Jordomrejse 2019-2020JordomrejserRejserStillehavet

2 dage på Hawaii – 2 prioriteter: Pearl Harbour & Waikiki Beach

To dage i Hawaii. To prioriteter: Badning, Mai Tai og lokal øl på Waikiki Beach fra høj sol til orange solnedgang, samt Pearl Harbour. Vi er på vej over Stillehavet fra Brisbane til USA, og dette er et gratis stopover med to dage her uden ekstra omkostninger. Det er samtidig mulighed for at bryde en virkelig lang rejse med to natteflyvninger op.

Vi har oplevet lørdag den 15/2/2020 TO GANGE. Vi var i Lone Pine Koala Sanctuary i Brisbane lørdag den 15/2. Så fløj vi om aftenen, sov i flyet og landede igen på den anden side af datolinjen i Hawaii lørdag den 15/2 om formiddagen. Da vi havde tjekket ind på vores hotel i Honolulu, tog vi til Waikiki Beach og fik en Mai Tai i TIKI baren på Hotel Hawaiian, der er en hospitality legende. Det er at få meget ud af een dag, selv for os.
Jeg har badet på Waikiki Beach, for det har jeg set i film i årevis, så det var et must. Jakob har smagt flere gode IPAer brygget lokalt.


I dag – dvs søndag den 16/2 for os og nu hvor vi har søndag aften, så er det blevet mandag i Danmark – så har vi brugt dagen på mindesmærket for angrebet på Pearl Harbour. Det er en oplevelse, der gør indtryk. Amerikanerne kan noget med ord. REMEMBER – UNDERSTAND – HONOR. Japanernes angreb her bragte amerikanerne ind i anden verdenskrig og samlede nationen i en grad, der ikke var set før, om at mobilisere kræfterne. 7. December 1941 krævede 2.400 døde, 1.200 sårede, 12 sænkede skibe, 9 beskadigede og 170 ødelagte fly. Det overraskede os, at overraskelsesangrebet lykkedes, for amerikanerne vidste, at det var sandsynligt. General Yamamoto lykkedes med at sejle 4.000 mil uden radio-aktivitet og dermed uden at blive opdaget med aircraft carriers og ubåde.

Det overraskede også, at 9 ud af 12 sænkede skibe blev bjerget igen og genindsat i aktiv tjeneste. Udover rædslerne under selve angrebet, så må det have været både farlig og gruopvækkende at hente krigsskibe med brændstof og ammunition op med risiko for eksplosioner og giftige gasser samt med døde kollegaer fanget i skroget. Her er film, ubåd, krigsskibe, merchandise og ikke mindst vraget af US Arizona, hvor 900 af de 1.177 der døde ombord på skibet fortsat er begravet. En del af de overlevende har siden valgt at blive begravet i skibet ved at få deres urner sænket derned med dykker fra US Navy. De fleste var US Navy, en del Marine Corps og ti havde de danske navne Christensen, Christiansen, Jensen, Hansen, Nielsen, Iversen og Sørensen.

Mindesmærket er lavet som et hvidt skibsskrog på tværs over skroget, så man kan se ned på vraget, der i dag gror koraler på. Det giver formen af et kors. Det amerikanske flag vajer. Det er respektfuldt.