Spøgelsesslot og blomsterhave

Mormor og morfar tog os med til Malerens have, Monets smukke have udenfor Paris. Den synes, vi fortsat er den smukkeste selv om vi har set smukke haver i Kina og nu i New Zealand. NZ er dog et farveflor af Laura Ashley-haver (hende med det småblomstrede, romaniske tøj og
stråhattene, som britiske kvinder elskede i film som Room with a View, og lidt hen af skoleuniformsstilen.) Her er under alle omstændigheder masser af lyserøde gammeldags roser. Dem med duft og stemning, men som er uensartede og hvor blomsten ikke holder længe.
Her er opstammede roser i massevis. Haver der flyder over af blomster i gult og pink. Smukt og hyggeligt. Byerne er store parcelhusområder, hvor flertallet af husene har velpassede og pasningskrævende haver. Alle byer har deres egen botaniske have. Selv Mette oplever, at
hendes interesse for blomster helt blegner i forhold til at denne entusiasme.

Glenfalloch Woodland Garden er kendt for sine mange rhodendendroner. Både de og roserne og stemningen var også dejlig. Ungerne er grebet af Mettes begejstring, dufter flittigt til blomster, viser vej i havens labyrint og stiller glade op til fotografering, naturligvis
især foran lyserøde blomster.

NZs eneste slot er Larnach Castle, også på Otago-halvøen. En rigmand med skotske rødder og imponerende karriere indenfor bankverdenen og politik byggede huset i 1870. Slottet og dets beliggenhed og haver har en helt speciel stemning. En familie har købt stedet, sat det i stand og gjort det til deres livsværk. Fra tårnet kunne man se hele Otagohalvøen.

Nicolai og Lærke synes, slottet var sejt, fordi der skulle være spøgelser. En spøgelsesslot bygget af en, der hed William, ligesom deres gode ven fra Børnehaven. Sejt.