Chile – Santiago

Sydamerika – et helt nyt kontinent for os. Sydeuropæisk og mexicansk stemning mixet – sådan virker det for os, for det er de steder, vi har rejst i tidligere. Varmt – 30 grader – det er sommer her. Santiago er en stor velfungerende by med palmer, parker, springvand, statuer, moderne kunst i den velfungerende metro, store imponerende huse fra kolonitiden i det historiske centrum, små farvestrålende huse i Bohemekvarteret ved Bellavista, moderne højhuse i ambassadekvarteret Providencia, og ikke mindst Andesbjergene mod øst. Vi er en del højere end gennemsnittet, har lysere hår og hud. Arven fra Maputheindianerne er tydelig blandt de mange smilende og hjælpsomme mennesker, som glade retter vores udtale af de spanske ord. Udtalen bliver dog lidt bedre for hver dag, og ungerne har lært at sige gracias – tak og buonas dias – goddag. Placa des armas er fyldt med tarokkort og mennesker, der kan hjælpe os med vores fremtid, som så mange andre steder her i byen, balloner etc.Kunst er her overalt. Vi har besøgt kunstmuseet, Bella Artes, der er en utrolig blanding af stilarter. Chile kan ikke beskrives i en sætning. Vi foretrak den smukke naturalistiske kunst der portrætterede kolonitiden. Malerier af stunder, hvor der blev læst højt i borgerskabets stuer, sønnen lærer geografi med kort og globus, de velhavende damer malet i deres fine stuer – og endnu ældre, malerier af erobringen af Chile. Samtidig var der eksperimenterende moderne kunst. Børnene og Mette var begejstrede for fotoudstillingen med dans som tema, dansere i imponerende øjeblikke hvor de hænger i luften midt i et spring, forskellen mellem en danser der står i træningstøj og ser helt ordinær ud og samme danser i et øjebliks intens koncentration midt i dansen. En udstilling hvor små englefigurer, vandpistoler, pinde mm var blevet til pistoler, geværer og sågar en kampvogn i fuld størrelse gjorde indtryk – omend vidt forskellige hos børn og voksne. Boteros hest – Christian og Mette og Mettes forældre har Botero i Frankrig og Monaco og hans store tykke figurer er altid sjove. Højdepunktet var absolut, da en venlig dame kom hen til os og viste os, at vi måtte røre, gå på og GYNGE I de moderne skulpturer i en sal. Sjovt og engagerende. Bagefter mente Lærke bestemt, at de havde været på 2 legepladser den dag. En i parken og en på museet.



Museet for præcolombiansk kunst var noget helt andet og langt mere historisk med lerkrukker, urner, krukker man kan fløjte i, skulpturer og en særudstilling om farvestrålende hatte af lamauld og fjer. En del af hattene ville have passet fint til et landsmøde for enhedslisten eller temadag på Christiania. Historierne var spændende. Indianernes historie og traditioner. Religion og overtro. Store urner til at bevare knogler i. Krukker der har været med i gravene. Et sted har magthaverne ikke alene ville have indflydelse på folks liv, men også deres død. Staten/regeringen ejede værkstederne, der producerede netop de krukker, som kunne fragte folk sikkert over til dødsriget. De søde damer i butikken satte forskellige børnefilm på til Nicolai og Lærke, der var fuldstændig bjergtagne. Alt legetøjet der var brugt til at optage filmen lå i kasser i den smukke gård ved siden af tv’et.
Endelig er der lidt “kunst” på nettet igen fra os – internetforbindelsen her er helt anderledes effektiv mht. kapacitet til at uploade, så vi har igen kunne lægge fotos på Flickr. Vi har kunnet Skype – ie. ringe hjem og snakke med bedsteforældre og en enkelt legekammerat med live billeder på skærmen af hinanden. Så vores hotel Rugendas er vi glade for. Personalet er nu også smilende, humoristiske og hjælpsomme – vi har kort afstand til metroen og til centrum – alt er pænt og morgenmaden og room servicen i særklasse. Prisniveauet igen langt under Tahiti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *