ExpandingOurHorizon

Følg rejsen til alle verdens lande med børn og bliv inspireret til selv at komme afsted ved at læse med eller booke et foredrag.

ExpandingOurHorizon
AfrikaRejserRejser alene som kvinde

Djibouti. Land nr 188/195.

Få rejser hertil. Af dem, kommer de fleste for at svømme med hvalhajer. Det står også på min Bucketliste, men er ikke årstiden.

Det, jeg ikke anede om det lille land på Afrikas Horn, er, at det er i fuld gang med at blive selvforsynende med bæredygtig energi som det første land i Afrika. 3 tektoniske plader bevæger væk fra hinanden netop her og giver vulkaner, jordskælv, og varme kilder. Det kan jo glæde min nordeuropæiske eksport-sjæl, at det er Island, man har valgt at få hjælpe fra til at udnytte den geotermiske energi, og tyske Siemens der leverer vindmøllerne (i den store sammenhæng næsten lige så godt som danske Vestas). Det er da virkelig en god ledelsesbeslutning, Djibouti har truffet her.

De kan noget. For her er rigdom trods fuldstændig mangel på råstoffer og landbrugsjord. Strategisk beliggenhed omsat til velstand. Lande betaler for at have tropper her, så de bla kan forsvare deres handelsflåder mod pirater. Bla. Frankrig, Spanien, Tyskland, Belgien, Italien, USA, Japan og KINA. Det er første sted, Kineserne har etableret militær base her og endda med 10.000 tropper efter sigende.

Her er vist hele 7 havne til container trafik. Velstanden kommer nemlig i høj grad fra handelen. Etiopien ligger uden adgang til havet lige bagved Djibouti og får alle varer ad denne vej. Ihvertfald indtil om ca 1 mio år, når det Røde Hav når Etiopien, fordi de tektoniske plader bliver ved med st trække sig fra hinanden og splitter Djibouti ad. Indtil da nyder beboerne godt af, at franskmændene kolonialiserede dette lille stykke land for sig pga den strategiske beliggenhed. I mellemtiden bygger kineserne som vanligt havnene til egne varer. Her har man dog bedre fat i forhandlingerne end i det meste af Afrika, lyder det til, så havnene ejes af Djibouti, bruges sf alle, og Djibouti kan købe kinesere ud for 1/3 af etableringsomkostningerne.

Befolkningen er del op i tre. Afar med arabiske rødder i Yemen. Etiopiere. Somaliere. Dermed også sagt, at de ustabile nabolande ogdå betyder en del for accepten af de mange udenlandske tropper i landet. Uroen kan nemt brede sig ind i Djibouti, hvis man kan organisere modstand eller oprør herfra. Derfor må jeg erfare m, at facebook er begrænset. Det tog en del tid at opdage og få den VPN ind, de lokale siger virker bedst og naturligvis det efterhånden uundværlige simkort. Det endte med at simkortet skulle købes i en forretning fra det store rige nationale teleselskab. De registrerede pas og holdt styr på de rolige kunder med 13(!) overvågningskameraer i loftet. Derfra kunne selve satsen så købes for små penge i de ‘butikker i vinduer i husgavle’ der altid er så mange af.

Det er naturen med vulkanerne mm, der giver den helt store rejsemæssige oplevelse.

Helt i sydøst findes Lake Abbe. 6 timers kørsel af grusveje eller i zigzag mellem containerbiler.

Når man først kommer udenfor den arabisk-rige hovedstad, så er der fattigt. På ruten mod Etiopien til Lake Abbe er det etiopiere, der har blikskure, hvor etiopiske chauffører kan få et måltid varmt mad og lidt søvn. De kunne godt bruge mere søvn, for Mærsk og andre har mistet en del containere, når chaufførerne er kørt af vejen og væltet. Her er så meget plasticaffald, og det rager dem åbentbart ikke. Min guide Mohamed siger, at de opfører sig, som om de bor til leje.

Ellers er det små landsbyer med huse af ler, grene og en slags ovale nomadetelte.

Jeg skal naturligvis helt ud til søen, der går ind over grænsen til Etiopien. Herude har der nemlig været havbund. Høje skorstene stå der på den den flade ørkenjord og ryger, ligesom det ryger fra varme kilder ligesom på Island, New Zealand og Chile. Skorstene er skabt, mens de stod på havbunden og de varme bobler nedefra tog mudderet med op. Der er gips i jorden, så bindemiddel er her også. De er flotte og særprægede.

Når der er vand, så er her også liv. Trods kogende varmegrader, salt og svovl. Ved en oase gå to kameler. Eet muldyr af den store gruppe vilde, der lever her. En ørkenræv. En ørn. (Jeg tror nu, det er en af de hvide gribbe med gult hoved, der også lever på Socotra) Samt en af de små Thompson (?) Antiloper.

Solnedgangen er den klassiske røde kugle, der farcer hele himlen og her kan man altid finde en vinkel, så den går ned mellem to skorstene eller lige lægger sig på toppen af én. Der er nok at lege med for den engagerede amatørfotograf.

Det samme er solopgangen herude. Nu med mere orange og lysere toner på vej mod sit gule lys til dagstimerne. Hele stemningen sættes herude, hvor farverne reflekteres i søens overflade og ørkensandet der sitrer af varme.

Flamingoerne stod på afstand i det lave salte vand. Som lyserøde plasticfigurer sat op udenfor det felt, hvor jeg kan se dem tydelig. Og ligeså ubevægelige.

Vadehavsfuglene havde parringssæson. En sort og hvid fugl med meget lange tynde ben skræpper konstant for at advare andre om, at jeg er der. Det er vist også for at vise sig. Da han letter er det nemlig med kursen stik mod en yndig identisk fugl, som han straks efter parrer sig med. For ham selv og hunnen må det have lydt maskulint og sexet. Jeg havde lige haft sagt til guiden Mohamed, at fuglen lød som et af den slags pibedyr, man giver hunde at lege med. Sådan falder den slags pusten sig op så ofte på stengrund hos mig.

De lokale forsøgte sig med landbrug. Det blev til den mindste mark med græs hvor der var en kilde. Det gav lidt at sælge til dem med husdyr. Lige nu havde en stor and det for sig selv.

På vej retur mødte jeg strudse og længere mod nord en flok bavianer, der selvbevidst og med store røde numser spankulerede med selvbevidst attitude langs vejen.

Det lyder alligevel af mere, end det er. Hovedparten af indtrykket er trøstesløs ørken med større og mindre sten, mere eller mindre farve, og affald, væltede lastbiler og forladte bulede containere.

Da vi når lejren med små telte og hytter er der ikke rift om pladserne. Vi er præcis to rejsende. Hver med forhjulstrækker, chauffør og guide. Det lokale koncept som så mange lidt udfordrende steder som uafhængig rejsende.

Martijn fra Holland er løber. Han har lige været på Socotra og agter at fortsætte til Somaliland. Der er gode historier at udveksle. Mon ikke vi ser ham i NM og EPS snart.

Det er ramadan og de andre er helt overstadige, da de endelig får dadler, vandmelon og kiks ude mellem skorstene på solnedgangsturen. Stemningen er god, som den altid er, når de får lov at spise efter at have fastet.

Det er stemningen også næste morgen, hvor alle er oppe til solopgangen på tur og så tilbage til morgenmad.

Børnene i campen er søde og sjove. Pigerne har allerede tørklæder på fra 5-6 års alderen, hvilket er endnu før en den ellers voldsomt muslimsk konservative ø Socotra (Yemen). Heldigvis er de lige nysgerrige alligevel. Og glade. Jeg lader dem tage billeder af hinanden og af os. Nu skal jeg så slette 535 fotos på min arbejdsmobil, men der kom mange smil, en del læring og såmænd også nogle gode fotos ud af det. Medina er den modigste og kvikkeste. Hun fanger det, mens lille Lothar tager mange fotos af os, før det begynder at lykkes ham. Den lidt ældre milde og meget voksne Busra er nysgerrig på foto og lidt vel voksen af sin alder.

Medinas mor er med i min bil næste morgen og bliver sat af i landsby nr 2. Hun dækker sig helt til, da hun stiger ud. Men inden da er hun på alle måder åben og smilende. Hun er glad og stolt ved at se sine børn lære at bruge kamera og telefon og se gode billeder af dem. En af mændene er med en enkelt landsby. Vi har tre forskellige med oppe og køre i læbet af dagen.

Næste dag gik rejse til Lake Assal. En saltsø. Her var smukt. Som det Døde Hav. Ingen turister. De 3 lokale souvenirsælgere havde fundet ud af at lægge gedekranier olign i salt og lade det tørre. Ikke lige til hverken at checke ind i kuffert eller til håndbagage, men kreativt. Jeg nød at gå rundt på saltet og fascineres af naturen.

Så kunne jeg altid fascineres af kinesernes forretningstalent samtidig, for i den sydlige ende af søen ligger en enorm fabrik, der kun laver kosmetikprodukter af saltet. Jeg vinklede fotos, så naturbillederne ikke lige havde den med.

Ved det inderste af bugten er den vulkanske aktivitet jordskælvene størst. Her er et månelandskab ala Island, faktisk vildere. Man kan simpelthen fotografere klipper der er sprængt midt over og lange revner i stenlandskaber af store klippestykker. Her er områder med lag af skaller af lave eller sten, hvor vi har forbud mod at gå. Etiopiske flygtninge på flugt fra politiet døde herude for nogle år siden, da de røg igennem de tynde flager i overfladen og ned i lava eller kogende vand.

Hovedstaden Djibouti City er en anden verden end resten. Her er velstanden fra handel og militær samlet. Her er de udstationerede og deres familier også. Da jeg tog ud og spiste grillet frisk med forretningsmanden Mohamad, var de andre en stor flok italienske soldater. De så på mig, som om de forsøgte at regne ud, hvad jeg er for en størrelse, uden held 😉

Coca cola, khat og vandmelon. Det er så mit indtryk af, hvad de spiser. Coca cola har været i landet i 50 år, og alle drikker det øjensynlig. Vandmelon spiser alle og de sælges overalt. Khat er sværere at fotografere, men sælgerne er talrigt til stede, og min driver synes, jeg var træls, at jeg udtrykte min klare modvilje mod at han ville have givet sig til at spise det om aftenen. Sådan er jeg så kedelig.

En favorit detalje var, at det var lokale kvinder, der vekslede penge på gaden. Banken var i dametasken. Ubeskrivelig meget bedre service end såkaldt optimerede og digitale danske banker leverer. Ind til siden, bilruden ned, og så den officielle kurs. En må forklare mig forretningsmodellen når alt synes at være den officielle kurs. Jeg måtte desværre ikke fotografere hende, jeg vekslede hos. Ellers kan man hæve til officiel kurs i ATM.

Der var markeder. Den ældste moske.

Hamoud på markedspladsen. Den største er betalt af Tyrkiet. En mellemstor moske er ved at blive bygget ved siden af et nyt hotel til forretningsfolk i bymidten tæt på havnen. Ude ved Djibouti International Free Trade Zone har de også bygget både et Center til kontorerne, et 5 stjernet hotel til forretningsfolkene og en moske til dem. Det er den største Free Trade Zone i Afrika og 2-3 år gammel. Her ligger World food program også og distribuerer Mælkepulver og ris til Etiopien og Somalia. Måske tættere på Gud reelt.

En katolsk kirke er gylden.

Jeg får lov at gå ind af søster Regina (dronning) og tager et fint portræt af hende med korset i kæde om halsen. Hun er fra Kenya, og fortæller at alle kristne er udlændinge, og alle lokale er muslimer. Jeg sidder lidt og trækker ro ind, inden vi igen er på gaden. Her var rart at være.

Jeg havde arrangeret med Khalid. En somalier bosiddende i Sverige, som driver rejsebureau i sit hjemland (ord som svensk og naivitet i samme sætning trænger sig på). Han var mega serviceminded. Da jeg stod i 11. time og ikke havde det planlagte visa og enten skulle retur før eller videre på rejsen, fik han hjulpet mig. Derfor fik han lov at stå for program, da jeg havde nævnt det jeg i hvert fald helst ville.

Han havde så endnu en lokal somalisk partner i Djibouti. Jeg sagde ok til det setup og tænker dog, betalingen bliver smurt tyndt ud.

Mohamad der tog imod mig, præsenterede sig som en der arbejdede med IT i lufthavnen, har iværksætterhotellet Start up Factory og mødte sin kone i JCI. Det var simpelthen for tæt på min profil på LinkedIn. Jeg undlod ‘ih det har jeg også’, men prøvede dog uden held at få lov at komme ind og se iværksætter fabrikken.

Mohamad havde hyret en navnefælle til at være min guide. De havde de tydeligvis gjort før, men derfor havde de nu ikke lært at videregive ønsker og andet fra kunderne. Guiden havde heldigvis en basisforståelse for turisme og service, hvilket reddede meget.

Min chauffør var vist en eller anden lokale somalisk butiksejer med et kørekort som handler med forretningsmanden Mohammad. Han har nemlig ingen fornemmelse at være serviceminded. Han vil købe khat. Kan ikke køre i sand, hvilket er ret centralt i Djibouti! Lader os vente mens han selv løber ærinder. Tager andre med op og kører, og tager penge for det. Det var, ok indtil han ikke vil køre derhen, hvor jeg ønskede, for han nu havde solgt billetter i modsat retning. Standsede hverken for dyr eller udsigter etc. Så turen blev lidt stram til sidst. Han var jo allerede stort set fra dag ét kørt fast i sandet. Havde Omar og det andet team ikke kørt min bil op af sandet, så havde driveren siddet fast endda. Omar sikrede sig derfor galant, at han ventede på mig på vejen retur, indtil han var sikker på vi denne gang kom igennem det værste sand. Gentleman!

Logistikken er en væsentlig del af den rejsendes værktøjskasse. Erfaring hjælper.

Covid testen ved ankomst var en vittighed. En pengemaskine til 30 usd pr ankomst. Vatpinden landede et sted under tungen i stedet for i halsen. Kvitteringen vat udskrevet tik Ryan McDonald. Resultatet hørte jeg aldrig noget til. Helt som ved ankomsten til Cameroun.

Jeg kiggede dog noget skeptisk, da den noget uvenlige patroniserende pasbetjent krævede, at jeg beviste, jeg var tourist, i modsætning til forretningsrejsende. Da jeg lige havde vendt den, så stak jeg ham den invitation fra fixeren, der lå til grund for, at jeg havde fået turistvisum til hans land. Det godtog han.

Ved udrejsen måtte jeg pakke tasken ud. Det er jo ubelejligt, når jeg lige har pakket alle souvenirs ind i hvert sit stykke tøj. Endda på vejen hjem, hvor jeg har givet mig selv lov til undtagelsesvist at tjekke en taske ind. Hvorfor skulle jeg tjekkes. Det er Air France fra Djibouti med både de franskmænd med magt, historie og penge i landet. Men også ganske enkelt fordi han ikke kunne forstå, at JEG skulle have EN STOR BOG med… flot. Er det en omvendt blondinevits. Eller skal jeg bare konstatere, at Jakob Øster absolut skulle skrive om alle lande i verden og derfor skrev en ret tyk bog 😉