Guyana – hvor Amazonfloden løber ud i Atlanterhavet mod nord.

Guyana. Vi kommer helt skævt fra start.

Vi kommer helt skævt fra start i Guyana i februar 2020, men landet kommer stærkt igen, fordi vi møder Christopher Campell og hans familie. Dermed kommer vi både til regnskoven med minedrift; til en lille zoo og møder en manatee :-); til fyrtårnet i hovedstaden Georgetown og til Atlanterhavet, hvor de bygger diger. Vi er med hjemme hos Christopher og til fundraiser arrangeret af hans stærke mor Jean, og vi besøger hans kirke, som vi må respektere for at have givet gode værdier.

Christopher viste os sit Guyana incl. sin kirke

Det er endt med at blive et land, vi gerne vil tilbage til for at køre gennem regnskoven over grænsen til Brasilien, en rundtur derigennem, derfra ind i fransk Guyana for at opleve en raketaffyring og til Venezuela, når landet engang igen bliver sikkert. – og når verden åbner igen. Vi holder kontakt med Christopher på Whatsapp. Han fortæller, at de nyder godt af, at der er masser af frugt og grøntsager, så landet har mad nok, selv om antallet af besøgende er faldet pga. corona. Han kører stadig taxi og kører især brasilianere over grænsen igennem regnskoven / Amazonas.

Vælg den helt rigtige chauffør i lufthavnen

Christopher møder vi ved at gå forbi de mest pushy chauffører i lufthavnen og vælge en mere rolig og ikke mindst en tillidsvækkende. Det viser sig at være et godt valg. Både denne gang, og faktisk helt generelt. Vi er ved at perfektionere disciplinen. Jakob går lidt foran, og mændene kontakter ALTID ham, og forventer han træffer beslutningen. Jeg går lidt bagved og lægger mærke til, hvem der kan køre os, som er tillidsvækkende og mere tilbageholdende. Det er ofte dem, som kører den aftalte rute, til den aftalte pris uden at sætte prisen for højt. Vi aftaler det, og ofte bliver de mest aggressive chauffører vrede, når vi fravælger dem. De kan sågar true hinanden. Men her går det heldigvis roligere. Da vi vælger Christopher kan vi se, at han de andres respekt, og ingen stiller spørgsmålstegn ved vores valg. Det er rart.

Han viser sig at være hårdtarbejdende, og har flere chauffører der har været hos ham fra han startede op som chauffør med flere biler i firmaet. Ham, tror vi godt, vi ville have lyst til at arbejde for og med.

Her bør I ikke bo – her er ikke sikkert. Men her er karneval.

Vi bliver kørt til hotellet af Christopher. Det tager lidt tid at finde det, og fotos fra booking.com er ikke helt til at genkende i nattemørket. Det er snirklen rundt i gaderne i centrum, og jeg ville nødig vandre rundt her med kuffert eller rygsæk. Da vi finder det, bliver Christopher stille et øjeblik, og så fraråder han os at bo der. Suk. Ikke særlig betryggende. Han siger, at er lige midt på markedspladsen i centrum af hovedstaden, samt at selve hotellet er lille og blot nogle værelser. Han mener ikke, der er sikkert og siger, vi skal ringe når som helst og i øvrigt passe på os selv. Hotellet er i øvrigt ejet af familien bag landets bryggeri, så hele bygningen er bryggeri og har flere barer i bygningen, tremmer for dørene og vagter hele døgnet. Vi tjekker ind, kigger en smule ud på den halvtomme markedsplads på et par prostituerede, et par hjemløse og en herreløs hund, og lægger os til at sove. Både personalet og værelset var fint nok, og morgenmaden vil de komme med til værelset, for der er ikke noget sted ellers at spise den. Vi er tilpas udmattede, og falder i søvn.

Georgetown by day.

Vi bruger en dag på at gå byen rundt og opleve markeder, regeringsbygninger og karnevallet. Her er åbne kloakker, fattigt og ingen af os bryder os om stemningen.

Her ligger hjemløse og sover på fortovet, så mange at jeg nær træder på en, da jeg træder et skridt tilbage for at fotografere en gadehandler, der har hængt farvestrålende moskitonet op i gadetræerne.

Tre pansrede biler kører forbi os og bremser foran en bank. Vagter med fuld kampuniform springer ud med skudsikre veste, hjelme og maskinpistoler. Vi skynder os forbi, så vi ikke er for længe i skudlinjen, hvis nogen søger at røve bank eller pengetransport.

Gademarkedet er kaotisk, og vi holder lidt fast i pengene, mens vi går rundt. Vi kan ikke lade være med at lægge mærke til alle de smil, vi ikke får. Oplevelsen præges af mindet om de bekymrede blikke, hotelpersonalet har givet os i morges, mens de har advaret om lommetyverier, tiggere og overfald.

Vi finder ro en enkelt gang eller to på dagens tur. Det er da vi besøger én hvidmalet trækirke, som er ved at blive malet og sat i stand. Derfor er den tom, og personalet undrer sig ligt over, hvad vi dog ville der. De holdt den gamle, tiggende mand væk, hvilket gav en tung fornemmelse at medlidenhed, dårlig samvittighed og lettelse. Anden gang er da vi søger ind på et lokalt bageri og køber kaffe og is. Her er sikkert nok, og vi kan se ud på gadelivet, mens vi sidder i en skøn blanding af bedstemødre og børnebørn, kærestepar og veninder på vej hjem fra arbejde. Meeen da jeg tæller pengene, så har hende ved kassen snydt mig. Det bliver man jo på rejser, men det er altid træls for at bruge et godt udtryk, jeg har taget med mig fra Sønderjylland. Jeg peger på kvitteringen til lederen og får lidt at det manglende udleveret. Lederen lader sig ikke mærke med det, og jeg ved ikke, om hende ved kassen får problemer bagefter, eller om det her er noget, de gør generelt.

Men midt i alt det er der et lille karneval. Enkelt voksne og en del børn er klædt ud og danser. Gruppe efter gruppe af børn og voksne bevæger igennem byen. De lokale stopper op, danser lidt med og fotograferer med mobiltelefoner. Skolebørnene kommer ud fra biblioteket for at stå bag gitterlågen ind til bibliotekets have og kigge ud. De er i de fineste skoleuniformer og ser uskyldige ud. Der er noget ved den respekt for uddannelse, det afspejler, at skoleeleverne midt i alt den fattigdom, rod og affald, er iklædt rene, nystrøgne uniformer.

Stedet hvor Amazonfloden løber ud i Atlanterhavet

Næste dag har vi aftalt med Christopher Campbell, at vi tager en dag sammen. Det bliver til besøg i fyrtårnet med udsigt over Georgetown, Atlanterhavet og floden, der løber hele vejen fra Amazonfloden gennem Guyana til Atlanterhavet. Der er flere floder og landets motto handler netop om vandet.

Kysten er ikke så flot, som jeg havde forventet. Ingen planlov eller kystfredning, og samtidig lastbiler på stranden, der kører grus og sand ud for at sikre kysten mod forhøjet vandstand.

Her er også affald, som så mange andre steder i verden. Så vi går her til fiskerne. De står på molen, hvor Amazonfloden løber ud i Atlanterhavet. Fangsten er småfisk, og de er ikke mere snakkesaglige eller smilende end dem mange, vi mødte i bymidten. Derfor vælger vi at tage videre relativt hurtigt. Det er godt Christopher er her, for han tager løbende bestik af, hvor vi er, og er godt selskab til at svare på vores mange spørgsmål om landet.

Vi besøger hans kirke, en smuk og lys kristen, hvor han har været stort set dagligt hele barndommen med sin mormor og fået nogle gode værdier. Der er en anden ro og renhed herinde. Jeg kan faktisk godt forstå, hvad det gør for sjælen i et barsk samfund med de pauser, man kan skabe i de kirker, hvor det er værdierne her, man prioriterer fremfor skyld og skam, bebrejdelse mm. En kvinde viser os rundt, mens hun fortsætter med at ordne blomster og rydde op. Hun er humoristisk og indgyder respekt. Jeg synes instinktivt om hende.  

Manatees

Vi oplever en manatee så tæt på, at vi kan fodre den med græs. Det gør de søde skolebørn også, for vi er inde midt i byen. Med råheden i samfundet, så er det så fint at opleve naturens og skoleuniformernes uskyld her ved parken udenfor zoo.

Vi ser zoo med pumaer, hvor de bor i små betonbure med jerngitter ligesom tapiren og aberne. Der skal penge, strategi og nye folk til, før det er et sted, der arbejder med avl af truede arter.

Slaveoprør og kolonialisering

Vi ser statuer for de første slaveoprør og hører om kolonialiseringen fra briterne. Hollændernes og franskmændenes kolonialisering af nabolandene har bedre ry her end i Surinam. I Surinam var vores mand, Henri, ret sikker på, at englænderne havde gjort mere for Guyana, end hollænderne havde for Surinam. Så måske er det ikke så enkelt. Måske tænker man ofte, at de andre har det bedre, eller mindre hårdt. Det er absolut ikke Brexit, der får nogen til at regne med, at englænderne forbliver en stormagt. Kinesernes magt og ønske om mere magt er man til gengæld bekymrede for og har begrænset deres mange forsøg på at komme ind med mennesker, investeringer, ejerskab og indflydelse. Miner og råstoffer har også her kinesernes særlige interesse.

Amazonjunglen her i nord

Regnskoven er spændende. Vi besøger en mineby, hvor der udvindes boxit til aluminium, guld og diamanter. Her er store rigdomme. Landet er rigt. Det både ses og ses ikke. Vi ser kun få enorme huse, men mange fattige og hører om mange børn, unge enlige mødre, manglende uddannelse og vold i hjemmene, især i de mindre samfund i skoven. Det hjælper ikke, at religionen gør abort og anden prævention svært.

Minebyen er både barsk og trist. Der er restauranter langs vejen, hvor pickups stopper for at få øl og mad. Her er malerier af kvinder på væggene og poolborde i rummet. Maden er udmærket, når man har tjek på sin kylling og ris i 100 forskellige udgaver, som så mange steder i verden. Mineproduktionen er præget af store maskiner og lange transportbånd, hvor sten og klippestykker transporteres rundt. Jorden er rød, støvet og varm. Kontrasten er stor mellem den frodige regnskov med små frodige steder og smukke rolige steder, hvor man kan nyde livet. Mellem det helt sorte vand i floden, der er rent og sundt. Og så til det hårde liv på vejene og i mineproduktionen.

Jeg bliver helt lettet, da jeg ser et farvestrålende træhus med ligeså farvestrålende frugter i vejsiden. Det bliver en god pause i kontrasterne. Kvinden sælger ikke bare frugt, men markerer hvem hun støtter til det kommende valg. Det er dejlig at se engagementet i demokratiet og troen på at det nytter.

Der er karneval i denne uge, særligt søndag. Senere på ugen er her valg. Det er før tid, da medlemmer fra regeringen er gået over til oppositionen. Valgplakater lover bedre liv for alle. Der er nogle polititjek på vejene af samme grund, og et fordi vi er kørt så langt ind i junglen.

Jean er en stærk kvinde

Jean har været alene med sine fire børn det meste af sit voksne liv. Hun kaldes Moder Theresa i kvarteret og er i gang med en barbecue. Det betyder i praksis, at der er lavet 200 portioner mad af en restauratør og de lokale familier. Her køber man sin mad i aften. Pengene går til en lokal fund, der køber krykker, rullestole, medicin mm til de mest trængende lokalt. Vi spiser og bidrager godt.

Jean har selv overlevet kræft og bruger sine ekstra år til at gøre en forskel. Hun er en stærk kvinde med hjerte, vilje og hårdt arbejde. På grunden ligger hendes hus samt et hus til hvert af hendes børn. De to bor dog mest i hhv. Frankrig og USA, så det er Christopher og hans kone og søn, der bor i det store hus midt på grunden. Vi får citrongræs-te lavet af eget citrongræs fra haven og snakker længe med dem om livet den tredje og sidste dag, vi er her. Det er så privilegeret, at vi får lov at besøge dem og møde storfamilien med de tre generationer.

Vi blev afvist ved flyet

Vi må tilbage og opleve vandfaldet og junglen og grænserne i bil. Vi nåede det ikke denne gang, fordi vores rejseplan ikke holdt.

Det var det med at komme skævt fra start. Det kom vi, fordi vi blev afvist ved flyet i Miami, da vi var på vej hertil. Vi skulle til Georgetown i Guyana og videre til Paramaribo i Surinam. Men nej. Surinam ville tjene flere penge på visum og havde indført Evisa pr 1/1/2020 i stedet for, at man fik et såkaldt turistkort ved ankomst. De havde gjort det så uprofessionelt, at de hverken har beholdt kontoret i lufthavnen i en overgangsperiode eller informeret andre udenrigstjenester, så det danske udenrigsministeries hjemmeside var ikke opdateret her i februar. Det nationale flyselskab har heller ikke ulejliget sig med at sende internationale passagerer en mail, men fortæller, de har afvist passagerer siden 1/1 i Miami lufthavn. Kun Cuba havde ellers visumkrav i hele regionen. Surinam Airways nægtede os endda at flyve med til Georgetown, selv om vi ikke skulle have visum dertil og havde både billet og returbillet. De tillod sig at tilbyde nye billetter dertil for 1400 usd med samme fly, som vi allerede havde billetter til hos dem. I Georgetown fortæller immigration senere, at de kunne have skaffet os visa i transitperioden, samt at det var Surinam Airlines klar over. Grrrrr.

Ingen af os havde oplevet det før. Det var dybt frustrerende. Vi købte ikke de dyre billetter og måtte opleve flyet lette uden os. Jakob fandt billigere billetter senere samme dag med American Airlines, som her var upåklagelige. Han ændrede hotelbookinger. Jeg søgte om visa til os. Næste morgen var vi så i Guyana i stedet for i Surinam og fik visa videre til Surinam om formiddagen. Det er godt, for vi havde allerede købt nye flybilletter til Surinam og retur igen. Returbilletten Guyana-Surinam var købt sammen med den Miami-Guyana vi blev afvist til, så det hele røg. En dyr fejl. Vi klagede uden at forvente det store, og det samme gjorde den immigration officer, vi talte med i Guyana, på vores vegne, fordi han synes, vi som rejsende skulle modtages bedre. Men lad os nu se.

Under alle omstændigheder betød det, at turen blev hugget over, så vi ikke kunne nå at flyve ind til vandfaldet Guyana, der ellers skulle være det primære turistmål, plus at vi har haft alt for mange natteflyvninger og for meget jetlag, hvilket vi ellers har undgået i vores planlægning på jordomrejsen.

Dette var den sidste del af vores jordomrejse i 100 dage, hvor min kæreste Jakob og jeg vendte hjem lige inden coronaen lukkede verden. Det var privilegeret at vi nåede at virkeliggøre drømmen.

Det sorte, sunde vand i regnskoven
Her er ro og frodighed
Velhavende områder til pensionister findes med skov og strand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *