede første gang, før hun blev født. Jeg kan ikke forestille mig, jeg nogensinde lommer dertil så tit, at jeg bliver mættet af det. Utallige sommerfuglene sætter sig på hænderne af en. Der er tukaner, næsebjørne, regnskov og det smukkeste vandfald.