Byplanlægning for 16 mio og OL2008

Hvordan planlægger man udviklingen af en by, der allerede har 16 mio. indbyggere? En by som vokser? Og en by, der skal være vært for OL2008? Det teknologisk mest avancerede museum, vi så var Beijings museum for byplanlægning. En 4D-film flyvende gennem visionen for Beijing anno 2069… så er vi 97 år. En 3D-film om Beijings udvikling til i dag. Et bud på fremtidens bolig fra en af Kinas førende unge indretningsarkitekter. En stor model af hele det centrale Beijing incl den forbudte by, hutongerne og OL-byen.

OL2008 ses overalt – i de store sportsarenaer, planerne for byen og for åbningsceremonien, på reklamer overalt langs vejene, i særlige souvenirbutikker overalt i byen og ved turistattraktionerne med 5 små maskotter, der fåes som bamse, nøglering etc.

Vi var nu tæt på ikke at have fået set museet. Da vi bad taxichaufføren køre os dertil, fik vi at vide, at det var lukket – noget andre danske turister har fået at vide om bla. den underjordiske by, der også er mindre kendt/svær at finde. Tilsyneladende er det lettere at sige, at der er lukket, end at indrømme, at man ikke ved, hvor det er. Som taxichauffør er det en lidt irriterende definition af at tabe ansigt.

Hovedposthuset var til gengæld en supergod oplevelse af smil og hjælpsomhed. Vi sendte en pakke hjem, og når den ikke frem, så er det ihvertfald ikke deres skyld. Ungerne spillede på telefonen eller gameboy og var derfor forbilledlige imens. Gameboy, karate, drage, samlingen af minisværd og spyd er blandt Nicolais favoritter, mens Lærkes er de samme plus disneyfigurer, dukker og fine kinesiske figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *