Vietnamesiske toldere

Sikke en dag. Klokken 10 blev vi hentet, som planlagt. Halvvejs til
lufthavnen ringede telefonen, og chaufføren så helt forkert ud i
ansigtet. Han havde hentet de forkerte gæster. Christian talte med
store bogstaver, og overbeviste ham om, at han skulle fortsætte til
lufthavnen, for vi skulle tjekke ind 15 minutter senere. Vi nåede
det. 15 minutter efter os ankom den eneste anden familie med to børn
på hotellet. Vi går ud fra, at de så er kørt med vores chauffør. Det
kostede os 10 dollars til chaufføren, og var en fin reminder om, at
vi lige skal tjekke alt en ekstra gang, og så en gang mere!

I lufthavnen blev vi til gengæld tjekket en ekstra gang. Det viste
sig nemlig, at tolderne havde sat et forkert stempel i ungernes pas
på vej ind i Vietnam. De havde fået et stempel, som om de ikke havde
behov for visum. Det gælder dog kun for ophold op til 14 dage. Vi
havde været der i knapt 4 uger, og ungerne var skrevet i Christians
visum, hvilket jeg også havde informeret dem om ved indrejsen… nu
var det jo heller ikke særlig sandsynligt, at ungerne ville forlade
landet 2 uger før deres forældre… men OK. Damen ved tjek ind havde
faktisk allerede sagt, at børnenes visum var udløbet, hvortil Mette
havde set temmelig overbevisende og bestemt ud, da hun oplyste, at
ungerne var skrevet ind i Christians visum, og alt var i skønneste
orden. Da vi så kom op til den mandlige tolder, så kom forklaringen
på problemet så frem. Mette så på ham og kunne ikke lade være med at
trække på smilebåndet, da han gentog, at vi skulle kontrolleres en
ekstra gang og han skulle have passene med hen til sin overordnede,
fordi hans kollega havde lavet en fejl – ikke fordi vi havde fjort
noget galt. Da han endda fortalt os, at vi kunne have nøjes med 2
indrejsedokumenter, i stedet for fire, måtte vi venligt sige, at det
vidste vi jo ikke lige, men da vi helst vil have papirene i orden
havde vi brugt princippet “hellere for meget end for lidt”. Vente
vente vente. Mette oplyste, at nu stod der altså, at vores fly var
gået i gang med at boarde… vi fik at vide, at vi skulle nok nå det,
og det gjorde vi såmænd også, med smil fra tolderens side og endda i
så god tid, at vi nåede at købe en æske Anton Berg chokolade.

Dejligt at komme til Thailand. Meget rigere end Vietnam. Det er
sikkert. Vi har sagt, at Vietnam er 20 år bagud. Det er vist
optimistisk på Vietnams vegne. De søger jo at indhente et mål, som
bevæger sig. Thailand udvikler sig hurtigt. De veje og den metro som
var ved at blive bygget, da vi var her sidst for 8-10 år siden, er nu
bygget færdige. Man kan se, at folk har været rigere i lang tid. En
lidt speciel indikator er, at der er flere meget høje mennesker, og
flere fede mennesker. Forskellen på rig og fattig er dog fortsat
enorm. Med fremskridtet er også fuldt enormt mange højhuse, en
utrolig luftforurening og et infernalsk støjniveau, der har sendt
dunkedende rockmusikrytmer op til os indtil kl 2400 hver aften fra
World Trade Center lige overfor vores hotel. Her havde det budhiste Thailand også en pragmatisk tilgang til religion. Ved indgangen kunne man lægge blomsterkranse ved en elefantgud og Budha, inden man gik ind og shoppede. På øverste sal var der pyntet op til JUL med julemænd og juletræ… budhisme eller ej, så er julen bare for god at gå glip af eller bare for god at gå glip af kommercielt.

Kuppet mærker vi intet til selvom politiet passede godt på Grand
Palace. Der er ikke specielt mange soldater og ingen begrænsninger i
hverdagen. Kongen er blevet 79 år. Hans foto og dronnings foto hænger
overalt, og han ser rent faktisk virkelig gammel ud på en del af
billederne. På andre er han fortsat en ung mand. Der er store
billeder i pompøse guldrammer langs vejene, foran skoler og
hospitaler, fotos i butikker og hoteller etc. Der er lige så mange,
som vi forestiller os, der var i Irak. Sidst synes vi, det var lidt sjovt. Denne gang er det simpelthen for meget. Måske er der mere end normalt med I år har kongen 60 års
jubilæum som konge, hvilket betyder, at helt utrolig mange unge
thaier går i skriggule polotrøjer og t-shirts med kongens insignia –
gul er nemlig kongens farve.

Et elektronikmarked på størrelse med Frederiksbergcentret. Det er
såmænd vores nabo. Christian er helt solgt. Han tager på udflugter
derover selv, mens ungerne leger og Mette skriver blog og ordner
fotos på Flickr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *