Gudstjeneste i landsbyen

Søndag spilles der lokal gospelmusik i radioen. Vi tog med til den lokale landsby, hvor gudstjenesten var flyttet fra kirken til rådhuset, fordi der var så mange mennesker, at der ikke var plads i kirken. Det var anden og sidste søndag i nytårsgudstjenesten, så der kom folk fra 4 landsbyer og en settlement/samling huse. Alle var i deres stiveste puds. Børnene sad forrest i fint tøj og holdt styr på hinanden. De var glade og beundringsværdigt rolige. En gang imellem gik en af de små ned til forældrene eller lidt udenfor. Koret var stort og supergodt, 30 personer, hver 8. var stort set med. De var i lange røde dragter, som gospelkor ofte er. Da det var varmt og fugtigt, så sad alle nede på gulvet, inklusiv koret. Præsten talte, det samme gjorde en række af mændene fra landsbyerne på skift. Alt foregik på fiji, så vi forstod ikke et ord. De oprindelige fijianere taler fiji hjemme, inderne taler indisk hjemme, og alle lærer engelsk, og det bruges overalt. Lidt trist, at de lever i to forskellige verdener parallelt, og det er da også en væsentlig del af baggrunden for kuppet. Den demokratisk valgte regering havde fremlagt forslag om at havene ikke længere skulle være statens og dermeds alles eje. Vi overvejede, om vi skulle undgå “religiøse og politiske forsamlinger”, men tog altså med og oplevede en utrolig venlighed. Alle smilede stort til os. Vi blev mødt med “bula” (hej) og faste håndtryk, øjenkontakt og smil. Igen kan vi konstatere, at vores sammenhold som familie genkendes overalt og anerkendes. Børnene er vigtige i vores familie, og det er de helt sikkert også her.

Wami fra resortet kørte os hen til landsbyen. Han bad et par 12 årige knægte, hans lillebror Steven og hans navnebror Wami, om at følge os igennem landsbyen hen til gudstjenesten og retur. De var søde,og talte fint engelsk, så vi fulgtes med dem rundt, besøgte Wamis og Lanis hus i landsbyen, hilste på deres 10 årige søn og 3 årige datter, så kirken, et par grave, brødfrugttræerne etc, inden vi gik ad stranden tilbage til resortet. Landsbyen var speciel, fordi de 20 huse lå på en grøn plæne med smukke træer omkring og ind imellem. Der var ingen veje, garager, hække eller haver. De få biler kører ikke mere, end at der stadig var græs på hele indkørslen fra landevejen til landsbyen. Fattigdommen er tydelig, der er rodet og slidt, men samtidig smukt og hjertevarmt.

Om eftermiddagen tog vi til den lokale butik med håndværk og købte fødselsdagsgaver til Lærke, sandlegetøj etc. Vi nåede at komme ud og snorkle, booke ture for den kommende uge, lege med vand, vaske tøj, læse og ikke mindst høre landsbyens kor endnu engang om aftenen.
Dagens dyr bliver de mange krabber, der graver sig ned i sandet og i huller hele vejen rundt om vores hytte. De kommer op om aftenen/ natten – og hvis man graver dem op. Så kan man pludselig se en næsten gennemsigtig krabbe spæne afsindigt hurtigt hen over sandet og i sikkerhed i vandet. Der er også almindelige røde krabber. En af personalet havde været ude og hente to krabber, og viste dem til os, inden han tog dem med ud i køkkenet. De lignede præcis den lille havfrue Ariels ven Sebastian, synes Lærke. En enkelt krabbes hul var blevet til en myretue, og krabben selv lå lidt derfra. Myrene var ved at bygge endnu en myretue op omkring den. Meget fascinerende.

Der er vagt på hele døgnet på resortet. Det er nogle rare fyre, som rigtig hygger om gæsterne. Bill er vores favorit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *