Kongebyen Hues mausolæer og templer

Kong Minh Mangs mausolæum var, ligesom Tu Ducs, stort, smukt og
harmonisk. Der var fredfyldt, templer, statuer af mandariner,
soldater, heste og elefanter, smukke blomster, skovområder, søer med
lotusblomster og selve graven. Vi kunne nu godt have sådan et
sommerhus.
Mette og børnene grinede en del af, at Mette er mandarin,
dvs embedsmand. Kongen havde 33 dronninger, 107 konkubiner og fik 142 børn. Det siges, at der hver aften blev udvalg 5 konkubiner til hver sin del af nattevagten og at “han gjorde dem alle lykkelige og 3 blev gravide”. (yeah right)

Den næstsidste vietnamesiske konge, Khai Dinh, blev indsat med fransk støtte og var ikke en stærk konge, så han brugte meget tid på fritidssysler, og døde tilsyneladende af en kønssygdom. Hans søn, Bao Dai, blev den sidste konge. Han sad frem til august-revolutionen i
19545, hvor Ho Chi Minh kom til magten. Da hovedparten af Hues befolkning var i familie med kongerne, så flyttede Ho Chi Minh hovedstaden til Hanoi, hvor han var i sikkerhed. Oprindeligt var hovedstaden lagt i Hue, fordi Vietnam var truet både fra syd og nord.
Kong Khai Dinh brugte masser af penge på mausolæet for at bruge et
nyt europæisk materiale – BETON. Det er ret kitschet, men også
imponerende med utrolig mange drager på søjlerne og ikke mindst en
statue i fuld størrelse af kongen, der sidder under en baldakin… i
guld. 9 m under statuen er han så begravet. Selve graven er smuk med
billeder lavet af mosaikker af porcelæn og keramik i klare farver med
motiver som lotus, traner og drager.

Altret for solen og månen var så helt ligegyldigt, men da vi blev fanget i monsunregnen der, så fik vi en kop kaffe og saftevand hos den lokale cafe med chaufføren, en meget sød taxichauffør. Vi kørte med samme bil i går, og synes han var sympatisk, fair og kørte godt, så vi havde bedt ham køre for os idag igen, hvilket han var meget
glad for. Jomfru Maria med Jesusbarnet hænger i bakspejlet.

Vi så Thieu Tri, der er et tempel, hvor 20 eunukker er begravet. De fik jo ikke børn, så en af dem byggede for 150 år siden templet, som andre satte i stand igen 50 år senere. Så vidt vi kan forstå adopterede en eller flere af dem et barn, som så kunne tage vare på forfædredyrkelsen, som er så vigtig herude. Det ses tydeligt, når vi kører igennem landsbyer der er så fattige, at mange huse er lavet af strå, mens deres kirkegård er fyldt med store marmorsten ved
familiegravstedet. Gravstedet var under restauration, så en del var lukket og meget var groet til, men til gengæld havde vi det helt for os selv og nød den fredfyldte stemning.

Buddhisternes vigtigste pagode i Vietnam er Thien Mu. Munkene her var i opposition til franskmændene. Den katolske præsident for sydvietnam lod i 1963 soldater angribe demonstrerende buddhister i Hue. I dag har flere af munkene være fængslet af det kommunistiske styre. Vi mødte en utrolig venlig munk, som lod os komme ind i templet og lod børnene prøve klokken. Monsunen slog igen til, så vi ventede i 10 min , mens vi så på åkander og guldsmede i den frodige have.

På vejen tilbage til hotellet kørte vi langs Duftenes flod og ind forbi vejen Pho Mong i landsbyen Kim Long, hvor en del villaer med smukke gaver dominerede kvarteret. Skibene på floden sejler enten med turister eller grus fra de mange grusgrave.

Filosofien bag samfundet er et mix af buddhisterne i det vigtige tempel, af katolikkerne i taxien, af den enorme skulptur (Konfutze?) på bjergtoppen og kommunisterne med Ho Chi Minh billederne over indgangen til enhver skole.

En utrolig spændende dag, hvor vi synes, vi har set meget historie.