Hovedstaden Wellington

Erhvervsskade kaldte vi det, da Mette lige måtte en tur ind omkring parlamentet og regeringsbygningerne den første dag i hovedstaden (13/12). Regeringen holder til i en bygning som ligner en bikube og da også kun er kendt som the Beehive. Ved siden af ligger parlamentet, der står på 417 gummielementer, så det kan forskydes 30 cm til alle sider og dermed klare jordskælv op til 7,5 på Richterskalaen – noget der statistisk sker med 600 års mellemrum her i byen. Det er nu ikke overdrevet af den grund. Der er nemlig et lille jordskælv en gang om ugen i gennemsnit her. To kontinentalplader går mod hinanden og skaber bjergkæden langs kysten op gennem landet.
Danmark er med sammen med 64 andre befolkningsgrupper i en kunstværk, hvor alle de lokale nationaliteter/befolkningsgrupper har håndlavet et lille flag som tegn på, at de anerkender NZ. På det røde danske bånd er der hvide broderier med vikingemotiver… og så står der “HYGGEKLUB”. De ligger sammen med domstole, nationalarkiver og domkirken rundt om en plads. Alt sammen meget smukt, diskret, åbent og demokratisk. En stil og ånd, som er meget på linje med den danske.

Nationalmuseet Te Papa (14/12) er et af de bedste museer, vi har besøgt. Interaktivt med masser af flotte udstillinger, ting vi kan røre, virtual reality forestillinger mm. Nicolai og Christian blev sendt til fremtiden, hvor de stod på ski og kørte i bil og var en del af selve filmen, for der var kameraer på alle 12 i salen. De var en del af filmen individuelt, og man kunne se, hvordan de bevægede sig. Det har virkelig været frontlinjeteknologi, da museet åbnede og det er stadig ret cool. Nicolai og Mette var inde og se en film, hvor man også blev kørt rundt i stolene, mens man så hvordan NZ er opstået, hhv, iflg. geologerne og maoriernes legender. Nicolai synes det sejeste var, da vi så verden fra en ørns synsvinkel, så den få øje på en kiwifugl, jage den og fange den. Nicolai sad ved siden af Luka og hans far Frank. Drengene var ret stolte over, at de slet ikke havde været bange. Vi fik set maoriernes forsamlingshuse med flotte træudskæringer, deres havkanoer, våben, smykker mm. Mette tegnede maori- tatoveringer og var lidt fascineret af symbolikken til stjerner, tusindben mm. Lærke aede udstoppede måger og en lille blå pingvin, lyttede til børn der fortalte om dyrene, og brugte deres computerspil til at lede en maoristamme. Nicolai og Luka så på deres egne hår – og masser af strandting i store mikroskoper, der sendte billederne op på tv-skærme. Vi spiste frokost sammen med vores hollandsk/new zealandske venner, som vi tilfældigt mødte igen her – og besøger hjemme hos dem om nogle dage.



ZOO i hovedstaden på NZ (15/12) – der må da være kiwifugle, men nej. Den er virkelig lille, sådan lidt “lokalsamfundets grønne område til familier med meget små børn”. Mange af dyrene kunne vi ikke se for alt det dyrevelfærds-grønne, som havde taget overhånd, der var ombygning, og kiwierne foreslog dyrepasseren, at vi kunne se i en privat turistpark i Rotoroa… ok, der tager vi ikke hen igen, men nu er vi jo også ekstremt forkælede mht zoologiske haver. Vi tog ind i byens centrum igen bagefter og fik klaret post, internet, tøj og is.

Alle tre dage i Wellington har vi været på posthuset for at se, om der var post til os. Poste restante virker, men kræver næsten, at man ved, om der er post, og hvordan det er addresseret, for ellers er det næsten for let for de ellers søde postmedarbejderne at “give op” og sige, at det ikke lige er der. Vi har fået julegaver fra oldemor Minna og moster Lene – dejligt! Men gaverne fra mormor og morfar er ikke kommet frem endnu. Posthuset i Wellington har lovet at videresende til Auckland, så mon ikke det lykkes alt sammen. Det regner vi med. De er nemlig vældig flinke og effektive. Og så har vi selv været ud og købe julegaver – det er ikke helt let at balancere forældres ønske om tre fjer, der intet fylder og vejer, og især Nicolais ønsker om enorme ridderborge, rumskibe, robotter og dinosaurer. Lærke og Nicolai synes også, det er lidt af en udfordring ikke straks at måtte pakke gaverne op… tænk at være med ude og købe dem, vi er jo sammen hele tiden, og så skulle vente 10 dage. Vi har fundet noget, som stadig får forældrene til at se på hinanden og ryste på hovedet af os selv – og ungerne er glade, Apropos ryste på hovedet, så faldt Lærke og slog hovedet så vi har fulgt hende nøje i flere dage for tegn på hjernerystelse. Hun er jo akrobatisk, men da hun løb og sprang op i luften uden varsel og uden greb i fars hånd, så landede hun lige på ryggen og slog baghovedet i fortorvet. Stakkels Lærke, det gjorde virkelig ondt.

Wellington er en dejlig by. Der skulle være flere cafeer pr. indbygger end i New York. Der er rigeligt til os ihvertfald. Den bedste var Jessie med hans lille udendørs kaffebar Nova, der ligger lige udenfor biblioteket og overfor parlamentet. Han er alletiders, arrangerer blind dates blandt stamkunderne, giver småkager og kender til danskere og dansk jul efter 15 år i Schweiz med ski og restaurant i Verbier. Hermed vores bedste anbefalinger, hvis I kommer til Wellington.

Frilufttøj er de også gode til. Det er tiltrængt, for ungerne er ved at vokse ud af det, de havde med hjemmefra. Vi fik såmænd også målt deres fødder, og fik at vide at de skulle have hhv 2 og 3 numre MINDRE… end de sko vi købte hos ECCO i Bredebro i sommers. Hmmm, ja, store nok er skoene stadigvæk, kunne vi konstatere, vi holder nu nok lidt mere med sønderjyderne i deres vurdering. Lidt lokaltkolorit fik vi med to seje hatte til ungerne i oilskind, der tager både sol og regn. Ozonlaget er tyndt og 60% får hudkræft hernede, så det er praktisk. Nu ligner de Crocodile Dundee (lidt).
Mette har fået både sweater, hue, vanter og sokker med possum. Det er rigtig blødt og fra et lille pattedyr, en pungræv, som egentlig er vældigt sødt, meeen det er hentet til NZ, hvor det ikke har naturlige fjender. Nu er der så blevet 80 mio af dem (!), og de spiser æggene
fra alle de lokale fugle incl kiwi og pingviner… og NZerne vil gerne af med dem. Nu kan vi så bidrage til, at de bliver brugt til noget nyttigt – og dejligt bløde er de. Vi har allesammen fået
fornyet garderoben, og det er jo altid rart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *