Ranchen Caiman i Pantanal med ibisfugle over os

Det blev en rigtig lang transport fra Iguassu til Pantanal. De ligger egentlig ikke langt fra hinanden, men der går tilsyneladende ikke direkte fly, så vi måtte via Sao Paolo. Op kl 03.30, tjekke ind i lufthavnen – og så fik vi at vide, at der nu var tåge over Sao Paolo, så hele lufthavnen var lukket på ubestemt tid. Inger var glad for, at hun ikke rejste alene, da den besked indløb, men vi hyggede os bare, læste, sov lidt og to timer senere var vi i luften. Da vi kun havde 45 minutters transfer i Sao Paolo efter planen, så skulle vores fly jo for længst være fløjet, men det holdt såmænd pænt og ventede på os, så vi blev kørt derud i en taxi sammen med to andre og kom med i fin stil. Selv bagagen nåede med. Luksus afhentning i Campo Grande ved Pantanal med egen bus med aircondition og 4 timers kørsel til ranchen… en rigtig lang transporttid samlet.
Her er så varmt i Pantanal. Varmen og fugtigheden slog os i møde i lufthavnen. Naturen er enorme flade marker med enkelte store træer, mest bare græs, men også meget kvæg og heste, enkelte barske klipper med gribbe cirklende over, små landsbyer og virkelig fattigdom med stråhuse langs vejen enkelte steder. De sidste 36 km var af grusvej over minimale og vakkelvårne broer ind over ranchens område. Så kom vi til gengæld også til udpræget luksus. Inger var helt overvældet. Skøn ranch – Refugio Ecologico Caiman. (deres website er vist ret meget nede, så her er et alternativt link) Hermed vores varmeste anbefalinger af et virkelig vidunderligt sted.

Pool. Skønne værelser. Borde og stole udendøre til drinks og hygge. Vi nød en af de gode flasker rødvin, vi havde haft med fra Chiles Emiliana vingård – Coyam er hermed anbefalet igen. Nicolai og Lærke lavede teater for Inger. Lærke dansede ballet, mens Nicolai stod for servicen – massage, øl, dameblade, rystede puder. Det er længe siden, farmor Inger er blevet puslet sådan om. Nicolai og Lærkes tango vakte begejstring og beundring. Karate blev det også til. Og en tur i poolen. Skønt.



En hel flok ibislignende vadefugle med lange, smalle buede næb kom og satte sig i massevis i træerne lige over os. 15 minutter efter blev det mørkt, og vi sad udenfor med masser af stearinlys – og myggespray på. Super charmerende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *