Vilde, vidunderlige Vanuatu
Vanuatu er et langstrakt ørige i Stillehavet, bestående af 82 små øer af vulkansk oprindelse, hvoraf 65 af dem er beboede. Her bor 221.506; kun byerne Port Vila og Luganville har mere end 10.000 indbyggere. Landets indbyggere kaldes lokalt Ni-Vanuatu, og er for 98,5% vedkommende af melanesisk afstamning, meget negroide. Landet var frem til selvstændigheden i 1980 et engelsk-fransk condominium, af de lokale spøgefuldt kaldt pandemonium, for det fælles styre gav anledning til mange absurde detaljer, såsom konkurrencer om, hvem der havde den højeste flagstang osv. Man havde hver sine skoler, klubber og butikker. Kun kineserne handlede med alle, så de blev selvfølgelig ganske velstående også her. Som følge af den koloniale fortid har Vanuatu tre officielle sprog: engelsk, fransk og bislama. Bislama er et pidginsprog med elementer fra engelsk samt lokale sprog. Grammatikken er som på Swahili meget simpel. Bislame fungerer som et lingua franca, for ingen andre lande end Vanuatu har flere sprog på et mindre område. Alene på en ø som Malakula var der engang 20 sprog, alle så forskellige at de forskellige stammer ikke forstod hinanden. Det var i en tid, hvor havet forbandt og højdedragene adskilte, så man havde mere tilfælles med den nærliggende naboø end dem på den anden side af bjerget.
Det er sjovt at lande i Bauerfield Airport. Der kommer alt fra tæpper til børnecykler ud fra flyet. Der er dog lang kø, for de er meget bange for både Coronavirus og mæslinger, og vi står i bagende sol. Omsider kommer vi da ind, og jeg kan nu indtage Vanuatu for første gang.
Lokale er på vej fra arbejde, skolebørn i nydelige, rene uniformer vidner om ordnede forhold, og overalt er der en venlig stemning. Vi bliver indlogeret på The Melanesian.
Om aftenen begiver vi os til vandet for at møde vores ven Ole fra De Berejstes Klub og hans australske veninde Lisa. Vi spiser på Village, hvor også Mikkel og jeg spiste sidst. Der er kommer ny ejere, men stedet har stadig stil, og maden er dyr og udmærket. Vi har udsigt til Irriki Island og nyder den tropiske aftenstemning. Senere er vi på Club Lit, et rigtig lokalt sted, flikket op efter tyfonen og med en kæmpe hal, der ikke bliver brugt. I midten er der en DJ, der spiller udmærket dance, en fin lille bar og lokale, der flirter med DJ og den kvindelige bartender. Det er her, man går hen. De er overraskede over at se hvide, men alle er flinke og venlige. A larmen er voldsom, sætter vi os ud på molen langs havnen og nyder den mørke nat. Her er dejligt og fløjlsblødt og rart at være tilbage.
Rundt på Efate
Ole og Lisa har lejet en 4WD for at køre øen rundt, og vi tager med. Første stop er Penteroa vandfald, hvor vi går igennem en flot regnskov. Stedet er bestyret af et fransktalende par, der sælger dejlige frugter fra en lille hytte.
Vi går hen til vandfaldet, der er noget udtørret, da det trods regntiden ikke har regnet i lang tid. Der er dog en dejlig forfriskende pøl, hvor vi alle bader blandt små fisk, navigerende mellem skarpe sten på bunden. Fra den modsatte bred tager lokale drenge hovedspring. Her er så idyllisk som Jorden på den syvende dag.
Vi fortsætter til den blå lagune, en indsø forbundet til vandet, hvor vi ser en søslange og de lokale drenge viser sig frem i hovedspring med saltoer. Det er meget adrætte lokale unge mænd, der svingede sig ud fra træerne i et tov for at lande elegant og forhåbentlig imponere hinanden og en enkelt mulig kæreste.
Vi kører videre og bader flere steder med de smukkeste strande og indsøer. Frokosten indtages i en idyllisk bugt med udsigt til en kegleformet vulkanø, Den er enkel, men her er rart med sand mellem tæerne og mild blæst. Kokken selv sætter sig ved siden af for at holde øje med, at vi nu kunne lide maden, omeletter og stegte grøntsager. Revet papayasalat med hvidløg, omelet, ris og bananer med limejuice til. Da jeg var her sidst, fik vi at vide, at Vanuatu var fri for slanger. Det passer nu ikke. I den blå lagune ser vi den giftige havslange, og midt på vejen stopper vi et sted, hvor nogle lokale mænd med pinde kæmper for at få en slange væk fra vejen. De leger dog lidt for meget med den, så det virker ikke så effektivt, men ud i rabatten kommer den da.
Vi slutter af i Valeva Cave, hvor vi får en rundvisning af fire lokale herlige unger med en primitiv lommelygte. Det er mørkt, da vi kører tilbage til Vila. Om aftenen spiser vi på vores poolrestaurant, lokal burger.
Vilde Tanna
Næste dag flyver vi til den vilde ø Tanna med den aktive vulkan. Det er en kort tur med udsigt til Efate, Erromango og Tanna, der ligger som en perfekt tropisk ø med vulkanen skjult af skyer.
Whitegrass er en lille lufthavn, hvor bagagen bliver leveret ind gennem vinduet, her er bagende varmt. Robert henter os i sin pick-up, hvor vi sidder i en havebænk på ladet. Det bliver en tur over stok og sten, først ad den gode hovedvej gennem landsbyer og markeder, senere ad mere bumpede beton- og jordveje. Vi stopper mange gange, fordi Robert har ærinder. Eric kommer på ladet med en kavarod, der købes kål og slåes handler af. Vi nyder de smilende kvinder og glade børn og tager mange billeder i aftensolen.
Vi kører over højderyggen, og der er tåge men også sod fra vulkanen. Vejen bliver værre og vi bliver godt rystede. Omsider er vi fremme ved Island Vision Treetop Lodge, som lever op til forventningerne med tre hytter placeret i et stort træ. Vi får den øverste med havudsigt og udsigt til Mount Yassour vulkanen.
Her er magisk, og vi sidder i aftensolen med en whisky, udsigt til det blå hav og den rygende vulkan. Regnskoven ligger som den har gjort i evigheden, vi ser på den rygende vulkan og nyder den smukke stemning. Over os står fuldmånen op og verden er i harmoni.
Cargokulten
Det store mål og et af turens højdepunkter er vulkanen på Tanna, Mount Yassur. Den rager 361 meter over havets overflade, nordøst for den højere Mount Tukosmera, der var aktiv i istiden. Mount Yassur har været i konstant udbrud i flere hundrede år, og det er en af verdens mest aktive vulkaner, som man trods alt sikkert kan opleve. Den får tilsyneladende luft ved den konstante rumlen og små udbrud, og derfor har der ikke i historisk tid været ødelæggende udbrud, der har opløst de landsbyer, der ligger på vulkanens sider. Yassur er meget aktiv i disse dage, og fra vores trætophytte med udsigt til vulkanen kan vi konstant høre den rumle.
Dagen starter med et besøg i landsbyen ved Sulphur Bay (svovlbugten). Den er kendt for, man tilbeder John Frum, en fiktiv amerikansk soldat, der forbindes med den cargo, vestlige forbrugsgoder, der kom til landsbyen under 2. verdenskrig, hvor der var over 300.000 soldater i området, mest amerikanere. Men da krigen sluttede og amerikanernes forsvandt, forsvandt også alle forsyningerne til øen. Derfor byggede “John Frums tilhængere” symbolsk en landingsbane i håb om at amerikanske fly igen ville lande og bringe dem cola, dåsemad og andre vestlige goder. De venter stadig forgæves, men for de lokale er John Frum en slags Jesus, der fejres med trancelignende fester hver fredag aften. John Frum-kulten er et fremtrædende eksempel på det, man i antropologien kalder ”cargokult”, en særlig type religiøse bevægelser, som opstod i Melanesien omkring begyndelsen af det 20. århundrede og første gang blev beskrevet blandt folkeslag i Ny Guinea. De opstod som følge af de oprindelige befolkningers møde med den teknologisk avancerede vestlige kultur. Kulten er hovedsageligt centreret om at opnå den fremmede kulturs materielle velstand. Som regel opstår de omkring en profet, i dette tilfælde den fiktive John Frum, der forkynder en vision om en nært forestående forandring af samfundet, hvor gruppen vil opleve en velstand, som ligner europæernes. Det er på denne måde et fremtrædende element i en cargokult, at tilhængerne deler en forestilling om, at guddommelige væsner på et tidspunkt i fremtiden vil give værdifulde og efterstræbte forbrugsgoder til kultens medlemmer. Cargokulten er, for en vesterlænding, et af de mest absurde fænomener. For tilhængerne i Sulphur Bay giver det fællesskab, adspredelse og fest hver fredag aften.
Hos John Frums tilhængere
I landsbyen modtages vi af Maluian Royal, det sidste navn har han fordi han er høvding. Han er en flink ældre herre med skæg, bar overkrop og bøllehat, der elskeligt viser os rundt i byen og forklarer om John Frum og ritualerne.
Vi ser landsbyen, som virker velordnet. Børn og kvinder smiler til os. Maluian tager os med ned til den brede strand, hvor oceaniske bølger slår ind over det hvide sand. Her ligger udriggerkanoer, som der har gjort altid, og vi nyder dette helt afsondrede hjørne af verden. I den ene ende af stranden bader vi i en varm kilde, en flod der løber ud i vandet opvarmet af den termale aktivitet fra vulkanen. Det er syret at soppe i dette 45 grader varme vand og så kaste sig i Stillehavet udenfor, der er tyve grader koldere of føles isnende. Lokale børn leger. En pige tegner hjerter i sandet med en pind, måske ihukommende den forestående Valentinsdag.
En kvinde fisker og viser os stolt sin primitive fiskestang og dåse med madding bestående af små insektlignende fisk. Snart er hun atter tilbage i havet, på jagt efter tun og wahu. Vi kigger op mod landsbyen og vulkanen. Det ligner noget fra den vildeste eventyrfilm med høvdingen, de legende børn, den palmebladsklædte landsby og den rygende, rumlende vulkan i baggrunden. Vi føler, vi er meget langt væk og privilegerede, fordi vi må være her. Vi tager afsked med Maluian og kører tilbage til en frokost i hytten hos Robert og Telma.
På den aktive vulkan
Efter et hvil kører vi til vulkanen ved firetiden. Der er et etableret velkomstcenter og en stejl entre på over 600 kr. For det får man sikkerhed, guidede ture og en firhjulstrækker op på vulkanen. For at besøge jorden omkring og på vulkanen Yasur skulle vi først accepteres af den lokale høvding ved en ceremoni med en kavarod og en besværgelse, hvor vi bad for at vi kunne kommer sikkert op.
Vi kører op ad en ujævn vej og er snart oppe i et goldt landskab. Oppe på vulkanen ser vi røg og damp og hører rumlen. Desværre er der så meget aktivitet, at vi ikke kan komme til at kigge ned i krateret på grund af lavaklumper, der flyver omkring. Der er risiko for, at vi vil blive ramt af flere af dem med den aktivitet og vindretning der er. Vi får dog masser af røg og enkelte udbrud at se. Meget dramatisk, specielt da mørket falder på. Det bliver nu alligevel en kæmpemæssig oplevelse at stå på kanten af en rumlende vulkan. Meget dramatisk. Og da mørket faldt på, får vi ganske få gange imponerende glimt af den sprudlende lava. Med pick-up går det tilbage til vores trætophytte.
Hos kvinderne i landsbyen
Vanuatu er frodigt med enorme mængder regn. Særligt her i cyklon-sæsonen, siler det ned. Det betyder, at der er grønt overalt. Tætte regnskove med slyngplanter, kokosnødder, frugter, frodig landbrugsjord og ingen sult. Alle kan leve af landet og havet.
Vi besøger Robert og Telmas landsby, noget der er vigtigt for dem. Kvinderne danser for os, da vi ankommer, og herefter går de i gang med at tilberede et traditionelt måltid. De er rolige og værdige, og det er rart at sidde blandt dem og følge med i madlavningen. De gifte kvinder fordeler opgaverne kyndigt og rutineret mellem sig. De unge piger, der endnu ikke er gift kigger med, tænder op i bålet eller laver forefaldende opgaver. Det er dem, der passer på bålet, da madbananer / plantains, taro og kokosnød er revet på pinde og samlet i bananblade. De kan ikke engelsk men overraskende nok lidt fransk. De smider dog ikke meget og vi aner, at de føler vi er påtrængende, føler sig ydmyget af at stille op på denne måde for turister. Men de finder sig i det for at skaffe penge til landsbyen. Bastskørter er ikke lokale men lavet af indkøbt plastic og nylon, der giver mindelser om en rengøringskost fra Føtex.
Selve maden får vi serveret på tallerkener af palmeblade, og det smager kedeligt og mindre godt end frisk kokos og frisk banan ville have gjort og havde en klistret konsistens. Man skal stadig ikke tage hertil for maden …
Senere går vi rundt i den frodige landsby. Der er gamle damer, som ligger og snakker under nogle buske. En af dem er Roberts mor, som gerne vil give hånd og hilse på. Hun er en statelig ældre dame, der helt klart stadig bestemmer, hvordan skabet skal stå. Vi går også ned til nakamalen, det traditionelle fælleshus, hvor mændene træffer store beslutninger eller blot fordriver tiden, måske for at slippe for konen. Det er også her, man drikker kava. Langhuset er ikke så rigidt opdelt som dem, vi så på Pentecoast og man aner en lidt mere afslappet holdning til custom her end i strenge, traditionelle Bunlap. Men nakamalkulturen lever i bedste velgående, også her i det 21. århundrede og for landsbylivet betyder de stadig meget. Vi studser over et hus med en stor parabol udenfor, med et Canal+logo. Det viser sig at være for, at man kan følge EM og VM i fodbold. Af en eller anden mærkelig grund er de lokale mænd, inklusive Robert, fan af det Belgiske landshold, og han har da også et stort belgisk flag i sit køkken.
Tanna er en vild ø og vanvittigt spændende. Den er melanesisk som Fiji, Salomonøerne og Papua Ny Guinea. Folkene er langt vildere og stoltere end de mere fredelige, lysere og utroligt overvægtige befolkninger i Polynesien. Samtidig er der dog en ubegribelig mangel på forståelse for værdien af penge. Her er vanvittigt dyrt. Hverken mere eller mindre. Skal de lokale noget, der skal købes, er det også svinedyrt.
Robert og Telma har 4 børn i privatskole, fordi de gerne vil give dem en mulighed, de ikke selv har haft. Thelma arbejder derfor med kiwifrugter i New Zealand med jævne mellemrum. Næste gang skal hun afsted i 7 måneder, væk fra ungerne, der så passes af Robert og hans forældre. Men deres store investering er deres skønne lodge med hytter med udsigt over trætoppene og lige over til den aktive vulkan Yassur. De er ved at bygge en stor ny hytte med plads til en hel familie med børn og badeværelse. Lisa fatter så meget sympati, at hun bidrager så de kan færdiggøre projektet. Med vores regning har vi nu også bidraget en del. Alt koster, og Robert klarer op i et større og større smil, da han ved afrejsen laver regningen. Overnatning, mad, køreture, sightseeing. Det hele løber op. Meget op.
Det har været spændende at være tilbage på Vanuatu. Lige så vildt og anderledes men lidt mere behageligt end sidst. Landet er blevet mere udviklet, og vi har haft et højere budget. Men man får lyst til at komme tilbage igen.
Artiklen er skrevet sammen med Jakob Linaa Jensen. Læs flere rejseberetninger på hans side www.rejser.linaa.net eller her på www.expandingourhorizon.dk på på insta: expandingourhorizon
