DanmarkErhvervPresse

Interview: Rejselængsel i en Coronatid.

Corona & Danskerne: Coronakrisen har sat verdens flyflåde på jorden, og flere flyselskaber risikerer at gå bankerot. Udlængsel er sat på standby. Rejseglade entusiaster er i øjeblikket hensat til at udforske deres egne hjemlandes kultur og natur. Alt imens man venter på, at verden igen åbner. Men til hvilken virkelighed og hvilke rejserestriktioner vil følge i kølvandet af coronavirussen.

Interview til Danske Presseforbund og Dansk Pressefotograf forbund i serien Corona og danskerne. Interview og foto af Marianne Leth.

Det berejste par Mette Ehlers Mikkelsen, Cand.scient.pol. 48 år, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og Jakob Linaa Jensen, Cand.scient.pol og ph.d. 46 år, Chefforsker i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kom i slutningen af februar 2020 hjem fra en jordomrejse. 

”Vi har begge rejst Jorden rundt før. Nu ville vi rigtig gerne gøre det igen her midt i livet. Det er både lidt lettere, fordi vi har lidt flere penge, end da vi var på SU, men også mere kompliceret, fordi der er job, huslejer og ikke mindst Mettes børn og forældre at tage hensyn til. Vi planlagde derfor rejsen ret grundigt for at få mest muligt ud af tiden. Det blev til en rejse i højt tempo, hvor vi rejste jorden rundt i 100 dage fra 16. november 2019 og landede igen den 24. februar 2020. Vi rejste igennem 32 lande inklusiv mellemlandinger og nåede at besøge 20-22 lande, som vi ikke før havde besøgt. Ruten gik gennem Det Indiske Ocean, Himalaya (Bhutan og Nepal), Malaysia, Indonesien og en hel del af Stillehavet. Vi havde begge besøgt alle lande i Europa før, og med denne rejse har vi også begge besøgt alle lande i Oceanien dvs. Stillehavet. Nogle af højdepunkterne på turen var nok en rundrejse i Bhutan, der er et helt specielt land, samt at rejse blandt øerne på Papua Ny Guinea og den fantastiske snorkling på Palau. Men det er svært at vælge, for det meste var fantastisk,” fortæller Jakob. 

Jakob ser tænksom ud og fortsætter, ”Coronakrisen startede med at gøre dybt indtryk, fordi den udviklede sig, mens vi rejste. Det føltes, som om verden lukkede sig om os og bag os. Som i en actionfilm, hvor hovedpersonerne kommer kørende ud af en brændende bygning, der bryder helt sammen bag dem, så snart de er ude. De sidste 10 lande vi rejste igennem, blev vi spurgt, om vi havde været i Kina indenfor de seneste 2 uger, og havde vi det, var vi ikke blevet lukket ind, uanset at vi havde visum.”

Mette og Jakobs store passion er rejser. De er medlem af Danmarks største rejseklub, De Berejstes Klub. En klub med ca. 600 medlemmer der alle er aktive rejsende. 

”Jeg kan godt lide, at der er klare kriterier for at være med i De Berejstes Klub, – nemlig at man har været i flere lande, end man er år gammel. Plus har været på mindst 4 kontinenter og har krydset ækvator. Det er objektivt, og dermed kan berejste med vidt forskellige rejsemønstre være med. Desuden skal man besøge mindst 2 nye lande hvert andet år, så der er kun aktive rejsende med i klubben. Det giver mig et fællesskab med andre, der prioriterer at opleve verden frem for dyre biler, både og realkreditlån. Samtidig er det et sted, hvor man helt naturligt kan drøfte, hvordan man får visum til Saudi Arabien, og om man behøver bestille billet til færgen fra Senegal til Gambia hjemmefra, eller om man bare møder op, – for nu at nævne et par af mine seneste spørgsmål. Samtidig er vi vidt forskellige i vores rejsemønstre, og få rejser så meget med børn og med store børn, som jeg selv gør. Fælles for medlemmerne er dog, at rejser fylder meget i vores liv og er noget, vi prioriterer højt”, fortæller Mette. 

Jakob har været medlem i De Berejstes Klub i 15 år og har siddet i bestyrelsen de 12 år, senest som næstformand. 

”Jeg synes, at fællesskabet i klubben er enestående. Her møder man folk, for hvem det er naturligt at rejse, og hvor man ikke hele tiden skal forsvare sine valg og fravalg i livet. Alle synes, at det er fedt og vigtigt at rejse. Man skal heller ikke begynde med Adam og Eva og geografi og viden om verden; alle ved, hvor Lhasa ligger, og der er altid nogle, der har ideer og tips. For mig er det sociale i klubben vigtigt: Berejste weekender, julefrokoster og ture til danske øer. Og selvfølgelig de månedlige medlemsmøder hjemme hos folk, hvor vi spiser, hører foredrag og ikke mindst snakker rejser og alt muligt andet. Jeg har mødt en række af mine nu bedste venner og også min kæreste, Mette, i klubben,” fortæller Jakob. 

Danmarks eventyrlige forfatter H.C.Andersens slogan: ”At rejse er at leve” er et gennemgående motto for mange af medlemmerne i De Berejstes Klub.

”Jeg elsker at rejse! Det er min altoverskyggende interesse ud over mit arbejde, og der jeg bruger størstedelen af min fritid og mine penge. Min udlængsel startede tidligt, hvor jeg hev globussen ned fra pladsen oven på fjernsynet og sad på stuegulvet og lod fingeren glide hen over alverdens riger og lande. Specielt drømte jeg om Stillehavet, dette store, mægtige, blå hav med de små, bitte øer spredt ud over det hele. Natur- og rejseprogrammer på TV fascinerede mig tidligt, lige så vel som jeg var bidt af astronomien og det mægtige himmelrum,” fortæller Jakob. 

Jakob fortæller videre, “I dag har jeg været i 143 lande og 23 territorier fordelt på alle syv kontinenter. Jeg er, ifølge De Berejstes Klub, blandt de 20 mest berejste danskere og ifølge Nomad Mania blandt de 400 mest berejste i verden. Jeg har været i alle europæiske lande, og sammen med Asien er Europa mit yndlingskontinent. Jeg er dog også vild med roadtrips i USA og Canada, ligesom jeg har et blødt punkt for Sydamerika. Det mest cool land jeg har besøgt, er uden tvivl Japan, hvor asiatisk charme, europæisk effektivitet og højteknologi fusioneres i en skøn blanding. Mit yndlingsrejseland er New Zealand, som jeg blev helt fascineret af. Min største rejseoplevelse var to besøg på Antarktis. Det var som at være på en helt anden planet.”

For berejste Jakob handler det om at leve livet, nu vi har det. De steder som han holder meget af, vender han tilbage til gang på gang.

”For mig er at rejse, at opleve, at leve sig ind og at leve i det hele taget. Jeg er meget knyttet til steder og stemninger. Ud over hele tiden at opsøge nye steder, er der også vidunderlige steder, jeg besøger igen og igen. Jeg har boet et halvt år i USA, sammenlagt et år i England, fire måneder i Frankrig, hvor jeg arbejdede som rejseleder på en skisportsdestination, og to måneder i Australien. Jeg er helt vild med de britiske øer, specielt London, hvor jeg efterhånden har været 28 gange. Ikke mindst de årlige skiferier til Alperne betyder meget i mit liv, – det er der, jeg henter energi til at komme igennem den mørke vinter.” 

Rejseglæden, rejselysten, hvad er det som drager og får menneskene til at tage ud i verden?

”For mig er det en udlængsel og en nysgerrighed på at lære nyt, forstå verden og udvikle mig. Forhåbentlig også at kunne gøre en positiv forskel med den forståelse. Jeg har været videbegærlig så længe, jeg kan huske, dvs. fra jeg rejste med mine forældre hele to gange årligt som barn rundt i Europa, til jeg valgte at læse samfundsfag og international politik på universitet. Min vejleder talte om akademisk turisme, når jeg havde brugt alle muligheder for at overføre fag fra udlandet og dermed få SUen med til Bruxelles, Washington, Moskva, Uralbjergene, Kiev og London. Siden har jeg været udstationeret i Estland og Sverige i 6 år for Udenrigsministeriet og elsker arbejde, der giver mulighed for at gøre en forskel med min internationale erfaring,” fortæller Mette.

Rejselivet og mødet med andre kulturer er med til at videreudvikle børn, derfor forsøger Mette så meget som muligt at have sine børn med på eventyr.

”Rejseblodet betyder for mig, at jeg mere end noget andet ønsker at give mine 3 børn verden! Jeg har allerede haft dem med på 2 jordomrejser, og Lærke på 17 år har været med i 80 lande, Ella på 11 år har besøgt 77 lande, og Nicolai på 18 år har besøgt 78 lande. Det er naturligvis ikke alle de 153 lande, som jeg har besøgt, men det er udtryk for en virkelig prioritering af tid og penge, at vi har oplevet så meget sammen. Så vidt jeg ved, er jeg den mest berejste danske kvinde med børn, og den der har haft mine børn med til flest lande. Det er samtidig et kæmpe privilegie, at jeg har kunnet gøre det, for det er penge, jeg selv skal tjene og ikke en guldske, jeg er født med i munden. 
De største øjeblikke er, når vi møder nye mennesker, og jeg oplever, hvordan børnene kan og vil snakke med de unge og familier fra vidt forskellige lande. Nu er mine børn blevet så store, at de også har overskud til at grine og tage opstilling til flere fotos og selfies. For eksempel i Indonesien medvirkede børnene, når de indonesiske besøgende stillede op til fotografering foran UNESCO-templerne ved Yogikarta. Således fik alle på tværs af kulturer en god oplevelse. Børnene har fået let ved at skabe kontakt og sætter sig ind i andre menneskers kultur og lærer af de forskellige liv, vi lever,” fortæller Mette. 

Rejseblod i venerne og udlængsel kan være lidt som et narkotikum for en passioneret rejsende. Men Mette og Jakobs jordomrejse med hele 20-22 nye lande har lagt en god mættet rejsebund.

”Jeg var noget mæt af at rejse efter turen og specielt træt af fly og lufthavne. Så på den måde kom Coronakrisen for mig på et OK tidspunkt. Nu glæder jeg mig dog til at komme afsted igen. Jeg har et arbejde, der, når jeg ikke underviser, kan laves online og overalt, så det har ikke hæmmet min produktivitet. Tværtimod er jeg sluppet for at skulle være på det storrumskontor, som vi nu også er blevet tvunget ind i, og som jo er en pest for koncentration og arbejdsglæde. Jeg har netop afsluttet flere store projekter og har haft tid til at læse, lære nyt og ”slibe kniven” i forhold til kommende opgaver. Det har været dejligt, ” fortæller Jakob.

Mette fortæller videre, ”Hjemme igen var roen i en periode virkelig rar. Karantæne, lukkede skoler og virtuelle møder betød, at børnene og jeg var tæt sammen. Alt det jeg havde savnet med mine børn undervejs, fik vi indhentet med det samme. Mine tre børn havde været med 1-2 gange hver på rejsen, men det havde alligevel været længe at være adskilt, og derfor var nærværet og roen lige, hvad vi havde brug for. Vi fik samtidig ro til at fordybe os arbejdsmæssigt. Jeg havde allerede holdt så mange virtuelle bestyrelsesmøder undervejs på jorden rundt rejsen, så jeg endte med at blive bedt om at holde webinar og skrive artikel om det for andre bestyrelsesformænd og medlemmer. Således gav rejsen os også forspring ud i det virtuelle samarbejde, Coronaen har tvunget os alle til.”

På trods af COVID-19 er en alvorlig sygdom, der har medført lockdown verden over, så kan Coronatiden også bruges positivt til at iværksætte nye projekter, og samtidig er der tid til en dybere refleksion af alle de mange rejseoplevelser.

”Vi er heldige. Det er et kæmpe privilegium at rejse jorden rundt. Vi kunne rejse igen med det samme, for jo mere vi rejser, desto mere opdager vi også, noget nyt som vi gerne vil opleve. Her i Coronatiden har vi valgt at bakke godt op om Café Globen i Turesensgade i København. Caféen er Danmarks eneste rejsecafé. Den er primært ejet af anpartshavere, der er medlem af De Berejstes Klub. Globen har været lukket som alle andre caféer og barer, så vi har bakket op ved at fastholde fællesskabet med virtuelle foredrag, virtuelle fredagsbarer, salg af anparter og masser af information og liv via nyhedsbreve og facebook. De virtuelle foredrag var brugerne af caféens første forslag til at fastholde Café Globen som stedet, hvor man får ny inspiration til rejser. Det plejer at være med almindelige rejseforedrag fra rejsende og rejsebureauer. Nu valgte vi så at lave 4 korte, virtuelle foredrag ud fra vores jordomrejse. Vi valgte selve planlægningen og gennemførelsen af turen, samt højdepunkterne Bhutan, Palau og Papua Ny Guinea,” fortæller Mette. 

Mette smiler og fortsætter, ”Jeg nyder faktisk, at jeg nu har fået tid til at skrive på min rejseblog på instagram: https://www.instagram.com/expandingourhorizon/,
hvor jeg er gået i gang med at skrive om mange af de 153 lande, jeg har besøgt for at inspirere andre til at rejse med børn eller rejse solo som kvinde. Jeg lægger fotos op på min rejseblog, og nyder også de uendelig mange smukke fotos på instagram fra hele verden. Samtidig har jeg skrevet rejseforedrag, så de er klar til at blive fortalt, når andre igen er klar til at mødes og inviterer; ikke bare virtuelt, men også sammen med rigtige mennesker, sådan som det plejer at være, når jeg holder foredrag om erhvervsudvikling, rejser med mere. Coronatiden har fået mig til både at formidle mine oplevelser, så de kan inspirere andre, og vi kan lære af verden. Samtidig har jeg fået rejst meget mere i Danmark og har valgt også at formidle de oplevelser som Globetrotter i Danmark. Endelig får jeg arbejdet en masse og planlagt kommende rejser.” 

Menneskeheden jager ofte derudad og har slet ikke tid til at stoppe op og være i nuet. Men Coronakrisen har medført, at mange har taget sig tid til at gå i fordybelse.

”Også jeg har fået mere tid til fordybelse. Jeg er blevet færdig med alle opslag om vores jordomrejse og skriver som Mette også en del om Danmark. Alt sammen på min blog og hjemmeside www.linaa.net Jeg har også fået tid til at redigere i det, der bliver min første rejsebog, om min første jordomrejse i 1999, som jeg udgiver på eget forlag til efteråret. Jeg skriver også på en rejsebog om Europa, som jo er det kontinent, jeg kender bedst. Og måske bliver det en dag til en fælles bog om vores jordomrejse. Der er meget i kø, for jeg skriver også bøger om sociale medier, teknologi og samfund i forbindelse med mit egentlige arbejde. Men roen til koncentreret arbejde, til tænkning og til fordybelse har været det bedste ved Coronakrisen. det håber og tror jeg, mange mennesker har opdaget,” påpeger Jakob.

Kriser kan ofte føre nye initiativer med sig. Berejste Mette og Jakob er blevet inspireret til at udforske og opleve vores skønne land Danmark. De vil ud i det blå.

”Vi har valgt at være globetrottere i Danmark på samme måde, som når vi rejser til nye lande i verden. Vi har sat os mål: som at køre hele Danmark rundt langs kysten. Vi er blandt andet startet med Danmarks sydligste punkt og er derfra kørt nordpå og har set hele Falster, Bogø og Møn i weekenden. På samme måde har vi valgt at besøge alle danske fyrtårne og fyr, og kører rundt efter en nørdet bog af samme navn af Ove Hermansen. Alle beboede øer i Danmark, vil vi også gerne besøge, og alle steder med tydelig historie fra Vikingetiden. Jeg vil også gerne besøge alle de smukke slotsparker, slotte, herregårde og forterne fra verdenskrigene plus de historiske københavnske kirkegårde. Jakob vil gerne se bryggerier, spisesteder, natur, vores smukke gamle landsbykirker og alt den vilde natur, som især Jylland byder på,” fortæller Mette.

Hvordan er det at være rejsende i sit eget hjemland? Ofte har mange mennesker så travlt med at opleve verden, at de nogen gange ikke kender deres egen baghave.

”Vi har allerede besøgt langt mere af Danmark end de fleste danskere. Mette er født i Ringsted på Midtsjælland og har boet 4 år i Sandvig på Bornholm, 5 år i Fredensborg i Nordsjælland og 9 år i Haderslev i Sønderjylland, inden hun flyttede til hovedstadsområdet, hvor hun har boet 7 år i Lyngby og 1-2 år på Amager, hvorefter hun flyttede til Frederiksberg for 18 år siden. Jeg er født i Herning, og har boet hele mit voksne liv i Aarhus og har efterhånden været alle steder i Danmark, og glæder mig til at opleve det hele igen, fortæller Jakob. 

”Det er helt almindeligt i hele verden, at man tager sit eget land for givet og glemmer at rejse og opleve der, fordi man tænker, at det kan man jo altid gøre. Derfor er et godt trick til at komme tilbage til Danmark, når man har været udstationeret, at tage ud og opleve sin egen by og sit eget land, netop som man gjorde, da man flyttede til udlandet eller tog på ferie et nyt sted. Det hjælper til at gøre ens eget land interessant, så man ikke bliver rastløs og tager afsted igen. Danmark er smukt. Især om foråret og sommeren. De gule rapsmarker og udsprungne bøgeskove. De uendelige strande og kyster. Landsbyernes charme og de større byers energi. Her er velbevaret kulturhistorie og masser af små skatte i form af mikro-bryggerier og lignende over hele landet. For Jakob er intet bedre end Danmark om sommeren. Han foretrækker at rejse til de varme lande om vinteren, når det er koldt, mørkt og trist herhjemme. Jeg har til gengæld vænnet mig til at rejse efter skoleferierne og mit arbejdes årshjul,” fortæller Mette.

Coronakrisen kommer til at forandre folks rejsevaner i fremtiden. Flere lande vil indføre restriktioner som karantæne, Coronatest, mundbind i lufthavne/fly/ det offentlige rum med mere. Hvilket stiller krav til den rejsende, der bør foretage en grundig research inden afrejse, således at forsikringer dækker, hvis ens temperatur pludseligt er steget på udrejsen. På nuværende tidspunkt skal rejsende for eksempel ved check-in med Lufthansa og KLM udfylde en deklaration: ”Fit for Flight”.

”Den store risiko for at blive afvist i transit i en lufthavn og ved ankomst, samt risikoen for at blive sat i karantæne to uger ved ankomst til rejsemålet og ved hjemkomst til Danmark, gør det virkelig vanskelig at rejse nu og i lang tid fremover. Det samme gør risikoen for, at flyene bliver aflyst inden afrejse, eller mens man er afsted. Først og fremmest skal vi jo kunne komme hjem på arbejde. Det lyder heller ikke betryggende at blive indlagt i lande med manglende kapacitet i sundhedsvæsenet, ” fortæller Jakob. 

Mette fortæller videre, ”Jeg vil helt klart vurdere sikkerheden ved rejser. Det har jeg altid gjort og mener, at jeg har et særligt ansvar for at gøre det som forældre. Både børnene og jeg skulle jo gerne hjem igen. Vi følger generelt rejsevejledninger og sikrer os, at rejseforsikringerne dækker. De kan allerede nu være lige smarte nok til at undtage det, som man helst vil dækkes for. Så vi læser altid grundigt alt det med småt og vælger ofte selskab ud fra dækningen. Hvis mundbind er et krav for at komme afsted, så tager jeg det med, uanset at vi ikke bruger det til daglig i Danmark.” 

Rejsefremtiden er i øjeblikket usikker, antagelig vil restriktioner nok kun blive midlertidige. 

”Jeg vil nok kigge på, hvordan udviklingen er i landene, og jeg vil være tilbageholdende med at rejse til lande, hvor alt for mange bor for tæt. For eksempel Kina og Indien. Det er nu heller ikke lande, der siger mig ret meget, så det er ikke det store tab. Og ja, jeg tager nok en lang pause for krydstogter. Jeg har altid tænkt på, at det er smittebomber, og nu er det blevet endnu mere aktuelt. Men hvis det bliver alt for besværligt med mundbind og karantæne, gider jeg ikke. Så tager jeg Danmark og det nære i et stykke tid. Men det bliver ikke ved sådan. Om et års tid er vi tilbage til normalen, for turisme er så stor en global industri, at man vil gøre alt for at få den til at køre smooth igen,” fortæller Jakob med et smil.

Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne

Du kan finde Jakob her, og følge mere med i Mettes eventyr her samt på Instagram.

Skriv et svar