Condorer i Andesbjergene

Over morgenmaden bestemte vi os for at gøre “det første først”. Det gør vi tit – Stephen Covey skriver om det i bogen 7 gode vaner, men det er nu også sund fornuft for småbørnsforældre. Det vigtigste først. Vi ved aldrig, om der kommer noget på tværs, ex. syge børn, så vi ikke når det hele. Vi kørte ind i landet. Vi ville til Andesbjergene. Helt op i højlandet til bjerge, vulkaner, indianere, lamaer, condorer og flamingoer. Turen gik gennem den mest storslåede natur. Det var den ene oplevelse af, at opleve noget utroligt efter den anden. Vi kørte først igennem den støvede, varme, lidt wild west fattige og fiskelugtende by Arica ved Stillehavet. Ind igennem ørkenen. Flad flad ørken med enorme sandklitter – bogstavelig talt kilometerhøje bjerge af sand – langs dalens sider. ,Vi kunne ikke lade være at grine af, hvordan vi havde kørt efter at surfe på klitterne i New Zealand. Her var der ingen, der surfede i sandet, og der var vist også for mange klipper under til at det var sikkert. Christian fik kørt med firhjulstrækket ind til de gamle tegn, der var bevaret langs vejen. Condorerne og deres gribbe-fætre svævede over os. Det var fantastisk. Vi troede først, at det var Nicolais yndlingsdyr, ørnene, men opdagede så, at de havde gribbenes røde halse og hoveder. Først een, så to, så hele flokke på op til 7 gribbe cirklede elegant over os… og håbede måske.
Så kom en grøn dal med landbrug langs den smalle flod, der løb igennem dalen. Der var nu fortsat tørt, og vi overvejer stadig, om de laver popcorn direkte på majsplanterne. De tyndeste geder nogensinde, så vi her. Landbruget var fattigt – ingen EU støtte her. Det grønne holdt op, så pludseligt som det kom. Vejen tog os opad. Snart var i ved Kandelaber Kaktusserne, der har form som og er opkaldt efter lysestagerne. De vokser kun mellem 2500-2800 meters højde, så vi vidste, hvor langt vi var. Igen gik der et stykke, og vi kom forbi en historisk bebyggelse. Naturen skiftede ofte, og udsigterne var smukke.
Endelig nåede vi dagens mål, den lille by Putre, i 3500 meters højde. Et ideelt sted at overnatte og vænne sig til højden. Vi var lidt bekymrede for vores forbrug af benzin – det stiger med 20-30% i de højder, så vi skulle tanke, for at kunne komme længere op dagen efter. Vi fandt heldigvis den lokale familie, som med to dunke og 1 m haveslange kunne tanke bilen. Nu kunne vi rigtig mærke, at vi var kommet til Andesbjergene. Lærke og Nicolai tog det som en fuldstændig selvfølge, at indianerne her er endnu lavere end asiaterne, og at de går med mange lag tøj i farvestrålende alpakauld. Byen var hyggelig med små, lave farvede huse, en kirke, et par kiosker, en kaserne og en plads med masser af blomster, for nu var vi nemlig igen nået op, hvor der faldt regn. Så vidt vi har forstået, er det skyer med vand fra amazonas, der driver hertil, og når de tvinges ind over Andesbjergene, så afkøles de, og derfor afgiver de vandet her oppe i højden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *