Cykeltur blandt rismarker og klaustrofobi

30 km på cykel blandt rismarker, bomuldsmarker, pomelo- og appelsintræer, taro mm. Vi lejede to cykler, fik snørret to pudsige børnestole på i bambus og allierede os med lokal guide, som havde en bog med gode anbefalinger fra danskere og talte flydende engelsk. Vi cyklede ad små grusstier mellem Områdets karakteristiske bjerge, langs Li-floden, gennem små fattige landsbyer, hvor de gamle var så krumbøjede af de mange tunge løft, at de bøjede sig 90 grader. Naturen var ufattelig smuk, når vi var blandt bjerge og marker. Der blev til gengæld deprimerende, så snart der var mange mennesker, for så var affald smidt overalt og skure til vandsælgerne og husene virkelig fattige og alt omkring dem rodet og beskidt…

Det var dog intet mindre end skønt at komme ud og cykle igen i frisk luft. Naturen er utrolig. Et bjerg har et måneformet hul, et ligner to der kysser, en ørn, en kamel… En sød kvinde lod Lærke prøve at sidde på sin vandbøffel. Børnene fik en bomuldkvist hver at sidde med, og Lærke og Mette pyntede cyklen med blomsterkranse med bourgonvillaer.

Christian og guiden havde valgt Sorte Buddha grotten. Den positive historie er at Christian og børnene havde en spændende og grænseoverskridende tur, hvor de klatrede op og ned i snævre sprækker, mavede sig igennem i flad smal åbning, badede i mudder langt inde i bjerget etc.
Den negative side af historien er, at Mette hadede alt vec grotten – de grimme stalakitter og stalamitter, som ikke var noget i forhold til, hvad vi har set før, det teenage-trecking-agtige ved mudderbadet, den lidt kolde fugtige luft hvor man kun gik rundt i badetøj, fattigdommen og ligegyldigheden i landsbyen udenfor… og især de meget snævre gange, der gav klaustrofobi, så Mette gik ud igen midtvejs, og måtte stå i en time og vente på at få sin familie ud. Ret grænseoverskridende og det gør vi ikke igen. Mette var nu i grotte igen næste dag, men en langt større og mere civiliseret en, så det havde hun det fint med, som hun plejer.

At cykle i kinesiske byer er for rutinerede storbycyklister med gode nerver – især når Lærke er faldet i søvn og vipper frem og tilbage, får hovedet ud til siden hvilket er farligt i den ekstremt tætte trafik og bliver lidt ked… så de sidste par kilometer gennem byen var lidt af en prøvelse. Vi kom igennem, spiste en sidste gang på yndlingsrestauranten og gik udmattede i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *