Uruguay = ‘Latinamerikas svar på Danmark’.
Uruguay = ‘Latinamerikas svar på Danmark’. Ordentligt, jævn fordeling af indkomst, flade grønne marker med køer. Derfor så jeg lidt frem til Uruguay som et rejsemål uden helt så mange af de indtryk, der blæser en bagover af forskellighed i tankesæt, og så selvfølgelig frem til bøffer og vin.
Uruguay og Paraguay skulle også blive spændende at sammenligne, fordi de ligner hinanden med de vidtstrakte flade grønne marker med kvæg. Paraguay har så en ret ekstrem ulige fordeling af pengene og jorden med en (for en dansker fra velfærdsstaten) næsten uforståelig lille gruppe styrtende rige. Uruguay har derimod fordelt indkomsterne jævnere uden at være socialistisk.
Første indtryk af Uruguay før ankomst var ringe digitalisering med alt for mange krav til selvangivelse for at opnå den QR-kode, der som en anden nøgle åbner landet. Da vi så når frem, stemples vi bare ind uden interesse for noget af det angivede. Når jeg nu digitaliserer DK og EU mhp kontrol og sikkerhed, så er det næsten ikke til at bære så meget processerne og brugergrænsefladerne her bærer præg af, at man har hastet ting igennem – både klassiske embedsværksopgaver og IT løsningerne, der skal understøtte dem. Tiltro til deres evne til at passe på alle de personfølsomme data de lige har afkrævet mig mangler totalt. Oveni det er der den stort set globale mangel på politisk vilje til at tage ansvar for det – selv om pandemien ikke er ny længere. Også her minder Uruguay såmænd om Danmark.
Næste del af første indtryk af landet er en klassiker for rejsende. Taxaerne fra lufthavnen. Taxaen de 15 km er på taxameter, men det forhindrer os ikke i at blive flået af en taxachauffør for første gang på denne rejse, for turen koster over 500 kr. Chaufføren havde bestemt heller ikke sans for sine kunder og ræsede afsted i sin store Mercedes, og overhalede hver gang han kunne, fremfor at have blik for, at vi gerne ville se statuer og promenaden langs vandet. Havde han ønsket drikkepenge, tilfredse kunder og flere ture, så havde han skulle tilpasse prisen, samt kørslen væk fra ‘kunden er travl forretningsmand, hvis ego styrkes af at køre i dyr bil’. Jeg savner den Eric i Paraguay og Shakira English i Jamaica, der begge kørte med os 4 dage hver, fordi de ikke bare kunne køre bil, men levere ordentlig kundeservice og overgå forventningerne.
Samtidig er første indtryk alligevel godt. Her er rent. Tingene fungerer. Montevideos Rambla dvs promenaden langs havet er lang og ligner promenaderne langs Middelhavet i Sydeuropa. Masser af høje huse med lejligheder med havudsigt, palmer, mennesker der løbetræner eller går tur med en hund.
Vi tjekker ind i Hotel Palacio, som vi straks anbefaler helt uden at afkræve procenter. Det fineste gamle hus midt i centrum med ældgammel charmerende stil med støbejernsgitre med fine mønstre langs trapperne og elevatoren der går op midt i huset og sammen med en lysskakt sætter stemningen. Vi får den sødeste ældre, spansktalende dame i tale og får lov at vælge mellem flere værelser. For 104 usd har vi en hel lille lejlighed med to værelser, badeværelse, altan og køleskab i tre dage. Så låser yderdøren ikke, kun de enkelte værelser, men her er så trygt at vi ikke låser os inde.
Nede i gården er regnbueflaget med en officiel sten fra bystyret om, at man her i Uruguays hovedstad respekterer mennesker med forskellige seksualiteten. Et smukt signal. Der er et galleri, vægmaleri, træer og røde borde i zigzag, hvor unge mænd sidder to og to og ryger hash og snakker hyggeligt sammen. Om hjørnet blander antikvitetssælgere på gaden sig med sælgere af røgelsespinde mens selve butikkerne er fine tøjbutikker og en Starbucks, hvor to kaffe koster 120kr.
Montevideo er rar med masser af små parker med platantræer og palmer. Der er gerne et springvand. Her er de i den klassiske form – rundt med tre etager med vand og gerne lidt dyr eller et par små tykke englebørn. En statue er der heldigvis også gerne prioriteret plads og råd til. Det er godt og gør meget for livskvaliteten med de mange små fine byrum, jeg får ro, grønt og glæde i.
Sådan lidt kritisk, så er her machokultur nok til, at statuerne oftest er en eller anden mand til hest, som har gjort noget ifm krig… sjældent en med en bog og endnu sjældnere en med en kvinde. – Vi fandt dog en statue af en smuk naturlig kvinde med to børn løbende glade ved sin side. Den stod på en legeplads. Der var lukket pga covid. Suk.
-men, men her er stadig langt rarere at være som kvinde end i alle de lande, hvor jeg skal dække mig til. Min krop, mit hår, min personlighed og dermed min betydning og eksistensberettigelse. Sååå meget hellere dette samfund. Her er MOR også dejlig vigtig 😉
Heldigvis og trods alt, masser af kunst i gaderne og grønne områder, der gør en by rar at være i.
Desuden er Montevideo fuld af masser af skønne, koloniale huse med høje dekorerede døre, høje vinduer, og masser af små figurer af mennesker eller vindruer, krukker og blomster på facadernes døre, etageadskillelser og tårne. Ja, der er tårne på en del huse, og det er fint og giver stemning.
En stribe kunstmuseer og gallerier bidrager til stemningen i de pæne gågader.
I de mest rambonerede sidegader med tomme huse betyder talrige, farverige og detaljerede vægmalerier rigtig meget for stemningen.
Der er nemlig også en social slagside her. Der er mange hjemløse i gaderne og parkerne. Ikke permanente beboelser med familier som i Ascusion. Men enlige mænd med misbrug og psykiske sygdomme. Triste skæbner. Mange af dem forholdsvis unge uden udsigt til at blive gamle, som de ligger der, radmagre, tatoverede, brankede af solen og nærmest besvimede snarere end sovende på bænke og plæner.
Vi har markeret en masse steder i indre by på maps.me. Så går vi rundt. Vi går langt. Det er dejligt, at klimaet er som en dansk sommerdag, og at her er sikkert nok at gå i dagstimerne.
Første dag ville vi genre have oplevet mere, men måtte fokusere på covid. Næste dag var Lærkes fødselsdag, så den skulle være god. Vi havde planlagt at tage bussen til Colonia, men sov længe og læste fødselsdagshilsner, og endte med at være på busstationen så sent af vi valgte at købe busbilletterne til dagen efter.
Så på Lærkes fødselsdag den 13.1 vandrede vi Montevideo tynd, og spiste den bedste fødselsdagsfrokost / middag på Café Brasiliero, der er en legendarisk restaurant i den gamle by og har eksisteret siden 1877. Det bedste mad til rimelige priser. Lærke nød maden, og jeg fik turens bedste stykke kød med risotto med blåskimmelost og vin til. Det der gode stykke kød, jeg havde troet, jeg skulle have hver dag her i landet.
Fredag stod vi så tidlig op i vores fine gamle hotel Palacio med de to stjerner og en rating på hele 9 stjerner på booking / hotels og med de sødeste gamle mennesker i receptionen. Dagen før havde damen ønsket Lærke tillykke med fødselsdagen, for det havde hun lagt mærke til fra passet ved checkin. Nu fandt hun straks en ske frem og varmt vand, så Lærke og jeg lige kunne supplere hendes små croissanter og kulsorte kaffe med lidt yoghurt og en kop te.
Så prajede vi en taxi og fandt til busstationen og havde lige 2 min, inden bussen kørte til at finde vores pladser. 3 timers bustur gennem et landskab der ligner Sjælland 🙂 Omend med enkelte egetræer erstattet af palmer. Både busser og taxier fungerer effektivt.
Her er generelt er priserne høje, ligefrem danske. Det koster det samme at køre 300 km i bus, spise fødselsdagsmiddag og bo 3 nætter på hotel incl morgenmad og med fin redt seng hver morgen og aircon. 600kr for 2 personer for hvert af de tre. Lufthavnstaxaen de 15 km var med her ved ankomst, men da vi slap for den pretentiøse Mercedes var prisen heldigvis det halve tilbage til lufthavnen.
Vores metode til at forberede besøget i byen Colonia er den samme som til Montevideo og i øvrigt rejsens øvrige byer. Vi tjekker regionen i Nomad Mania, fordi de rammer vores rejseform og interesser godt. Vi supplerer med TripAdvisor samt tip fra rejsegrupper på Facebook. Noterer det interessante i maps.me, så vi kan gå rundt og finde det uden at have net. Så er vi klar.
Havde vi haft et par dage til, så havde vi taget endnu en bustur til den nordlige del af landet, men vi har måttet bruge voldsomt meget tid på corona-logistik, og jeg har arbejdet en del her. Så det bliver som altid i livet en prioritering og det muliges kunst, hvilket også er i orden.
Lidt coronarejsebøvlsbrok her i 6. land – kan springes over
Første indtryk ift. rejsen var, at Uruguay havde en del covid restriktioner. Det gjorde vi ikke turde flyve til Buenos Aires og sejle derfra, men fløj direkte fra Asunción i Paraguay til Montevideo i Uruguay for at mindske risikoen for, at restriktioner mellem landene skulle betyder, at vi ikke kom dertil.
Deres obligatoriske digitale health form er et af de værste udslag af pandemien, vi endnu har set. Det virker som om, man har lavet en høring til samtlige offentlige myndigheder og dernæst valgt ukritisk at inkludere ALT hvad ALLE kunne finde interessant i skemaet. Ikke bare sundhed, men smugling, kontanter og personlige oplysninger. Som besøgende er det uhørt at skulle oplyse så mange personfølsomme data for at få indrejse, og jeg gad nok vide, hvor mange datalæk af personfølsomme oplysninger, vi ser ind i, men sikkert aldrig kommer til at høre om. 😕
Jeg anerkender, det er ethvert lands ret. Men – proportionalitetsprincippet har jeg savnet i DK i to år, og jeg savner det også her.
Dernæst virker det, som om man har taget alle 10 forskellige papirs-dokument-typer og lagt dem op digitalt for alle tænkelige forskellige typer af rejsende, ex business, økonomisk, familiebesøg … men ikke turisme. Som turist skal man så selv gennemskue, at man kan udfylde skemaet for ‘immune og børn under 12 år’! Går man ind under skemaet for udenlandske statsborgere og formålet økonomi, kan man lige overveje om man skal overveje at investere i turismeudviklingsprojekter, købe et hotel elign. Eller business, måske identificere nye rejsemål?
Alt er naturligvis udelukkende på spansk! Til både turister, mulige investorer etc.
Endelig har man øjensynlig benyttet agil IT udvikling med release i små batches af minimum viable products, DEV-OPS etc. Såre fornuftigt og nødvendig, når politikere har travlt og presser på for at introducere alt muligt uden ledelsesmæssig at tage ansvar for, om de også bevilliger tiden eller folkene til at gøre det (klassisk projekttrekant). Agil projektledelse bliver så både et de fakto godt projektledelsesværktøj, og samtidig desværre en glimrende undskyldning for både politikere og projektledere til at gå i luften med noget makværk med forsikringer om, at det bliver bedre lige om lidt. Aben lander hos brugerne dvs her … os.
For at sikre os QR-kode-nøglen til Uruguay skulle der Lærkes born-digital og intelligens til at finde ud af, at vi først skulle oprettes som brugere, og så identificere det korrekte skema (det er det for immune og børn, så prøv ikke at være turist uden vaccination); skifte browser til safari, som var den eneste skemaet virkede i, i modsætning til den, man default havde sat linket til at henvise til; samt få uploadet i de korrekte formater og størrelser.
Selv om det er land nr 180, og jeg arbejder i et agilt IT udviklingsprojekt… havde jeg en smule hovedpine, da vi havde færdiggjort dette skema og det sidste med transit gennem Spanien. Endnu en bøf hjalp dog gevaldigt på humøret. Næste gang må jeg til Afrika igen. De fleste lande der, er mindre bøvlede for tiden.
Vi fremviste troligt frisk PCR-test (850 kr for to), vaccinationskort og QR-koden for udfyldt skema sammen med pas og flybillet for at komme med flyet. Flybilletten var i øvrigt til LATAM, og vi skulle så med Paranair der åbenbart operere afgangen, hvilket ikke stod nogen steder. Da det er en lille lufthavn, og der ikke var andre lignende afgange var det dog den vante og nemme udfordring ift at nå frem til QR-koden. Der er ikke noget at sige til, at vi aldrig har set så mange små-desperate mennesker ved indtjekning som på denne rejse. Folk der står og prøver at udfylde skemaer. En ekstra fremskudt medarbejder, der står inden køen til tjek-ind skrankerne for at tjekke, at folk har QR-koden, så de ikke senere blokerer en hel medarbejder. Måske også til st hjælpe de stakkels passagerer, når det går højt for sig. Flyselskaberne har såkaldt transportøransvar, så de har kun interesse i ikke at tage nogen med de skal transportere tilbage igen eller får bøder for at have taget med. Kuriøst nok tager en gammel nonne prisen som den med flest spørgsmål til den fremskudte medarbejder på denne tur